Forbindelserne mellem Algeriet og SADR

Forbindelserne mellem Algeriet og Vestsahara

Sahara Arabiske Demokratiske Republik

Algeriet

Forbindelserne mellem Algeriet og Vestsahara  er bilaterale diplomatiske forbindelser mellem Algeriet og Den Arabiske Demokratiske Republik Sahara (SADR), som blev etableret i 1976 . Længden af ​​statsgrænsen mellem landene er 41 km [1] .

Historie

I 1973 begyndte oprørsbevægelser at operere i Vestsahara , som kæmpede for uafhængighed fra Marokko . Folkefronten for Befrielse af Seguiet el-Hamra og Rio de Oro (Polisario) proklamerede oprettelsen af ​​Den Arabiske Demokratiske Republik Sahara (SADR). I 1976 anerkendte Algeriet staten og gjorde en del diplomatiske bestræbelser for international anerkendelse af SADR. Algeriet etablerede forsyningen af ​​mad, husholdningsartikler og organiserede også træningslejre for oprørerne. De algeriske myndigheder gav asyl til Polisario-lederne i flygtningelejre i den sydvestlige vilayet af Tindouf . I 1979 annoncerede Mauretanien sit afslag på en del af SADR's territorium og trak sig ud af krigen, og marokkanske tropper besatte det område, som mauretanierne havde forladt [2] [3] .

I 1980'erne meddelte den algeriske regering de marokkanske myndigheder, at for at genoprette de diplomatiske forbindelser var det nødvendigt for marokkanerne at anerkende Polisario og forhandle sig frem til en endelig løsning på spørgsmålet om ejerskab af Vestsahara. Væbnede aktioner mellem Polisario og de væbnede styrker i Marokko stoppede ikke. I 1988 genoprettede Algeriet og Marokko de diplomatiske forbindelser, men kongen af ​​Marokko nægtede at anerkende Vestsaharas uafhængighed [2] . Til dato er algerisk støtte til Polisario-oprørerne den største hindring for genoprettelsen af ​​algerisk-marokkanske forbindelser [3] .

Noter

  1. The World Factbook - Central Intelligence Agency . Hentet 28. oktober 2017. Arkiveret fra originalen 30. september 2012.
  2. 1 2 Algerian Foreign Policy på countrystudies.us Arkiveret 3. november 2016 på Wayback Machine 
  3. 1 2 Algerian Foreign Policy på globalsecurity.org Arkiveret 29. oktober 2017 på Wayback Machine