Nefermaat | |||||||||||||
---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|
Nfr-Mȝˁ.t | |||||||||||||
Billede på væggen af Nefermaats grav, mastaba nr. 16, Medum | |||||||||||||
Fødselsdato | IV dynasti | ||||||||||||
Fødselssted | Det gamle Egypten | ||||||||||||
Dødsdato | ukendt | ||||||||||||
Et dødssted | mastaba №16, Medum | ||||||||||||
Land | |||||||||||||
Beskæftigelse | chati , vogter af det kongelige segl, præst i Bast | ||||||||||||
Far | Sneferu ? | ||||||||||||
Ægtefælle | Iteti | ||||||||||||
Børn | Sønner : Hemiun , Isu, Theta, Itisen, Khentimeresh, Inkaef, Serfka, Uhemka, Shepseska, Kahent, Ankherheretef, Ankherfenejef, Buneb, Shepsesneb, Nebkhenet; Døtre : Jefatsen, Isesu, Pageti | ||||||||||||
Diverse |
Brødre : Khufu , Kenefer, Ankhaf; Søster Nefertkai Åbningsdato : 1871-1872 Opdager: Auguste Mariet |
||||||||||||
Mediefiler på Wikimedia Commons |
Nefermaat ( f.eks . Nfr-Mȝˁ.t - "Perfekt i retfærdighed ( Maat )" [1] ) er en gammel egyptisk prins af IV-dynastiet , den påståede søn af farao Sneferu . Han var en chati , ypperstepræst for gudinden Bast , blev kaldt faraos ældste søn [2] .
Det betragtes som søn af grundlæggeren af IV-dynastiet, farao Snefru (eller hans forgænger Huni [3] ) og hans første kone. Halvbror til Khufu .
I graven af Nefermaat, hustru Itet , er 15 sønner navngivet: Hemiun , Isu, Theta, Itisen, Khentimeresh, Inkaef, Serfka, Uhemka, Shepseska, Kahent, Ankherheretef, Ankherfenejef, Buneb, Shepsesneb, Nebhene Jefatsens, Ishenet og 3 døtre: , Pageti [4] .
Den ældste søn Hemiun overtog sin fars pligter og rejste Cheops-pyramiden på Giza - plateauet [5] [6] [7] . Nefermaats søster, Nefertkau, kaldte også hendes søn Nefermaat [8] .
Nefermaat døde før sin far uden at arve faraos magt.
Nefermaat havde følgende titler, som opført i hans M16-grav ( mastaba ) ved Medum :
Han blev begravet sammen med sin hustru Iteti i mastaba nr. 16 i Medum. Graven er kendt for sine meget kunstneriske fresker (såsom " Medum-gæssene "). Teknikken til henrettelse i dag præsenteres kun i denne grav. Kunstnerne skar først teksturen ud på den pudsede væg og dækkede den derefter med maling, hvilket gjorde billedet mættet, men efter tørring revnede malingen og flækkede [9] . Det er tilsyneladende derfor, at mestrene senere opgav denne dekorationsteknik [10] .