Dysfotisk zone (fra anden græsk "dis" ( δυσ- ) - et præfiks, der angiver division, adskillelse, negation og "fotos" ( φωτός ) - lys.) - reservoirets vandsøjle , hvori, på grund af mangel på sollys , fotosyntese er ekstremt ubetydelig . En af de tre økologiske zoner (sammen med den eufotiske zone og den afotiske zone ), fordelt i reservoirer afhængigt af graden af belysning af sollys og tilstedeværelsen af fotosyntese.
I kontinentale vandområder (primært i søer ), afhængigt af graden af vandgennemsigtighed, varierer tykkelsen af denne zone meget mærkbart, og i tilfælde af meget stærk turbiditet kan den dysfotiske zone begynde så tidligt som et par centimeter fra overfladen.
Den dysfotiske zone, som er middel i tykkelse til den mellemliggende zone af pelagialet i det åbne hav (ligger mellem den eufotiske zone nær overfladen og den dybe afotiske zone), omfatter normalt zonen med dæmpning af sollys eller skumringszonen , inklusive den nedre lag af den epipelagiske zone (fra 80-100 til 200 m), som ligger til grund for det overfladenære lag af grundlæggende fotosyntese, og den (200-1000 m)mesopelagiale . En lille del af sollyset trænger stadig ind i det nederste lag af den epipelagiske zone, tilstrækkeligt til den fotosyntetiske aktivitet af nogle grupper af fytoplankton , repræsenteret af rødalger , dog er fotosyntesens rolle her ubetydelig sammenlignet med den eufotiske zone. I den mesopelagiske zone, hvor op til 1 % af sollys trænger ind, kan der stadig eksistere brunalger [1] , men fotosyntese er praktisk talt fraværende.
Af mangfoldigheden af oceaniske fisk er det øverste lag af den dysfotiske zone beboet af epipelagiske fisk , det nederste lag - af mesopelagiske fisk og mesobatypelagiske fisk [2] .
Jordens skaller | |||||||
---|---|---|---|---|---|---|---|
Ekstern | |||||||
Indre |
|