Sumpaflejringer er kontinentale sedimenter , der akkumuleres i bunden af sumpe . Som regel er de af kemisk og organisk oprindelse. Blandt dem er kalk , mergel , jernmalm , tørv . I forekomsterne af gamle sumpe er tørv erstattet af brunt og sort kul [1] .
Mosekalk og mergel samt sumpjernmalme har en kemisk oprindelse . Materialet til dannelsen af disse sedimenter bringes ind i marsken af grundvandet . Hvis sidstnævnte har en tilstrækkelig høj hårdhed, udfældes calciumcarbonatmolekylerne i form af kalk. Jernforbindelser fra sumpvand ophobes i form af siderit , som, når de udsættes for luft, bliver til brun jernmalm .
Fosfor indeholdt i organiske rester interagerer med jern i det reducerende miljø af sumpe og danner ophobninger ( linser og blålige pletter) af mineralet vivianit .
Blandt sumpaflejringer dominerer tørv, dannet af rester af mose- og moseflora - mos, græs, buske og træer. Organisk materiale nedbrydes uden adgang til luft ved hjælp af bakterier og lavere svampe, hvilket fører til befugtning og dannelse af et tørvelag. Ifølge vegetationskomponenten er tørv opdelt i spagnum , hypnum , sedge , reed , woody (skov) og så videre.
En særlig variant af tørv er observeret i tørvemoser, der er opstået på stedet for søer. Når tørv begraves af nye sedimenter, komprimeres det - koalificering , som en fortsættelse af humificering. Tørv bliver først brun, og derefter kul.
Sumpaflejringer er karakterer for interglaciale epoker ( interglacialer )
På stratigrafiske søjler er moseaflejringer af det kvartære system angivet ved at tilføje bogstavet "h", før bjergartens alder angives. For eksempel er "hQIII" aflejringerne af den øvre pleistocæn . På kort er sumpaflejringer vist i lysebrunt [2] .