Carloman (major af frankerne)

Carloman ( fr.  Carloman ; ca. 710  - 17. august 754 ) - major i Austrasia i 741 - 747 fra Pipiniddynastiet . Ældste søn af Charles Martel .

Biografi

Oprør efter Charles Martels død

Halvbroren til Carloman og Pepin den Korte Griffin , utilfreds med opdelingen af ​​riget og ansporet af sin mor Svanhildes råd , besatte byen Laudun (nu Lahn ). Brødrene samlede en hær og belejrede Laudun og tvang griffen til at overgive sig i slutningen af ​​741 . Carloman tog ham med sig og beordrede ham til at blive holdt i det "Nye Slot", der ligger nær Ardennerne , hvor han sad i varetægt indtil det tidspunkt, hvor Carloman tog til Rom for at blive munk. Griffinens skæbne forårsagede imidlertid utilfredshed blandt individuelle repræsentanter for aristokratiet. Herskerne i nogle afsidesliggende hertugdømmer, der indså svagheden i det lovgivende grundlag for magten i disse to borgmesterdømmer uden en konge, kunne ikke komme overens med denne tilstand. Den bayerske hertug Odilon , fra familien Agilolfing , som mod Carloman og Pepins vilje giftede sig med deres søster Hiltrud (Giltrud), indgik en alliance med hertugen af ​​alemannerne Theodobald og hertugen af ​​Aquitaine Hunald I , søn af Ed den Store. .

Kampagne i Aquitaine

Borgmestrene besluttede at handle både på det politiske og militære område. De havde til hensigt at forstærke deres autoritet og give den større legitimitet ved at lede efter den glemte søn af Chilperic II i klostret Saint-Bertin og udråbe ham til konge i 743 under navnet Childeric III . På det militære område foretog brødrene en række kampagner fra 742 til 745 .

I 742 forenede Carloman og Pepin deres hære, krydsede Loire i byen Orleans og gik ind i Aquitaine med en hær . Efter at have overvundet aquitanerne nåede de Bourges , hvis omgivelser de satte ild til; Hertug Gunold flygtede, frankerne forfulgte ham og ødelagde alle de områder, hvorigennem de passerede. Så indtog de fæstningen Loches (Luccas) (nu Loches (Indre-et-Loire), i regionen Tours , bag Loire) og ødelagde den til jorden, garnisonen blev taget til fange. På et sted kaldet Old Pictavis, ved floden Clenn, nær dens sammenløb med floden Vienne, delte de riget mellem sig, som de indtil da herskede i fællesskab. Carloman fik kontrol over Austrasien og det transrhenske Tyskland , dvs. Schwaben (også kendt som Alemannia) og Thüringen .

Nederlag for alemannerne og bayerne og sakserne

Samme år 742 , efter hjemkomsten, om efteråret, invaderede Carloman og Pepin Alemannia med en hær , som havde løsrevet sig fra frankernes alliance, og ødelagde den med ild og sværd og nåede Donau . Alemannerne gav gidsler, betalte tribut og, efter at have opnået en vis opblødning af underkastelsesbetingelserne, lovede de at overholde deres erobreres love og accepterede frankisk styre.

I 743 drog Carloman og Pepin med en samlet styrke til Odilon, hertugen af ​​Bayern, deres svoger . Efter at have nået Lech -floden slog begge hære lejr ved dens bredder og holdt øje med hinanden i to hele uger. Endelig omringede frankerne, efter at have passeret gennem uigennemtrængelige sumpe, Odilons hær og angreb pludselig de intetanende bayerere om natten, dræbte dels og dels druknede i sumpen. Odilon, med en håndfuld mænd, gled med besvær over floden Inn .

Da han vendte tilbage derfra, drog Carloman i 744 alene til Sachsen , og efter at have erobret fæstningen kaldet Hochseoburg (nu Siburg i Mansfeld , sydvest for Halle), fangede han Theodorik , herskeren over dette sted.

I 744 angreb brødrene, Carloman og Pepin, Sachsen med deres samlede styrker og fangede igen den ovennævnte Theodoric.

I 745 opgav hertugen af ​​Aquitaine Gunold endelig kampen og trak sig tilbage til et kloster på øen Re, efter at have formået at overføre sin rektor til sin søn Waifar . Med hensyn til alemannerne , ifølge Annals of Petau , blev deres nye oprør druknet i blod af Carloman i Cannstadt, på Neckar i 746 [2] . Deres hertugdømme blev direkte inkluderet i kongeriget og delt i to amter givet under kontrol af de loyale frankere.

Reform af den frankiske kirke

Det var Carloman, i højere grad end Pepin, der tog initiativ til reformen af ​​den frankiske kirke, som han gennemførte i tæt samarbejde med den angelsaksiske Bonifatius . Carloman indkaldte i Lestine, nær Charleroi , i april 743 til et møde, der blev kendt som "det tyske råd". Dette råd genoprettede det kirkelige hierarki med en biskop i hver by, en storby i hver provins og anerkendte Bonifatius, der blev ophøjet til rang af ærkebiskop , legat af St. Peter ; dekreterede den årlige afholdelse af konciler for at sikre disciplin blandt gejstligheden og genoplivning af den kristne religion; tilbage til kirken den tidligere borttagne ejendom; strømlinede sekulære myndigheders holdning til kirkelig jordbesiddelse, chokeret over Charles Martels tiltag, og fastslog under hvilke betingelser og under hvilke omstændigheder kirkejord kan fungere som prekaria for sekulære personer.

Carloman trækker sig tilbage til et kloster

I 747 , efter den 15. august, efterlod han verdslige bekymringer og sine kære, tog Carloman først til Rom, til pave Zacharias , som modtog ham med al ære. I Rom byggede Carloman klosteret St. Sylvester (på Monte Oreste ). Derefter gik Carloman til Lombard -klostret nær Mount Soract. Efter at have boet her i nogen tid, flyttede Carloman til det berømte kloster St. Benedikt i Monte Cassino og aflagde der løfter som munk.

Carlomans død

Pepin den Korte viste straks, at han havde til hensigt at regere alene. Han blev værge for Carlomans søn og arving, borgmester Drogo i Austrasia . I 753 , da pave Stephen II henvendte sig til Pepin med en anmodning om at beskytte ham mod langobarderne , kom Carloman - sandsynligvis efter forslag fra abbeden i hans kloster, som til gengæld var påvirket af den langobardiske kong Aistulf  - til sin bror i byen Quiercy for at imødegå pavens ønsker. Denne mission mislykkedes. Pepin tog til Italien for at hjælpe paven, og Carloman blev i Vienne hos dronning Bertrada, hvor han fik feber, før Pepin vendte tilbage fra Italien og døde i 754 . Men den nøjagtige dato for hans død er omstridt, ifølge nogle kilder døde han den 17. august 754 eller 755, ifølge andre var det den 4. december 754.

Hans lig blev efter ordre fra Pepin overført til klostret Sankt Benedikt i Monte Cassino, hvor han blev munk.

Noter

1. ↑ Smirnov F. A. Carolingians // Encyclopedic Dictionary of Brockhaus and Efron  : i 86 bind (82 bind og 4 yderligere). - Sankt Petersborg. , 1890-1907.
2. ↑ Petavian Annals = Annales Petaviani / Monumenta Germaniae Historica. bd. 1. - Hannover, 1826.

Litteratur

• Tilhængere af Fredegar
• Lebec S. Frankernes oprindelse. V-IX århundreder / Oversættelse af V. Pavlov. - M . : Scarabey, 1993. - T. 1. - 352 s. — (Den middelalderlige Frankrigs nye historie). — 50.000 eksemplarer.  — ISBN 5-86507-001-0 .
• Vesteuropa . // Verdens herskere. Kronologiske og genealogiske tabeller over verdenshistorien i 4 bind. / Udarbejdet af VV Erlikhman . - T. 2.
• Smirnov F. A. Carloman // Encyclopedic Dictionary of Brockhaus and Efron  : i 86 bind (82 bind og 4 yderligere). - Sankt Petersborg. , 1890-1907.

Ordbøger og encyklopædier	Fantastisk catalansk Stor russer Brockhaus og Efron Lille Brockhaus og Efron Allgemeine Deutsche Biographie Britannica (online) Universalis
Slægtsforskning og nekropolis	WikiTree Vi er sent på den
I bibliografiske kataloger	GND : 118560220 ISNI : 0000 0000 7988 4689 LCCN : nr. 2008117272 VIAF : 231923533 WorldCat VIAF : 231923533