Jan, Otto
| Otto Jan | |
|---|---|
| Otto Jahn | |
| Fødselsdato | 16. Juni 1813 |
| Fødselssted | Køl |
| Dødsdato | 9. september 1869 (56 år) |
| Et dødssted | Göttingen |
| Land | |
| Arbejdsplads | |
| Alma Mater | |
| Studerende | Hugo Blümner [d] ogUlrich von Wilamowitz-Möllendorff |
| Mediefiler på Wikimedia Commons | |
Otto Jan ( tysk : Otto Jahn ; 16. juni 1813 , Kiel - 9. september 1869 , Göttingen ) var en tysk filolog, arkæolog og musikforsker.
Biografi
Han studerede ved Christian Albrecht University (herunder I. Klassen ), Universitetet i Leipzig og Friedrich Wilhelm Universitetet i Berlin. Elev af Friedrich Gerhard . Fra 1839 underviste han i Kiel, i 1842-1847 ved universitetet i Greifswald , derefter på universitetet i Leipzig, hvorfra han blev afskediget i 1851, blandt andet i forbindelse med hans engagement i den revolutionære bevægelse 1848-1849. Fra 1855 underviste og ledede han kunstmuseet i Bonn , fra 1865 til slutningen af sit liv arbejdede han i Berlin . Han blev valgt til et tilsvarende medlem af Sankt Petersborgs Videnskabsakademi (1855). [en]
Proceedings
Som Encyclopedia of Brockhaus og Efron bemærkede ,
Et karakteristisk træk ved Yangs litterære aktivitet er dens alsidighed, som fuldt ud svarede til universaliteten af hans videnskabelige interesser. I sit filologiske arbejde fulgte Jan den stringente kritiske metode, som Becker og Lachmann havde pioneret i. En lykkelig ulykke gav ham muligheden for at opdage de bedste kilder til manuskripttraditioner for Censorinus (Berlin, 1845), Juvenal (Berlin, 1851 og 1868), Florus og nogle andre forfattere. Jan greb sjældent til formodningskritik, men i modsætning til den udelukkende kritiske holdning til antikke tekster, der herskede dengang, under indflydelse af Lachmann, var Jan også opmærksom på deres fortolkning. Et storslået eksempel på det, som nyder højlydt berømmelse den dag i dag, er udgaven af Persien (Lpts., 1843), såvel som Ciceros "Brutus" (ib., 1849 og ofte) og "Orator" (ib. , 1851 og ofte).
Jan introducerede først seminarer om antikkens kunsthistorie, organiseret efter filologi, i universitetskurset. I en meget forvirrende og vag indtil J. arkæologisk disciplin krævede han en flittig adskillelse af fakta fra kombinationer, "en ærlig anerkendelse af de vanskeligheder og tvivl, der danner grundlaget for sand viden" ("Ficoronische Cista", Lpts., 1852) . Frygt for upålidelige søgninger holdt Ya fra mytologisk forskning, men dette forhindrede ham ikke i at tage nogle af de mørke sider af menneskelig overtro op; sådan er hans undersøgelse "Ueber den bösen Blick" (Lpts., 1855), højt værdsat af Jakob Grimm. Jan var den første, der historisk studerede vasemaleri (før "Beschreibung der Vaseüsammlung in München", 1854; "Vasenbilder", Gamb., 1839; "Darstellungen griechischer Dichter auf Vasenbildern", LPTs., 1861, etc.). Han var den første til at påpege betydningen i den græske kunsts historie af stammeforskelle mellem hellenerne og analogien mellem kunstens udvikling og udviklingen af poesi og filosofi; han påtog sig gerne sådanne opgaver, hvor de poetiske og kunstneriske traditioner gensidigt supplerede og forklarede hinanden. Af Jans øvrige arkæologiske arbejder er følgende særligt værdifulde erhvervelser for videnskaben: "Thelephos und Troïlos" (Kiel, 1841); "Die Gemälde des Polygnot" (ib. 1841); "Penteus und die Mänaden" (ib. 1842), "Paris und Oinone" (Greifswald, 1845); "Peitho, die Göttin der Ueberredung" (ib. 1846); "Ueber einige Darstellungen der Parisurtheils" (Lpts., 1849); "Die Wandgemälde des Columbariums in der Villa Pamphili" (München, 1857); "Der Tod der Sophonisbe" (Bonn, 1859); "Die Lauerforter Phalerä erläutert" (ib. 1860); "Römische Altertümer aus Vindonissa" (Zürich, 1862); "Ueber bemalte Vasen mit Goldschmuck" (ib. 1865); "Ueber Darstellungen des Handwerks und des Handelsverkehrs" (ib., 1868). Af Jans skrifter, skrevet ved forskellige lejligheder, er de mest besynderlige talerne om Winckelmann (Greifswald, 1844) og Gottfried Hermann (Lpts., 1849), udgivet sammen med andre taler i Biographische Aufsätze (2. udg., 1867); diskussion om betydningen og stedet for oldtidsstudiet i Tyskland (B., 1859); "Eduard Gebhard, eine Lebensskizze" (ib. 1868); en artikelsamling med titlen: "Aus der Altertumswissenschaft" (Bonn, 1868). Et vigtigt bidrag til den tyske litteraturhistorie ydes af Jans værker: "Ueber Goethes Iphigenia" (Greifswald, 1843) og "Ludwig Uhland" (Bonn 1863), samt hans udgaver af Goethes breve til Leipzig-venner (Lpts. ., 1849; 2. udg., 1867) og andet materiale til denne forfatters biografi og beskrivelse: "Briefe der Frau Rat an ihre lieben Enkeleins" (Lpts., 1855) og "Goethes Briefe an Chr.-Gottl. von Voigt" (ib., 1868).
Hovedfrugterne af Jans studier i musik er et essay om Mendelssohns oratorium "Paul" (Kiel, 1842), et arrangement for klaver af Beethovens "Leonora", med dets varianter og et kritisk forord (Lpt., 1851), en samling af forskellige artikler om musik (ib. , 1866) og en biografi om Mozart - et mesterligt eksempel på historisk og kritisk fremstilling, som udgjorde en æra i musiklitteraturen (Lpts., 1856-1860; 2. forkortet udg., ib., 1867; 3. udg., 1889-91).
Noter
- ↑ Profil af Otto Jahn på den officielle hjemmeside for det russiske videnskabsakademi
Links
Wikimedia Commons har medier relateret til Otto Jahn- Jan, Otto // Encyclopedic Dictionary of Brockhaus and Efron : i 86 bind (82 bind og 4 yderligere). - Sankt Petersborg. , 1890-1907.
 Tematiske steder | ||||
|---|---|---|---|---|
| Ordbøger og encyklopædier |
| |||
| Slægtsforskning og nekropolis | ||||
| ||||