Strålingsgenetik undersøger forekomsten af arvelige ændringer efter virkningen af forskellige strålinger ; en af radiobiologiens grene .
I 1925, i eksperimenter på gærceller og skimmelsvampe , afslørede G. A. Nadson [1] og G. F. Filippov virkningen af ioniserende stråling på cellens genetiske apparat , ledsaget af arvelig overførsel af nyligt erhvervede egenskaber. Så ved at undersøge indflydelsen af røntgenstråler på den seksuelle proces i lavere svampe henledte de opmærksomheden på udseendet af individuelle orange kolonier. Studiet af disse nye former for svampe viste deres skarpe forskel fra den oprindelige kultur - de var i stand til at danne fedtstoffer og et orange pigment . Observation af svampe gennem mange generationer har vist, at der er tale om arvelige forandringer, så man fandt ud af, at røntgenstråler har en mutagen effekt. I 1927 blev dette bekræftet af G. Möller på Drosophila, og derefter af L. Stadler om majs.
Derefter blev der udført undersøgelser på mus og andre organismer.
Kromosomafvigelser opstår normalt, når celler udsættes for stråling i cellecyklussens G1 (præsyntetiske periode), før det genetiske materiale fordobles. Bestråling af celler i G2-perioden (postsyntetisk periode) kan kun forårsage skade på ét kromatid i kromosomet. Hyppigheden af kromosomafvigelser i cirkulerende lymfocytter korrelerer med strålingsdosis, og derfor kan størrelsen af denne dosis bestemmes ved at sammenligne antallet af kromosomafvigelser i lymfocytter og i en cellekultur, der modtog en vis dosis ioniserende stråling in vitro . Den mindste dosis, der kan påvises ved analyse af lymfocytter, er cirka 10 til 20 rem [2] .
Påvisningen af kromosomafvigelser i lymfocytter er tegn på nylig bestråling af kroppen.