Hastighedslæsning

Hurtiglæsning  er evnen til hurtigt at opfatte tekstinformation ved brug af specielle læsemetoder. Den sædvanlige læsehastighed på russisk hos en voksen er i intervallet 120-180 ord i minuttet [1] , ifølge eksperimentelle undersøgelser er den gennemsnitlige hastighed 201 ord i minuttet (med en række værdier fra 60 til 378) med en gennemsnitlig assimileringsprocent på 52 [2] . Hastighedslæsning forstås som evnen til at læse 3-4 gange hurtigere end gennemsnitshastigheden [1] , op til et maksimum på omkring 600 ord i minuttet. Der er hastighedslæsningsmetoder, der giver dig mulighed for at opnå højere hastigheder, mere end 1000 ord i minuttet. Hastighedslæsning spiller også en vigtig rolle i at øge produktiviteten i nogle brancher, såsom for ledelsespersonale [1] .

Det menes, at nogle mennesker kan mestre evnen til hurtiglæsning uden særlig træning, efter at have mestret måderne til hurtiglæsning intuitivt.

Historie

Grundlaget for hurtiglæsning er især den franske øjenlæge Emile Javals forskning . I 1878 opdagede han, at øjnene laver korte bevægelser (hop) med korte stop (fikseringer). Mens du læser en linje, stopper øjnene 3-4 gange, og ikke på hvert skilt. Undersøgelsen viste, at en persons synsfelt er bredere end hidtil antaget. I 1894 udkom artikler om fordelene ved hurtiglæsning i pressen. Med udbredelsen af ​​masseuddannelse blev interessen intensiveret.

Det første hurtiglæsningskursus blev arrangeret på Syracuse University i USA i 1925.

I 1940'erne var hardwarebaserede måder at øge læsehastigheden på populære, især ved at bruge et tachistoskop . Læsehastigheden steg markant, men resultaterne var ustabile.

I 1958 dukkede metoden "Dynamisk læsning" udviklet af læreren Evelyn Wood [3] op .

Grundlæggende hastighedslæsefærdigheder

Se også

Noter

  1. 1 2 3 4 Hurtig læsning // Encyklopædisk ordbog: Arbejdspsykologi, ledelse, ingeniørpsykologi og ergonomi / Dushkov B. A., Korolev A. V., Smirnov B. A. - M . : Akademisk projekt; Mir Foundation, 2005.
  2. Wormsbecher, Kabin, 1976 , s. 6.
  3. Marks-Beal, 2013 , s. 83.

Litteratur