Seculum

Seculum (fra lat.  saeculum ) er en tidsperiode, der omtrent svarer til en persons potentielle levetid eller tilsvarende den fuldstændige fornyelse af den menneskelige befolkning [1] .

Udtrykket blev først brugt af etruskerne . Oprindeligt betød det en periode fra det øjeblik, hvor der skete noget (for eksempel lægningen af ​​en by) til det andet øjeblik, hvor alle de mennesker, der levede i det første øjeblik, døde. I dette andet øjeblik begyndte et nyt sekulum. Ifølge legenden tildelte guderne et vist antal seculums til hvert folk eller civilisation, etruskerne selv fik angiveligt ti seculums [2] .

Ved det 2. århundrede f.Kr. e. Romerske historikere brugte seculum-systemet til at periodisere deres krøniker og spore krige [3] . Under kejser Octavian Augustus ' regeringstid var det sædvanligt for romerne at antage, at seculum svarer til 110 år. I 17 f.Kr. e. Kejser Augustus genoplivede de såkaldte " Terentinske Lege " for at fejre Roms "femte sekulum" [4] . Efterfølgende kejsere - Claudius og Septimius Severus - fortsatte traditionen med spil, men med ujævne mellemrum. I 248, under Filip I den araberes regeringstid, blev årtusindet for grundlæggelsen af ​​Rom fejret med traditionelle spil . Det nye årtusinde blev kaldt "seculum novum" [5] ( lat.  saeculum novum ) - et udtryk, der har fået en metafysisk konnotation i kristendommen , der refererer til den sekulære tidsalder (deraf " verdslig " - "sekulær") [6] .

Seculum bruges normalt ikke som et fast tidsrum, men i almindelig brug er det omkring 90 år og kan opdeles i fire perioder på omkring 22 år hver - ungdom, voksenliv, modenhed og alderdom.

Ordet udviklede sig i de romanske sprog (såvel som på svensk , norsk og nogle andre) til at betyde "alder":

albansk shekull
asturisk sieglu
Aragonesisk sieglo
catalansk segle
fransk siecle
galicisk seculo
italiensk secolo
Norsk sekel
occitansk segle
portugisisk seculo
spansk siglo
svensk sekel
rumænsk secol

Se også

Noter

  1. ↑ Susan Bilynsky Dunning. saeculum  (engelsk)  // Oxford Research Encyclopedia of Classics. — 2017-11-20. doi : 10.1093 / acrefore/9780199381135.013.8233 . Arkiveret fra originalen den 13. april 2022.
  2. ↑ Denis Feeney. Cæsars kalender: oldtiden og historiens begyndelse . — University of California Press, 2007-04-06. — ISBN 9780520933767 . Arkiveret 27. januar 2019 på Wayback Machine
  3. ↑ Rheinisches museum fur philologie.  (engelsk)  // Rheinisches museum fur philologie.. - 1842. - ISSN 0035-449X . Arkiveret fra originalen den 27. januar 2019.
  4. ↑ Duncan Barker. 'Guldalderen hævdes'? Carmen Saeculare og genoplivningen af ​​den gyldne race*  (engelsk)  // The Classical Quarterly. — 1996/12. — Bd. 46 , udg. 2 . - S. 434-446 . — ISSN 0009-8388 1471-6844, 0009-8388 . - doi : 10.1093/cq/46.2.434 . Arkiveret fra originalen den 27. januar 2019.
  5. ↑ John F. Hall. Augustus' Saeculum Novum og dens etruskiske forhistorier  // Religion (Heidentum: Römische Religion, Allgemeines [Forts.]). - Berlin, Boston: De Gruyter, 1986. - T. 16/3. Teilband . — ISBN 9783110841671 .
  6. ↑ E. Diehl. DAS SAECULUM, SEINE RITEN UND GEBETE: Teil II. Die saecula der Kaiserzeit. Ritual und Gebet der Feiern der Jahre 17 v. Chr., 88 og 204 Nr. Chr. (Fortsætning). — Rheinisches Museum fur Philologie: JD Sauerlanders Verlag. — 25 sek.