Lelius, eller om venskab ( lat. Laelius de Amicitia ) er en afhandling om venskab skrevet af den romerske taler og filosof Marcus Tullius Cicero i 44 f.Kr. e. Dedikeret til Ciceros nærmeste og mest pålidelige ven Titus Pomponius Atticus .
I sin afhandling reflekterer Cicero over betydningen af venskab gennem prisme af forholdet mellem Publius Cornelius Scipio Aemilian Africanus og Gaius Lelius den Vise . Lelius' tale er baseret på hans bedste ven Scipios død, Lelius fortæller om hvordan han oplever dette tab og forklarer, med eksempler fra hans personlige liv, hvorfor dette tab er så svært for ham. Han lister de kvaliteter, der gør en person til en god ven, og dem, der tværtimod forstyrrer ægte venskab. Blandt de positive opregner han ærlighed, tapperhed, loyalitet, adel, blandt de negative - grådighed, fordærv, arrogance. Leliy betragter venskab som den vigtigste ting i sit liv, fordi det hjælper med at udholde alle strabadser:
Jeg kan kun råde dig til at foretrække venskab frem for alle menneskelige anliggender, fordi der ikke er noget så karakteristisk for den menneskelige natur, så passende både i lykke og i ulykke [1] .
Cicero gør afhandlingens ledemotiv til vigtigheden af tapperhed og ære, kvaliteter, som romerske borgere ærer over alt andet, og lader læseren forstå, at venskab er umuligt uden dem.
... Netop denne tapperhed genererer og vedligeholder venskab, og uden tapperhed kan venskab ikke eksistere på nogen måde [1] .
Afhandlingen er skrevet i form af en dialog mellem fremtrædende personer fra den romerske republik , der finder sted efter Scipio Aemilians død i 129 f.Kr. e. Dialogen involverer Gaius Lelius og hans to svigersønner, Gaius Fannius og Quintus Mucius Scaevola Augur . Sidstnævnte var Ciceros mentor og lærer, så forfatteren til afhandlingen personligt kunne høre sine tanker og minder.