Guillaume de Montmorency

Guillaume de Montmorency
fr.  Guillaume de Montmorency
Seigneur de Montmorency
1477  - 1531
Forgænger Jean II de Montmorency
Efterfølger Anne de Montmorency
guvernør i Orleans
Fødsel før 1454
Død 24 Maj 1531 Chantilly( 24-05-1531 )
Slægt Montmorency
Far Jean II de Montmorency
Mor Marguerite d'Orgemont
Ægtefælle Anna Poe [d]
Børn Philippe de Montmorency [d] , Anne de Montmorency [d] ,Montmorency-La Rochepeaux, François de, Louise de Montmorency [d] ,Anne de Montmorencyog Jean de Montmorency, seigneur d'Ecouen [d]
Priser
Sankt Mikaels orden (Frankrig)
 Mediefiler på Wikimedia Commons

Guillaume de Montmorency ( fr.  Guillaume de Montmorency ; indtil 1454 - 24. maj 1531, Chantilly Castle ) - seigneur de Montmorency , d'Ekuan, de Damville, de Conflans-Saint-Honorine, Ossois, Chaversi, Chateauneuf, La Rochepot, Toré , Chantilly, kammerherre og rådgiver for Charles VIII , Louis XII og Francis I , 1. Baron of France.

Biografi

Søn af Jean II de Montmorency og Marguerite d'Orgemont.

Knap ud af barndommen deltog han i krigen i League of Public Good på kong Louis XI 's side som en del af selskabet Seigneur du Bouchage . Under krigen med hertugen af ​​Bourgogne i 1472 befalede han sin fars afdeling. I taknemmelighed godkendte kongen Jean II's testamente, der arvede hans sønner fra hans første ægteskab, og den 28. oktober 1472 modtog han en nær hyldest af Guillaume for Montmorency-husets ejendele.

Den ældre bror, Jean de Nivelle , døde få dage før sin far, og den mellemste bror, Louis de Fosseux , begyndte arvefølgeprocessen i parlamentet i Paris . Den 20. juli 1483 tildelte parlamentet Guillaume brugen af ​​indtægter fra den omstridte ejendom, men Louis modsatte sig gennemførelsen af ​​denne beslutning og krævede halvdelen af ​​herrerne i Montmorency, Ecouen og andre lande beliggende i det parisiske guvernørskab, som arving til hans mors enkes andel. Den 27. oktober blev parterne enige om deltagelse af deres onkel, Philippe de Montmorency, Seigneur de Croisilles. Guillaume og Philippe blev enige om at give Louis en del af livrenten og brugsretten, og Guillaume gav ham overherredømmet for La Tour-au-Bègues i Chaumont-en-Vexin.

Karl IV af Anjou , greve af Provence og konge af Napoli, gjorde Guillaume til sin rådgiver og kammerherre, og i sit testamente, udarbejdet den 10. december 1481 i Marseille, nægtede ham 10 tusind guld ecu.

De adelige i det parisiske Prevostvo valgte Guillaume som en af ​​de delegerede til Generalstænderne, der blev indkaldt til Tours i februar 1484. Der bragte han hyldest til kongen for tre fjerdedele af baroniet Montmorency (en fjerdedel måtte afstås til hans nevø Jean II de Nivelle ). Under Charles VIII 's ungdom støttede Montmorency regenten, Anne de Beaujeux .

I 1484 delte en barnløs onkel, Pierre d'Orgemont, sine ejendele mellem sine nevøer: Guillaume og hans halvbror Guillaume de Brular, seigneur de Badouville. Under denne sektion modtog Montmorency en del af seigneuries Chantilly, Ossois, Chaversy og Montpillois.

Som en af ​​de bedste kendere af kampkunstens regler blev Guillaume de Montmorency inviteret som en af ​​dommerne i den geniale padarme , arrangeret den 16. september 1493 af Francoise, lady de Saint-Simon, på Sandricourt-slottet i Vexin , nær Pontoise . Indehavere (lejere) var Jacques II de Coligny , lord de Châtillon, og hans bror Gaspard , og stormere (venants) var Jean de Poitiers, lord de Saint-Valière, far til hertuginden de Valentinois ; Bernardin de Clermont, Vicomte de Tallard; Louis de Heduville, seigneur de Sandricourt; Georges de Sully, guvernør i Coussy; Jean de Heduville, seigneur de Frémecourt; Pierre d'Orgemont, seigneur de Mery og Jacques de Tenteuil, hertugen af ​​Orléans ' store beater .

I 1495 deltog han i Charles VIII 's italienske felttog . Han deltog i kroningen af ​​Ludvig XII og kongens højtidelige indtog i Paris den 2. juli 1498. Samme år fulgte han med Ludvig på en rejse til Touraine . Ved et rosende brev , givet den 20. december i Chinon , modtog han guvernørposten i Saint-Germain-en-Laye .

I 1503 rejste han med kongen til Lyon , hvor han modtog posten som kammerherre og posten som guvernør i Orleans. I 1509 forlod Louis, da han gik i krig med venetianerne, Montmorency, kansleren og yderligere to seniorer som en del af regentrådet under dronning Anne af Bretagne .

Frans 1. , der var kommet til magten, viste Guillaume sit gemytt, og som et tegn på taknemmelighed gav han i 1516 Sankt Michaels ordens bånd , hvori på det tidspunkt kun 33 riddere, de mest værdige i deres fødsel og fortjeneste. , samtidig kunne bestå. Han udnævnte også Montmorency til sin mors hofmand og guvernør for flere slotte.

Den 10. maj 1517 deltog Montmorency i kroningen af ​​dronning Claude af Frankrig i Saint-Denis , og den 8. marts 1523 i den forsamling, som kongen havde samlet for at prøve konstabel Charles de Bourbon .

Efter det mislykkede udfald af slaget ved Pavia den 24. februar 1525 udnævnte parlamentet ved et dekret af 7. marts Montmorency til hovedstadens ekstraordinære hersker for at forhindre mulig uro; han var også medlem af det regentsråd, der regerede landet under kongens fangenskab.

Ved underskrivelsen den 30. august 1525 handlede en aftale mellem regenten og Henrik VIII , ifølge hvilken den engelske konge opgav planerne om at angribe Frankrig, Montmorency, sammen med kardinal de Bourbon, hertugerne af Vandom og Longueville og flere andre adelige. som garant.

Ved forsamlingen i 1528, som afgjorde spørgsmålet om krig med kejseren, som udfordrede kongen af ​​Frankrig, var baronen de Montmorency nummer to blandt ridderne af St. Michaels orden.

Den sidste begivenhed, som Guillaume deltog i, var kroningen af ​​Frans' nye kone Eleanor af Østrig i Saint-Denis den 5. marts 1530.

Men da hverken de gamle eller de unge, hverken de store eller de små, undgår døden, måtte også Guillaume, baron de Montmorency, hylde hende. For efter at have tjent fire konger herligt i mere end tres år, døde han, tynget af berømmelse og år, på den fireogtyvende dag i maj året et tusind fem hundrede og enogtredive og blev begravet i korbåsene i Saint-Martin-de-Montmorency med Anne Pot, hans kone, under en gravsten af ​​sort marmor, dekoreret med to statuer af alabast.

Du Chesne A. Histoire genealogique de la maison de Montmorency et de Laval, s. 363

Familie

Hustru (17/07/1484): Anna Poe , Comtesse de Saint-Paul (d. 24/02/1510), datter af Comte Guy de Saint-Paul og Marie de Villiers de L'Isle-Adan

Børn:

Bastard:

[vis] Forfædre til Guillaume de Montmorency
                 
 16. Jean I de Montmorency (d. 1326)
lord de Montmorency
 
     
 8. Charles I de Montmorency (d. 1381)
seigneur de Montmorency
 
 
        
 17. Jeanne de Calto (d. før 1350)
 
     
 4. Jacques de Montmorency (ca. 1370 - 1414)
lord de Montmorency
 
 
           
 18. Adam II Zaika (d. 1365)
herre de Villiers
 
     
 9. Pernel de Villiers (d. 1400/1415)
Dame de Vitry-en-Brie
 
 
        
 19. Alice de Mary
 
     
 2. Jean II de Montmorency (d. 1477)
lord de Montmorency
 
 
              
 20. Jean I de Melun (d. 1359)
Comte de Tancarville
 
     
 10. Hugh de Melun (d. 1399/1410) Burggreve af
Gent
 
 
        
 21. Isabella d'Antoine (d. 1354)
 
     
 5. Philippote de Melun (d. 1420)
Dame de Croisilles
 
 
           
 22. Robert de Wavrin de Beaumont-Beauzard
 
     
 11. Beatrice de Beaumont-Bozard (d. 1410/1421)
Dame de Croisilles
 
 
        
 23. Laura de Mauvoisin-Roni
 
     
 1. Guillaume de Montmorency 
 
                 
 24. Pierre I d'Orgemont (d. 1389)
Seigneur de Chantilly
 
     
 12. Amaury 'dOrgemont (d. 1400)
seigneur de Chantilly
 
 
        
 25. Marguerite de Voisin (d. 1380)
 
     
 6. Pierre II d'Orgemont (d. 1417)
seigneur de Chantilly
 
 
           
 26. Philibert de Paillard
Parlamentets formand
 
     
 13. Marie de Payart
Dame de Torigny
 
 
        
 27. Jeanne de Dorman
 
     
 3. Marguerite d' Orgemont (d. 1484/1488) 
 
              
 28. Guillaume VI Penel (d. 1361)
lord de Amby
 
     
 14. Guillaume VII Penel (d. 1402)
lord de Amby
 
 
        
 29. Jeanne Bertrand
Baronesse de Briquebec
 
     
 7. Jacqueline Penel de Amby (d. 1435) 
 
           
 30. Olivier Penel
 
     
 15. Jeanne Penel de Moillon 
 
        
 31. Isabella de Meulan
Dame de Neubourg
 
     

Litteratur