Folkedrabskonventionen | |
---|---|
Konventionen om forebyggelse og straf for folkedrab | |
Konventionens stat efter land underskrevet og ratificeret tiltrådt efter konventionens ikrafttræden eller som fuldmægtige underskrevet, men ikke ratificeret skrev ikke under | |
Kontrakttype | Konvention |
dato for underskrift | 9. december 1948 [1] |
Sted for underskrift | Paris [1] |
Ikrafttræden | 12. januar 1951 [1] |
Opbevaring | De Forenede Nationers arkiver [2] |
Konventionen om forebyggelse og straf for forbrydelsen folkedrab blev vedtaget ved resolution 260 (III) af De Forenede Nationers generalforsamling den 9. december 1948 i Paris . Konventionen trådte i kraft den 12. januar 1951 [1] . Den fastslår den internationale juridiske status for begrebet " folkedrab " som den alvorligste forbrydelse mod menneskeheden og giver også dens juridiske definition. Det er kulminationen på mange års kamp fra den polske advokat af jødisk oprindelse Rafael Lemkin for etableringen af det juridiske ansvar for ødelæggelsen af etniske grupper og det internationale samfunds anerkendelse af folkedrab som en forbrydelse mod menneskeheden. Alle deltagende lande er forpligtet til at træffe foranstaltninger til at forhindre og straffe folkedrab i krigstid og fredstid. Antallet af lande, der har ratificeret konventionen i september 2011, når op på 141 [1] .
Artikel II definerer folkedrab som følger:
Artikel III definerer strafbare handlinger:
Konventionen blev vedtaget for at forhindre handlinger svarende til Holocaust begået af Det Tredje Rige under Anden Verdenskrig . Den første udgave af konventionen omfattede også drab af politiske årsager, men USSR [3] og en række andre lande nægtede at betragte handlinger rettet mod grupper, der af politiske eller sociale grunde blev identificeret som folkedrab [4] . Som et resultat af politisk og diplomatisk kompromis blev disse kriterier elimineret.
Den subjektive side af folkedrab omfatter skyld i form af hensigt (intention) "at ødelægge, helt eller delvist, ... en gruppe som sådan." Det vil sige, hvis forbrydelsens genstand var klar over og ønskede, at visse konsekvenser skulle indtræde som følge af hans handlinger. Det skal bemærkes, at hverken i definitionen af Rafael Lemkin eller i FN-resolutionen af 11. december 1946 var der en hensigtskategori.
Ifølge artikel IV i folkedrabskonventionen er gerningsmændene til denne forbrydelse "personer, der begår folkedrab eller enhver anden af handlingerne anført i artikel III ... uanset om de er forfatningsmæssigt ansvarlige herskere, embedsmænd eller privatpersoner." Det vil sige, at individer er genstand for forbrydelsen folkedrab. Med hensyn til statens ansvar hedder det i artikel IX: "Tvister mellem kontraherende parter vedrørende fortolkningen, anvendelsen eller gennemførelsen af denne konvention, herunder dem, der vedrører en stats ansvar for begåelsen af folkedrab eller en af de andre, der er anført i artikel III, skal forelægges for Den Internationale Domstol." efter anmodning fra en af parterne i tvisten." Spørgsmålet om statens ansvar for at begå folkedrab afgøres således af Den Internationale Domstol.
Ordbøger og encyklopædier | |
---|---|
I bibliografiske kataloger |
International lov | |||||
---|---|---|---|---|---|
Generelle bestemmelser | |||||
Juridisk personlighed | |||||
Territorium |
| ||||
Befolkning |
| ||||
Industrier |
|
International strafferet | |
---|---|
Kilder | |
forbrydelser | |
Straffedomstole | Efter 1. Verdenskrig Leipzig retssager Efter Anden Verdenskrig International militærdomstol i Nürnberg International Militærdomstol for Fjernøsten Særlig Internationalt Tribunal for det tidligere Jugoslavien Internationale Tribunal for Rwanda Tribunalernes resterende mekanisme blandet Specialdomstol for Sierra Leone Ekstraordinære kamre i Cambodjas domstole Særlige dommerbænke i Østtimor Særligt Tribunal for Libanon Afdeling for krigsforbrydelser ved domstolen i Bosnien-Hercegovina Blandede bænke i Kosovos domstole Specialdomstol for Kosovo Konstant International Straffedomstol |
Kamp mod kriminalitet |