Domenico Tempio | |
---|---|
Fødselsdato | 22. august 1750 |
Fødselssted | |
Dødsdato | 4. februar 1821 (70 år) |
Et dødssted | |
Beskæftigelse | digter |
Mediefiler på Wikimedia Commons |
Domenico Tempio ( italiensk Domenico Tempio ; 22. august 1750 , Catania , Kongeriget Sicilien - 4. februar 1821 ibid ) - siciliansk og italiensk digter. Sammen med Giovanni Meli regnes han for sin tids fremtrædende sicilianske digter.
Født som søn af en tømmerhandler, den tredje af syv børn, blev det fra barnsben antaget, at han ville blive præst . Derfor blev han sendt for at studere på ærkebispens seminarium i sin fødeby. I 1773, da han indså, at gudstjeneste ikke var hans kald, begyndte han at praktisere jura, men dette og dette forsøg mislykkedes, så Domenico foretrak at følge humaniora.
Han oversatte adskillige latinske klassikere ( Livius , Horace , Tacitus , Virgil ), studerede Machiavellis og Guicciardinis værker sammen med de vigtigste italienske digteres arbejde fra Dante til hans samtidige.
Snart opnåede D. Tempio berømmelse som en god digter og blev optaget på Akademiet i Palladium og den litterære salon af hans protektor Ignazio di Paterno , Prins af Biscari.
Han skrev sine værker på siciliansk . Tempio blev betragtet som en stor og meget rost digter og en reformator af siciliansk poesi, men efter hans død var hans værk stort set glemt, og interessen for hans poesi genopstod efter Anden Verdenskrig.
Tempios mest berømte værk er digtet "La Caristia" ("Sult"), som beskriver hungersnøden og urolighederne i Catania i 1797-1798.
På et tidspunkt fik han et uretfærdigt ry som pornografisk digter.
I sin poesi fordømmer han folks laster, bedrag og uvidenhed. Hans satire, ofte bitter og ætsende, stræber efter moralsk fornyelse af samfundet og forløsning af mennesker fra lidelse, men poetiske værdier rækker ofte ud over intentionerne.
|