Zerov, Nikolai Konstantinovich

Den aktuelle version af siden er endnu ikke blevet gennemgået af erfarne bidragydere og kan afvige væsentligt fra den version , der blev gennemgået den 14. december 2020; checks kræver 5 redigeringer .
Nikolay Zerov
ukrainsk Mikola Kostyantinovich Zerov
Navn ved fødslen Nikolai Konstantinovich Zerov
Fødselsdato 14. april (26.), 1890
Fødselssted
Dødsdato 3. november 1937( 1937-11-03 ) [1] (47 år)
Et dødssted
Statsborgerskab (borgerskab)
Beskæftigelse digter , oversætter , litteraturkritiker
År med kreativitet 1912 - 1937
Retning neoklassisk
Værkernes sprog ukrainsk russisk
 Mediefiler på Wikimedia Commons

Nikolai Konstantinovich Zerov ( ukrainsk Mykola Kostyantinovich Zerov ; 14. april  [26],  1890 [2] , Zenkov , Poltava-provinsen  - 3. november 1937 , Sandarmokh , Karelsk ASSR ) - ukrainsk sovjetisk digter, oversætter og litteraturkritiker. Leder af den neoklassiske gruppe.

Barndom

Født i en stor familie af en lokal to-årig skolelærer Konstantin Iraklievich Zerov. "Far - en lærer, derefter - leder af byens skole, endelig, i 1905, - inspektør for offentlige skoler, mor (Maria Yakovlevna) - fra familien af ​​små godsejere Yaresko - fra nær Dikanka, en kosakfamilie, men med beviser af rettigheder til adelen",  skriver Zerov i sin selvbiografi. Nikolais yngre bror, Mikhail, blev digter og oversætter, kendt under det litterære pseudonym Mikhail Orest . En anden bror, Dmitry  , er en botaniker, akademiker ved Academy of Sciences i den ukrainske SSR.

Uddannelse og tidlige publikationer

Efter eksamen fra Zenkovskaya-skolen, hvor den fremtidige berømte humorist Ostap Vishnya var hans klassekammerat , studerede han på Akhtyrskaya og First Kiev gymnasium (1903-1908). I 1908-1914. - studerende ved det historiske og filologiske fakultet ved Kiev Universitet i St. Vladimir .

I 1912  offentliggjorde han de første artikler og anmeldelser i tidsskriftet "Svitlo", avisen "Rada". Siden 1914  blev han efter ordre fra kuratoren for Kievs uddannelsesdistrikt udnævnt til stillingen som lærer i historie ved Zlatopol-hanen og fra oktober 1916  også på det kvindelige gymnasium. Siden 1917  arbejdede han som lærer ved det andet Kiev Gymnasium opkaldt efter Cyril og Methodius Broderskabet og underviste i latin. I 1918 - 1920  . underviste i ukrainske studier ved Architectural Institute, arbejder som redaktør af det bibliografiske tidsskrift "Knigar" (indtil begyndelsen af ​​1920  ).

På dette tidspunkt kom han ind i elitekredsen af ​​figurer i ukrainsk kultur, som blev dannet omkring Georgy Narbut . På møderne i cirklen blev spørgsmål om udviklingen af ​​ukrainsk litteratur, kunst, grafik diskuteret.

I 1920  giftede han sig med Sofia Loboda (senere, efter Zerovs død, giftede hun sig med deres fælles ven, forfatteren V.P. Petrov ). "Anthology of Roman Poetry" og "New Ukrainian Poetry" udarbejdet af ham blev udgivet.

1920–1923: Baryshevka

Fra sultne Kiev blev Zerov inviteret til at arbejde på Baryshev socioøkonomiske skole, hvor han arbejdede i omkring tre år. Alle digtene fra hans samling Kamena ( 1924 ) blev skrevet her. Også i Baryshevka udførte han mange oversættelser, skrev en række sonetter og satireparodier og flere noveller.

Fra 1. oktober 1923  - professor ved Kiev Institute of Public Education . Der var legender om Zerovs forelæsninger blandt de studerende. Samtidig underviste han i ukrainsk litteratur på en kooperativ teknisk skole og en handels- og industriskole.

1923–1925: Neoklassicister

I 1923 annoncerede en gruppe " nyklassikere "  sig højlydt . Det var i år, at de alle samledes i Kiev og forenede sig inden for rammerne af ASPIS . I december 1923  fandt Zerovs første møde med Mykola Khvylev sted, da han ankom til Kiev som en del af en delegation af Kharkiv-forfattere " Garta ". Nyklassikere arrangerer litterære aftener. Zerovs forsøg på at tilbyde en fælles platform for konsolidering af den litterære proces blev dog af pan-futurister og "gartovtsy" betragtet som et angreb på deres egen ideologiske renhed og blev afvist.

1924  begyndte med heftige diskussioner. Den 3. januar afleverede Zerov på kultkommissionen for det al-ukrainske videnskabsakademi en rapport "Ukrainsk litteratur i 1923"; Den 20. januar fandt en debat sted, hvor Zerov, Yu. Mezhenko , G. Kosynka , M. Ivchenko talte som modstandere af D. Zaguls rapport "The Crisis of Modern Ukrainian Lyrics", som talte fra ekstreme bolsjevikiske positioner . Lederen af ​​"neoklassikerne" anslog 1923 som "et år med litterær genoplivning." Hans modstander D. Zagul forsvarede tværtimod behovet for forening og streng regulering af både valget af ideen om værker og de kunstneriske måder at udtrykke det på.

Samme år, 1924  , blev "Kamena" udgivet - den første samling af Zerovs digte.

Modstandere bebrejdede Zerov for ligegyldighed over for aktuelle problemer, for ikke at optræde som litteraturkritiker . 1925 kan dog betragtes som toppen af ​​Zerovs litteraturkritiske virksomhed. Kun magasinet " Livet og revolutionen " udgav 17 af hans materialer, udover at der var publikationer i andre publikationer, foredrag for studerende.

1925–1928: Litterær diskussion

I 1925  begyndte en velkendt litterær diskussion, som varede indtil 1928. G. Yakovenkos artikel "Om kritik og kritik i litteraturen" ("Kultur og Pobut", 1925, 20. april) og M. Khvylovys svar herpå anses for at være dens begyndelse. Kritikeren Zerov tog Khvylovy's side. Zerovs program krævede forståelse, forståelse og udvikling af skattene i den ukrainske nationale tradition, som efter hans mening ville tillade en sober og realistisk vurdering af mange moderne litterære myndigheder, overføre de bedste værker af europæiske klassikere og moderne litteratur til ukrainsk jord, hvilket igen ville øge "kunstneriets barriere" og i sidste ende ville skabe en atmosfære af sund litterær konkurrence og ikke opportunistisk protektionisme. "Vi ønsker," erklærede Zerov, "et litterært miljø, hvor ikke et manifest vil blive værdsat, men en forfatters arbejde og ikke elendig skænderi om teoretiske emner - gentagelsen af ​​den samme slidte plade af en skrigende grammofon - men et livligt og seriøst litterært studie; ikke forfatterens karriere af "en mand fra organisationen", men forfatterens kunstneriske krævende, først og fremmest over for sig selv.

Det var disse udtalelser, der udløste den heftige debat. Modstanderne var især irriterede over Zerovs krav om, at man i stedet for cirkelisme og protektionisme skulle sikre normal litterær konkurrence.

Siden 1926  fungerede Zerov kun som litteraturkritiker og koncentrerede sin hovedindsats om oversættelser og historisk og litterær forskning. Samme år anklagede myndighederne nyklassicisterne for antiproletariske følelser. Grigory Mayfet skrev i et brev den 3. juli 1927  til Zerov om stemningen i Kharkov : "Generelt er den litterære situation rystende. Tychina siger: "Jeg fortryder ikke, at jeg ikke udgiver noget, men at jeg ikke skriver noget for mig selv..."".

Begyndelsen af ​​undertrykkelser

Juniplenumet for CP(b)U's centralkomité i 1927  gav direkte instruktioner om den politiske vurdering af nyklassicisterne. Beslutningen fra plenum betød et forbud mod Zerovs litterære og kritiske aktiviteter. Han fik mulighed for kun at tale med historisk og litterær forskning, som han koncentrerede sig om i slutningen af ​​1920'erne. Han skrev forord til værker af ukrainske klassikere, som blev udgivet af forlagene "Knigospіlka" og "Syaivo". Ud fra disse artikler blev bogen "Od Kulish til Vinnichenko" ( 1929 ) dannet. Dette aktivitetsområde måtte dog indrømmes. SVU-processen i begyndelsen af ​​1930 var et vendepunkt. Forlaget "Knigospilka" blev omorganiseret, "Syaivo" blev lukket. N. Kulish og V. Vinnichenko var erklærede fascistiske forfattere. Maxim Rylsky blev blandt andet arresteret i forbindelse med SVU-processen , som blev en klar advarsel til alle nyklassicister.

I februar-marts 1930  blev Zerov tvunget til at fungere som "vidne" ved retssagen mod "Unionen for Ukraines befrielse" (M. Efremov og andre). Khvylovys selvmord i maj 1933  blev endnu et drama. Alle de efterfølgende år blev han faktisk forbudt at engagere sig i kreativ aktivitet, og siden 1933  er selv tavshed blevet farlig - han er forpligtet til offentligt selv at flagre, udsagn om selvkritik og selveksponering. Under pres blev Zerov sammen med Filipovich tvunget til at offentliggøre flere sådanne "åbne breve". I slutningen af ​​1934 blev Zerov endelig afskediget fra universitetet. Han mistede sin sidste materielle støtte og blev tvunget til at søge et hvilket som helst job eller forlade Ukraine. Efter at have overlevet en anden tragedie - en ti-årig søns død - flyttede Zerov til Moskva. Der begyndte han arbejdet med oversættelsen af ​​latinsk poesi ("Epistel til Pisos om poesiens kunst" af Horace, værker af Ausonius, Claudian, etc.) til russisk; efter Zerovs arrestation overlevede manuskripterne og blev udgivet i en antologi redigeret af S. P. Kondratiev i 1939 uden oversætterens navn.

Anholdelse

Natten mellem den 27. og 28. april 1935  blev Zerov arresteret nær Moskva på Pushkino-stationen. Den 20. maj blev han sendt til Kiev til efterforskning anklaget for at lede en kontrarevolutionær terrornationalistisk organisation.

Militærdomstolen i Kievs militærdistrikt behandlede ved et lukket retsmøde den 1. februar  - 4. februar 1936  uden deltagelse af den anklagede og forsvaret retssag nr. 0019 - 1936; Zerov blev dømt til 10 år i arbejdslejre med konfiskation af al hans ejendom.

Link og udførelse

I slutningen af ​​vinteren blev de dømte sendt til nord ad den traditionelle rute: Medvezhya Gora - Kem - Solovki, hvor de ankom i begyndelsen af ​​juni 1936. I begyndelsen var regimet i lejren relativt tolerant. Af helbredsmæssige årsager kunne Zerov ikke arbejde som skovhugger og var derfor ansvarlig for den økonomiske service. Som afslutning på arbejdsdagen i porthuset kunne han oversætte og skrive artikler. Nogle af teksterne sendt af Zerov i breve til frihed er blevet bevaret. Ifølge mange vidnesbyrd, herunder Zerovs breve til sin kone, hvoraf det sidste er dateret 19. juni 1937, vides det, at han på det tidspunkt færdiggjorde den ukrainske oversættelse af Virgils Æneid (manuskriptet gik tabt).

Den 9. oktober 1937  , uden yderligere grunde og forklaringer, "sagen om Zerov et al." blev revideret af en særlig trojka fra UNKVD i Leningrad-regionen. Zerov, Filipovich, Voronoi og andre blev idømt den højeste straf - henrettelse. Alle blev henrettet den 3. november 1937 i Sandarmokh  -trakten som en del af en stor konvoj, der blev trukket tilbage fra Solovetsky-øerne.

Ved afgørelse truffet af USSR's højesterets militærkollegium den 31. marts 1958  , dommen fra Militærdomstolen i Kievs militærdistrikt af 1-4 februar 1936  og afgørelsen fra UNKVD 's særlige trojka i Leningrad-regionen den 9. oktober 1937  blev aflyst, og sagen blev afvist "på grund af manglende sammensætningsforbrydelser."

Noter

  1. ↑ Mykola Serow // Brockhaus Encyclopedia  (tysk) / Hrsg.: Bibliographisches Institut & FA Brockhaus , Wissen Media Verlag
  2. ↑ Little Russian Genealogy Arkiveret 30. august 2017 på Wayback Machine . Historien om Poltava

Litteratur

Kilder

Links

  Gå til Wikidata-elementet  Ordbøger og encyklopædier
 ukrainske nyklassicister