Jacques de Beau

Jacques de Baux ( fr.  Jacques des Baux ; ca. 1354 - 17. juli 1383 , Taranto ) - den sidste titulære kejser af Konstantinopel, fyrste af Tarentum og Achaia.

Biografi

Søn af hertug Andria , François I af Baux og Margaret af Tarentum.

Da hans onkel Filip II af Tarentum døde barnløs i 1373 , overtog Jacques, som den nærmeste arving, titlerne som kejser af Konstantinopel, Despot af Romagna og Prins af Tarentum og Achaea. Hans far François de Baux besatte Taranto på hans vegne [1] .

Giovanna I anerkendte ikke Jacques' rettigheder til arven, og erklærede Filips af Tarentums ejendele for kasseret. I 1374 rejste François de Baux et åbent oprør mod dronning Giovanna; mislykkedes, søgte han tilflugt i Avignon hos sin slægtning pave Clemens VII , mens Jacques flygtede til Korfu og derefter til Achaia. Giovanna sendte bali Francesco Sanseverino, personlig fjende af huset de Baux , til Achaia, og overførte derefter fyrstedømmet til administrationen af ​​Hospitallerordenen i fem år [2] .

Da hospitalsmændene forlod Peloponnes og Charles III Durazzo gjorde oprør mod Giovanna , udnyttede Jacques situationen og hyrede lejesoldater, kendt som Navarra-kompagniet . En af deres befalingsmænd, Mayo de Coquerel , blev udnævnt til foged, mens Pedro de San Superan og Bernat de Varavassa blev kaptajner. Baronerne fra Achaean Fyrstendømmet anerkendte Jacques som deres hersker. Mayo de Coquerel erobrede Korfu i 1380, og i 1381 slottene Postitsa og Zanclone, hvor sidstnævnte blev omdøbt til "Navarre Slot" ( Navarino ) [3] .

Jacques landede i Italien i 1381 og erobrede Taranto, hvorefter han invaderede Calabrien. Den 6. maj 1382, et par dage efter Giovannas død, beordrede Charles III Durazzo den store justitsmand at bringe Jacques de Baux til ham, som "gjorde oprør mod ham lige fra hans ankomst, gik gennem riget i spidsen for en stærk hæren og tog fyrstedømmet Tarentum i besiddelse og tvang indbyggerne og soldaterne til at aflægge ed om troskab." Den 18. maj gav han ham en sikker adfærd til at komme til Napoli og forklare sin adfærd. Konflikten blev løst, og Jacques modtog hånden af ​​kongens kusine Agnes Durazzo, enke efter Cansignorio della Scala , datter af Charles Durazzo og Maria af Calabrien .

Den 11. september 1382 lod Charles Jacques og hans kone vende tilbage til Taranto, og den 18. september gav han for evigt som medgift til Agnes, øen Korfu, på betingelse af, at han altid var tro mod kongen. Snart forværredes forholdet dog igen, Jacques blev anklaget for forræderi og flygtede til Korfu. I begyndelsen af ​​1383 vendte han tilbage til Napoli for at forhandle med kongen, men gik derefter over til Ludvig af Anjous side .

I et testamente udfærdiget på slottet i Tarentum den 15. juli 1383 indikerede han, at da han ikke havde nogen legitime børn, gav han imperiet, despotatet og fyrstedømmerne ikke til sin far, men til Ludvig af Anjou, hertug af Calabrien, sin anden fætter på moderens side og instruerer ham i at opdrage og gifte sig med sine to uægte døtre, Magdalene og Catherine.

Forfædre

Noter

1. ↑ Bon, s. 251
2. ↑ Bon, s. 252-253
3. ↑ Bon, s. 254-255

Litteratur

• Bisson de Sainte-Marie R. Testament de Jacques de Tarente, dernier empereur de Constantinople, en faveur de Louis d'Anjou (15 juillet 1383) // Bibliothèque de l'école des chartes. 1884 Bd. 45, nr. 45, s. 189-195
• Bon A. La Moree franque. Recherches historiques, topografiques and archeologiques sur la principauté d'Achaïe. — P.: De Boccard, 1969 [1]
• Fint, John Van Antwerpen (1994). Det sene middelalderlige Balkan: En kritisk undersøgelse fra det sene 12. århundrede til den osmanniske erobring. Ann Arbor: University of Michigan Press.
• Lock, Peter (1995). Frankerne i Det Ægæiske Hav, 1204-1500. new york.
• Noblemaire G. Histoire de la maison des Baux. P., 1913

Links

• DEL BALZO, Giacomo - Dizionario Biografico degli Italiani - bind 36 (1988)
• GIACOMO del Balzo