Langrend ved vinter-OL 1968

Langrend ved vinter - OL 1968 i Grenoble fandt sted fra 6. til 16. februar . Der blev spillet 7 sæt priser. Mændene dystede på distancer på 15, 30 og 50 km, samt i 4 × 10 km stafet, og kvinder dystede om medaljer på distancer på 5, 10 km og i 3 × 5 km stafet. Sammenlignet med de tidligere OL i 1964 i Innsbruck har langrendsprogrammet ikke ændret sig. Alle løb blev afholdt i klassisk stil.

Alle konkurrencer blev afholdt i Autrans ( fr.  Autrans ). 147 skiløbere (110 mænd og 37 kvinder) deltog i konkurrencen.

Efter fiaskoen ved OL i 1964 , hvor de kun formåede at vinde 2 sølvmedaljer i langrend med Harald Gröningens indsats , var nordmændene denne gang de mest succesfulde. De vandt 4 guld, 2 sølv og 1 bronze i 7 typer langrendsprogram. Foruden disse 4 guldpriser lægges 1 guld i skiskydning og 1 guld i hurtigløb på skøjter, og det lykkedes nordmændene at vinde den samlede medaljestilling ved de olympiske vinterlege i 1968. Skiløberne Harald Gröningen og Ole Ellefseter blev to gange olympiske mestre i Grenoble.

Hos kvinder var den rigtige heltinde den 30-årige svenske skiløber Toini Gustafsson , der vandt begge individuelle distancer og blev nummer to på det svenske stafethold. Kun den sovjetiske skiløber Galina Kulakovas fald på distancens sidste kilometer tillod Gustafsson at vinde guld på 5 km (svenskeren var kun 3,2 sekunder foran Kulakova). Interessant nok giftede Toini sig efter OL i sommeren 1968 med en anden deltager i de olympiske lege i Grenoble, skiløberen Assar Rönnlund , som vandt sølv i den svenske stafet.

Den berømte finske skiløber, tre gange olympisk mester i Squaw Valley 1960 og Innsbruck 1964 Eero Mäntyuranta vandt 3 priser i Grenoble: sølv og 2 bronze. Fire år senere, kort efter de olympiske lege i 1972 i Sapporo, blev Mäntyuranta den første finske atlet, der blev dømt for doping, som var amfetamin. Finnen nægtede selv brugen af ​​doping, selvom han senere indrømmede, at han tog hormonelle stoffer, som ikke var forbudt i løbet af hans karriere [1] .

Italienske Franco Nones , der sensationelt vandt 30 km distancen, blev den første skiløber i historien, som ikke var fra Norge, Finland, Sverige eller USSR, til at vinde De Olympiske Lege. Næste gang disse lande "lod" en anden vinde først i 1980 i Lake Placid , hvor østtyske skiløbere vandt 2 guld.

De olympiske lege i Grenoble indtil 2018 var de eneste, hvor sovjetiske/russiske skiløbere ikke formåede at vinde en enkelt guldmedalje i langrend (i betragtning af de OL, hvor USSR/Rusland deltog). USSR-landsholdet i Grenoble havde 2 sølv- og 2 bronzemedaljer. I herrernes stafet helt på målstregen lykkedes det Finn Myanturanta at komme foran Vyacheslav Vedenin i kampen om bronze. Den samme Myanturanta tillod ikke Vladimir Voronkov at vinde bronze på en afstand på 30 km, foran den sovjetiske skiløber med 15 sekunder.

Medaljer

Medaljevindere

Mænd
Disciplin Guld Sølv Bronze
15 km
se detaljer
 Harald Gröningen
Norge
 Eero Mänturanta
Finland
 Gunnar Larsson
Sverige
30 km
se detaljer
 Franco Nones
Italien
 Odd Martinsen
Norge
 Eero Mänturanta
Finland
50 km
se detaljer
 Ole Ellefseter
Norge
 Vyacheslav Vedenin
USSR
 Josef Haas,
Schweiz
Stafet 4×10 km
se mere
 Norge
Odd Martinsen
Paul Tyldum
Harald Gröningen
Ole Ellefseter
 Sverige
Jan Halvarsson
Bjarne Andersson
Gunnar Larsson
Assar Rönnlund
 Finland
Kalevi Oikarainen
Hannu Taipale
Kalevi Laurila
Eero Mänturanta
Kvinder
Disciplin Guld Sølv Bronze
5 km
se detaljer
 Toini Gustafsson
Sverige
 Galina Kulakova
USSR
 Alevtina Kolchina
USSR
10 km
se detaljer
 Toini Gustafsson
Sverige
 Berit Mördre-Lammedal
Norge
 Inger Eufles
Norge
3×5 km stafet
se flere detaljer
 Norge
Inger Eufles Babben
Enger-Damon
Berit Mørdre-Lammedal
 Sverige
Britt Strandberg
Toini Gustafsson
Barbro Martinsson
 USSR
Alevtina Kolchina
Galina Kulakova
Rita Achkina

Samlet stilling

( Fed angiver det højeste antal medaljer i sin kategori)

Samlet antal medaljer
Placere Land Guld Sølv Bronze i alt
en  Norge fire 2 en 7
2  Sverige 2 2 en 5
3  Italien en 0 0 en
fire  USSR 0 2 2 fire
5  Finland 0 en 2 3
6  Schweiz 0 0 en en

Noter

  1. Eero Mäntyranta Arkiveret 9. marts 2016 på Wayback Machine  

Links