Djævlens Advokat ( lat. advocatus diaboli ) er et formsprog , der betegner en person, der, når man diskuterer et bestemt emne, bevidst indtager en negativ, modsat den almindeligt anerkendte holdning og argumenterer til fordel for den, uden egentlig at være en overbevist tilhænger af det, men udelukkende i for at forværre diskussionen , tvinge modstandere til at tilbagevise indvendinger og give mere solide argumenter.
"Djævelens advokat" er et sporingspapir af det latinske "advocatus diaboli", som faktisk oversættes som "djævelens advokat". I den romersk-katolske kirke blev dette udtryk brugt til at henvise til embedet, som officielt blev kaldt "trosstyrker" ( lat. promotor fidei ). Det blev indført i 1587 af pave Sixtus V og officielt afskaffet i 1983 af Johannes Paul II .
Funktionen af "djævelens advokat" var at indsamle og præsentere alle mulige argumenter, der kunne forstyrre helligkåringen eller saligkåringen af en retfærdig mand . En embedsmand, der udførte den modsatte funktion (det vil sige beskyttelsen af prætendenten), blev kaldt "Guds forsvarer" ( latin advocatus Dei ). Før 1983 kunne ingen kanonisering eller saligkåring anerkendes som lovlig, medmindre en "djævelens advokat" var til stede ved handlingen.
I en generel forstand beskriver udtrykket "djævelens advokat" en person, der går ind for en alternativ holdning til normen eller konventionel visdom, som han ikke nødvendigvis selv er enig i; dette gøres for at kontrollere kvaliteten af det primære (indledende) synspunkt, dets argumentation og identificere svaghederne ved dets forsvar. På trods af dets oldtid er dette idiomatiske udtryk et af de populære moderne idiomer, der bruges til at udtrykke konceptet om at argumentere imod noget uden faktisk at holde sig til det modsatte synspunkt.