| Ismond | |
|---|---|
| ital. Ismondo | |
| Greve af Brescia | |
| 774 - 776 | |
| Forgænger | Poton |
| Efterfølger | Raymond |
| Fødsel | 8. århundrede |
| Død |
776 Brescia |
Ismond ( italiensk Ismondo ; dræbt i 776 , Brescia ) - den legendariske første frankiske greve af Brescia (774-776).
Den eneste narrative kilde, der beskriver Ismonds aktiviteter i detaljer, er Historien, som i lang tid blev tilskrevet notaren Rodolfo , som levede i det 11. århundrede [1] [2] [3] . Imidlertid menes det nu, at dette værk er en senere forfalskning skabt af historikeren Gianmaria Biemmi . Selvom han brugte middelalderlige dokumenter fra arkiverne i byen Brescia i sit arbejde , anses de fleste af oplysningerne i denne kilde for upålidelige [4] [5] [6]. Herunder, selvom datoen for underordningen af Brescia til frankerne i Rodolfos arbejde er oktober 774, refererer det første donationscharter, som nævner magten over byen Karl den Store , til den 12. juli samme år [7] . Det bemærkes også, at den første franc navngivne greve af Brescia i samtidige dokumenter var Suppo I , som blev nævnt med denne titel i 814 eller 817 [8] [9] [10] .
I Rodolfo's History, er Ismond rapporteret at have været et emne for Karl den Store, kongen af frankerne , og var involveret i en krig med det langobardiske kongerige . Efter at kong Desiderius overgav sig til Karl den Store i juni 774 som et resultat af en syv måneders belejring af Pavia , var Brescia den eneste større by i det langobardiske rige, der modstod frankerne. Lederne af modstanden var den lokale hertug Poton og hans bror biskop Ansoald , som sluttede en alliance med hertugen af Bergamo Fulcorin [11] , hertugen af Vicenza Gaidon og hertugen af Friul Rothgaud [12] . Instrueret af Charlemagne for at pacificere opstanden, forsøgte Ismond først at overtale oprørerne til fred: han sendte to gange ambassader til Brescia (en af dem blev ledet af Anselm Nonantolsky ), men Poton og Ansoald afviste kategorisk kravet om at adlyde Charlemagne. Som svar hærgede frankerne i nærheden af Brescia: Erobrerne brændte de fleste af landsbyerne, dræbte mange lokale indbyggere, og resten blev sendt under bevogtning til den frankiske stat. Først derefter, under pres fra byens adel, gik oprørets ledere med til at overgive Brescia til frankerne. Efter at have modtaget forsikringer fra Ismond om, at byens indbyggere og deres ejendom ville være ukrænkelige, lod lederne af opstanden den 5. oktober den frankiske hær ind i Brescia. Ismond gav dog afkald på alle sine løfter samme dag, og på hans ordre blev Poton og halvtreds adelige borgere henrettet. Blandt de henrettede var måske biskop Ansoald [4] [13] [14] [15] [16] .
Efter overgivelsen af Brescia udnævnte kong Karl den Store Ismond til guvernør i byen, og Cunipert [ 3] [4] [14] [16] [17] [18] blev den nye biskop .
I mellemtiden førte Cacon, bror til Poton og Ansoald, de få langobarder, der stadig var fjendtlige over for frankerne, og befæstede sig på et svært tilgængeligt bjerg nær landsbyen Manerba del Garda . Ismonds krigere holdt Kakon og hans tilhængere under belejring i to år, men var aldrig i stand til at tvinge oprørerne til at overgive sig. Først i 776, efter Ismonds død, da oprørerne begyndte at stå over for en forestående død af sult, adlød Cacon og hans folk hertugen af Friul Markarius [4] [13] [14] [19] .
I Rodolfos essay beskrives grev Ismond som en ekstremt grusom mand, klar til enhver forbrydelse for at nå sine mål. Ved at bruge massehenrettelser til at styrke sin magt beordrede Ismond i 775 at dræbe ikke kun byboerne i Brescia, men også mange indbyggere i andre landsbyer underlagt ham. Befolkningen i Pontevico var især hårdt ramt af Ismonds grusomhed , hvor alle de adelige indbyggere blev henrettet efter ordre fra greven. Forarget over herskeren af Brescias skurk besluttede flere gejstlige at dræbe Ismond, men han fandt ud af plottet og henrettede de fleste af dets deltagere. I 776 forsøgte Ismond med magt at gøre en adelig pige , Skomburga , datter af bydommeren i Dordum, til en medhustru . Men hendes forældre stod op for hendes datters ære: Da hun ikke ønskede, at Skomburga skulle vanæres, stak hendes far personligt sin datter ihjel, og greven dræbte i vrede både Dordum selv og hans kone Imberga. Dette forårsagede et oprør i Brescia, ledet af Skomburg-brødrene. Under oprøret greb oprørerne jarlens palads og dræbte Ismond brutalt [4] [13] [14] [16] [20] [21] [22] .
På det tidspunkt var Norditalien i grebet af et oprør ledet af hertug Friuli Rothgaud. I et ønske om at få allierede med borgerne i Brescia, overtalte han sin tilhænger, Abbe Leno Ermoald, til at forlade klostret og blive byens hersker. Men under pres fra byens adel skulle Ermoald snart vende tilbage til sit kloster, og bybefolkningen i Brescia underkastede sig Karl den Stores myndighed. Frankernes konge udnævnte grev Raymond til den myrdede Ismonds efterfølger . Det samme, at være en retfærdig mand, straffede ikke deltagerne i opstanden. Ifølge Rodolfo blev mordet på Ismond heller ikke fordømt af Karl den Store [4] [13] [14] [23] .
Scomburgas skæbne blev grundlaget for flere litterære værker [4] : B. Supiei [24] , A. Alessandrini [25] , L. Perugini [26] , A. Donini skabte dramaer ved hjælp af de beskrevne begivenheder i Rodolfo's History [27] og andre forfattere. Den italienske kunstner G. Rottini malede maleriet "The Death of Scomburga", som er i Pinacoteca Tosio Martinengo [28] .