Utopia

Utopia (fra andet græsk οὐ "ikke" + τόπος "sted", det vil sige "et sted, der ikke eksisterer" [1] ; ifølge en anden version, fra andet græsk εὖ "godt", det vil sige "godt sted" [2] ) er et billede af et ideelt socialt system i fortiden eller en imaginær fremtid ( uchronia ), enten i et land, der angiveligt allerede eksisterede eller eksisterer et eller andet sted ( heterotopia ), eller som sociale transformationer, der fører til realiseringen af idealet . Utopia kan have en positiv betydning som et normativt socialt ideal for et samfund (eller tingenes tilstand) af perfekt kvalitet [3] .

I litteraturkritik af XX-XXI århundreder, er utopier, såvel som dystopier , betragtet i en række genrer af science fiction [4] . K. Roemer foreslog følgende definition af en litterær genre: utopia er en detaljeret beskrivelse af en imaginær kultur, der giver læseren et billede af en alternativ virkelighed for at kritisere deres egen modernitet fra et intellektuelt og følelsesmæssigt synspunkt. Hvis forfatteren og/eller læserne opfatter den beskrevne virkelighed som væsentligt overlegen objektiv virkelighed, er der tale om eutopi (det vil sige en "rigtig" utopi); hvis den beskrevne virkelighed er dyster og væsentligt ringere end den objektive, er det en dystopi, altså en dystopi [5] .

Det er kutyme at opdele utopier i "genopbygningsutopier", som involverer en radikal transformation af samfundet, samt "flugt-utopier" fra den sociale virkelighed [6] [7] . Utopia, som en af de oprindelige former for social bevidsthed, har traditionelt legemliggjort sådanne træk som forståelse af det sociale ideal, kritik af det eksisterende system samt forsøg på at forudse samfundets fremtid [8] .

I moderne filosofiske og samfundsvidenskabelige videnskaber er det sædvanligt at skelne utopi fra utopi. Utopisme, som en type bevidsthed, er tilsyneladende immanent i den menneskelige natur og kommer til udtryk i forskellige former for drømme om den nuværende eller fremtidige ideelle verden (herunder paradis , Kokan - "et land med mælkeagtige floder og gelébanker" osv.), men oftere har alt ingen positiv erkendelse. Utopia som litterær genre og sociopolitisk design opstår i moderne tid med en ændring i menneskets historieopfattelse. Utopia er forbundet med progressivisme , men kan være bagudvendt (f.eks. "primitiv kommunisme" eller " tabt paradis "). Billedet af et utopisk samfund er forbundet med fremtidens billede og kan derfor bidrage til social udvikling. Siden det 19. århundrede er begreberne "utopi" og "socialisme" i den offentlige bevidsthed og samfundsvidenskab i vid udstrækning blevet forbundne. Fra de fleste socialfilosoffers synspunkt, inklusive marxister, viste utopiske (projektions)projekter fra den moderne æra sig at være totalitære i gennemførelsen [9] . Stalinisme i USSR kaldes for eksempel "en utopi ved magten" [10] . Derfor forbindes utopier ofte med totalitarisme og magt som sådan. Utopisk bevidsthed bygger på rousseauistiske præmisser, troen på muligheden for et helt menneske, hvis natur er god, og et godt samfund giver alle muligheder for den størst mulige afsløring af alle positive evner. I den moderne verden er utopiernes plads indtaget af massekulturens og den fantastiske litteraturs eskapistiske verdener . Det synspunkt udtrykkes, at det moderne globaliseringsprojekt som posthistorisk liberalisme er utopisk i sig selv.

Koncept

Terminologi

Begrebet "utopia" blev foreslået af Thomas More i titlen på hans afhandling " En meget nyttig, såvel som underholdende, virkelig gylden lille bog om den bedste organisation af staten og om den nye ø Utopia ." Denne neologisme er af græsk oprindelse. I et brev dateret 20. september 1516 til Erasmus brugte More det latinske udtryk "Nigdea" ( Nusquama ) for titlen. Udtrykket nusquam har betydningerne "ingensteds", "ingensteds", "ingensteds", "intet", "intet", "ingen måde", "ingen måde", det vil sige, det var mere kategorisk. Den græske etymologi er mere kompleks og indeholder præfikset οὐ (en negation, der benægter en kendsgerning, men ikke muligheden for en kendsgerning) og roden τόπος (sted, land). Der er også en homofon eutopi fra εύ ("god") og den samme τόπος . Med andre ord indebar udtrykket i begyndelsen en vis dobbelthed: et "ikke-eksisterende land" viste sig samtidig at være et "salighedens land", der blev et forbillede. På latin, i modsætning til græsk, mærkes den fonetiske forskel mellem ou og eu næsten ikke [11] [12] [13] [14] . Takket være oversættelser af More's Utopia spredte neologismen sig til næsten alle europæiske sprog i løbet af det 16. århundrede, og senere udvidede dens betydning, og blev fra en beskrivelse af et ideelt land til en litterær og politisk genre [15] .

Utopi og utopisme

Variationen af utopier skabt af menneskelige kulturer gennem århundreder af deres eksistens komplicerer den generelle definition af dette begreb betydeligt. Den empiriske variation af utopier kan dog ses som en helhed. E. L. Chertkova navngav de to mest almindelige identificerende træk ved utopi: kritik af det eksisterende samfund og godkendelse af en model for en ønskværdig social struktur [16] . Fatima Vieira henledte opmærksomheden på følgende paradoks: Moras "Utopia" var tydeligt forbundet med Platons " Republik " , og Moras neologisme kom til at blive brugt til at henvise til projekter og idealer skabt længe før renæssancen (inklusive myterne om guldalderen eller det velsignede land Kokány ). Dette forklares med, at T. Mor, der ikke var "opfinderen" af utopien som ideal, reformerede måden at udtrykke det sociale ideal på. Derudover formåede T. More at skabe en stærk forbindelse mellem de gamle og kristne traditioner, suppleret med begrebet individuel vilje, der er i stand til at ændre både individets og hele samfundets liv. Ifølge J. Claes går Platons "State" i denne sammenhæng ikke ud over den skematiske teori om strukturen af en ideel by [Note 1] , og Augustins " Om Guds By " kan karakteriseres som en allotopi , eftersom dets ideal hører slet ikke til den eksisterende virkelighed [19] .

I løbet af det 20. århundrede blev dualiteten af "utopi" og "utopisme" anerkendt. Lyman Sargent beskrev det på denne måde: "utopi" er et litterært eller rationelt projekt af et ideelt samfund, mens "utopisme" er alle de forskellige måder at bygge det på. Det vil sige, at utopisme kommer til udtryk i at skrive tekster, skabe utopiske kommuner ("utopiske eksperimenter"), designe idealbyer osv. [20] Ifølge E. L. Chertkova er social utopisme en type bevidsthed, der er opstået på baggrund af en særlig forståelse. og anvendelse af utopiske ideer og søgninger [21] :

Social utopisme og utopi har fælles rødder: historiens ufuldstændighed, den eksisterende verdens uacceptable og ønsket om social harmoni. Imidlertid erstattes den "mytiske" transformation af verden, der ligger i utopien, i social utopisme af ønsket om dens reelle transformation i overensstemmelse med den foreslåede model, og konstruktionen af en alternativ idealverden ved tankens og fantasiens bestræbelser erstattes af revolutionære metoder til dens transformation for at implementere abstrakte principper. Forsøg på at realisere denne aspiration afslører, hvordan social utopisme er langt fra både utopi og virkelighed [22] .

I løbet af det 19. og 20. århundrede fik begrebet "utopi" gradvist en negativ klang og blev til en hverdagsbetegnelse for alle værker og afhandlinger indeholdende urealistiske planer om en radikal reorganisering af sociale relationer [7] . Men i den kritiske analyse af utopi, ifølge E. L. Chertkova, er den dominerende retning fortsat dens sammenligning med videnskabelige og sociale teorier, der afkræfter fiaskoen, samt overbeviser utopiske teorier om uoverensstemmelse med de reelle muligheder for social udvikling [23] .

Grænserne for det "utopiske"

I 2004 udgav James Matthew Morris og Andrea Cross the Historical Dictionary of the Utopianism , genoptrykt i The A to Z Guide-serien . Forfatterens forord angiver synonymien af begreberne "utopi" og "utopisk" ( utopi & utopisk ) [Note 2] , først og fremmest fortolket i deres daglige betydning - "enhver idé eller plan, der i en eller anden grad er , langt fra at være mulige [deres implementering], men attraktive i teorien” [25] . Yderligere foretages en historisk digression, og der drages en konklusion om umuligheden af en enkelt definition, der kunne forene " Om Guds by " af Bl. Augustine og Orwells 1984 med hippiesamfundene i 1960'erne og 1970'erne "dedikeret til at finde nirvana i seksuelt overskud og stoffer" [26] . Som følge heraf foreslås seks vejledende principper, der empirisk beskriver grænserne for den "utopiske":

Enhver utopist antager eksistensen af et perfekt eller tæt på perfekt menneskeligt fællesskab, blottet for grundlæggende konflikter [Note 3] , og en sådan tilstand synes opnåelig for hele nationer, samfund og endda hele menneskeheden. Samtidig antages et perfekt samfund at eksistere i fysisk tid og rum, hvilket adskiller det fra forskellige religiøse idealer.
Utopien, der eksisterer i sin forfatters sind, forudsætter erkendelse, som adskiller dens frugtesløse drømme om enspændere og alle slags marginaltænkere ( dysfunktionelle tænkere ).
Den utopiske tænker antager den menneskelige personligheds plasticitet. Rationel og moralsk uddannelse, såvel som omstruktureringen af hele samfundets og statens love på disse grunde, er tilstrækkelig til en gradvis eller øjeblikkelig ændring i tingenes eksisterende orden.
En utopi er en specifik plan eller model (baseret på religion, fornuft eller videnskab). Hvis den anvendes på det rigtige tidspunkt, vil modellen præsentere et overlegent alternativ til nutiden for dem, der følger den. Fra et politisk synspunkt kan den utopiske model være oligarkisk, aristokratisk, teokratisk eller demokratisk, men under alle omstændigheder lover den fred og retfærdighed for alle personer, som den gælder for. Fra et socialt synspunkt antager utopismen en forbedret familiemodel baseret på det eksisterende slægtskabssystem, men blottet for klasse- og kønsmodsætninger, sikrer lighed i alle henseender. Fra et økonomisk synspunkt lover den utopiske model lighed, sikring af fælles indsats mod et fælles mål og retfærdighed i fordelingen af offentlige goder.
Utopi kan også være negativ ( dystopi ), i hvilket tilfælde det kritiserer utopiske ideer og skemaer, viser deres ulevedygtighed og uegnethed til praktisk implementering, såvel som problemer for hele menneskeheden, hvis utopiske idealer realiseres.
Utopi er på ingen måde eskapisme og ikke en måde at dele og have det godt på. Utopi involverer reformisme, det vil sige forbedring af visse områder i det offentlige, politiske eller etiske liv eller i bestemte gruppers og subkulturers interesse. Grundlaget for enhver utopi inkluderer nødvendigvis universalitet ( totalitet ) og perfektionisme , de er også karakteristiske for enhver utopikers verdenssyn [27] .

Historiografi

Frank Manuel argumenterede i sin grundlæggende gennemgang af vesteuropæisk utopisk litteratur, at den første analytiske og historiske undersøgelse af utopiske projekter blev præsenteret af Aristoteles i den anden bog af Politik . I den tilsvarende passage nævnes Platon , Thales af Chalcedon og Hippodames fra Milet i rækkefølge . Analytiske værker, der handlede om forskellige utopiske idealer og beslægtede tekster, begyndte dog først at blive udgivet fra 1840'erne. En af de første eksempler var bogen "Études sur les réformateurs ou socialistes modernes" af Louis Reibaud , hvori udtrykket utopies sociales blev brugt meget netop som typebetegnelse. I 1849 blev Alfred Sudres Histoire du communisme ou Réfutation historique des utopies socialistes [ 28] tildelt. I 1845 udgav Robert von Mol en analytisk liste over 25 utopiske teorier, startende med Platons, der generisk kaldte genren for "statsromaner" ( tysk: Staatsromane ) og underbyggede, at dette emne hører til statsvidenskaben [29] . Og senere blev der udgivet kataloger over utopiske tekster [30] [31] . Kendte teoretikere fra 1920'erne og 1930'erne (inklusive Lewis Mumford ) vendte sig til studier af utopi og utopisme, men med F. Manuels ord, var det hovedsageligt "det var tilstopning af kistekiste, udført fra den ene ende af marxister, og fra den anden af fascister”, der modsatte sig utopier med deres egne ideologiske systemer [32] .

I midten af det 20. århundrede blev grundlæggende studier af utopi og utopisme præsenteret af franske teoretikere. I 1950 udkom monografien Utopia and Utopias af Raymond Ruyet , som forsøgte at definere utopisk bevidsthed og karakteriserede den intellektuelle nytteværdi af utopiske projekter. Georges Duvot , i Manuels sætning, at "sociologisere" utopien; disse værker blev udgivet efter hans død i samlingen "1848" (1958). Duveau mente, at for en "realistisk" forståelse af den sociale tankegang i XVIII-XIX århundreder, burde "guider til fremtidens verden" foretrækkes frem for hegeliansk-marxistisk historisk determinisme [33] . I 1961 udkom The Myth of the Ideal City af Roger Muxeli , som foreslog en kompleks typologi af ideelle byer, samt en kritik af Ruyets psykologiske reduktionisme. I 1967 udkom den første udgave af Jean Serviers History of Utopia ; i denne bog er en psykoanalytisk indflydelse mærkbar i læsningen af nogle af den utopiske litteraturs gennemgående symboler. I 1972 udkom Pierre Versins encyklopædi Encyclopedie de l'utopie, des voyages extraordinaires et de la science fiction , som F. Manuel beskrev som "amatøragtig" [34] .

Siden 1970'erne har grundlæggende studier af utopi været omtalt i anglo-amerikansk historieskrivning. I 1976 udgav den venstreorienterede journalist Melvin Lasky bogen "Utopia and Revolution", hvori han forsøgte at forbinde utopismens teori og praksis [34] . I 1979 udkom den første udgave af Frank og Fritzi Manuels Utopiske tankegang i den vestlige verden; Denne monografi er blevet genoptrykt flere gange. I 1980 blev bogen tildelt Ralph Waldo Emerson Prize . I slutningen af 1980'erne og 1990'erne blev der udgivet bøger af den britiske sociolog og litteraturkritiker Krishan Kumar , dedikeret til moderne utopier og dystopier, såvel som udsigterne for genrens eksistens i den postmoderne æra [35] [36] . Og i fremtiden blev der udgivet grundlæggende værker, herunder "The Cambridge Companion to Utopian Literature" (2010), en undersøgelse af den utopiske genres perspektiver [37] , forholdet mellem den utopiske genre og videnskab [38] og andre .

I 1975 blev Society for the Study of Utopia grundlagt i Toronto , en tværfaglig organisation, der koordinerede studiet af utopisme i alle dens manifestationer. Foreningen afholder årlige videnskabelige konferencer, udgiver tidsskriftet Utopian Studies [39] . Ifølge Elsina Madeline og Davis Rogan falder fremkomsten af Utopian Studies som en separat gren af akademisk viden i Vesten nogenlunde sammen i tid med oprettelsen af Society for the Study of Utopia. Siden 1973 er der også udgivet tidsskriftet Science Fiction Studies , som udgiver undersøgelser af utopiske tekster [40] .

Utopier i den socio-filosofiske dimension

Marx, Engels, Kautsky og sovjetisk historieskrivning

Karl Marx trak i sine værker en klar skillelinje mellem videnskabelig socialisme og utopisk socialisme. På det tidspunkt, hvor " Det kommunistiske partis Manifest " blev oprettet, var der desuden adskillige varianter af socialistisk ideologi, og der er ingen sætning i "Manifestet", der ville definere det generelle begreb " socialisme ". Opdelingen af socialister i tre kategorier, inklusive utopister, tilhørte oprindelig Engels [41] . Udviklingen af dette koncept blev præsenteret i Anti-Dühring af Engels. I 1880 blev afsnittene af Anti-Dühring om den socialistiske tankehistorie udgivet som en separat bog, Socialismens udvikling fra utopia til videnskab [ 42] .

Ifølge den polske forsker Jerzy Szacki var Marx i en vis forstand tæt på utopiens tilhængere som en ideolog, der krævede konstant at se tilbage på billedet af et godt samfund for at sammenligne den eksisterende orden med det. og ikke bukke under for "reformismens fristelse". Selvom Marx var modstander af at skrive "opskrifter til fremtidens køkken", søgte han ikke desto mindre sammen med Engels at definere de principper, som et godt samfund kunne bygge på [43] . Kritikken af Marx' og Engels' utopisme kogte ned til tre hovedspørgsmål:

Utopister konstruerer et idealsamfund på baggrund af en abstrakt idé, uden at være interesseret i, om der er midler og forhold i det moderne samfund, der gør, at man kan håbe på implementeringen af den fremsatte idé. Ifølge Marx skal den nye verden fødes af den gamle, som en dannelse af det samme samfund, resultatet af allerede igangværende processer [43] . "En revolutionær er mere en fødselslæge end en demiurg" [44] .
Utopister udleder et fremtidsbillede fra abstrakte ideer om natur, retfærdighed, lighed, frihed og så videre, uden at tage hensyn til betingelser og måder at forme fremtiden og sociale kræfter, der er i stand til at omsætte idealet til virkelighed. Derfor søgte marxister at udvikle en teori om revolution frem for at beskrive dens ultimative mål og resultater. Utopismen består i absolutiseringen af abstrakte principper og kræver, at idealet realiseres her og nu. Utopister er først og fremmest moralister, som endda foretrak at undgå spørgsmål om idealets realisering for ikke at kompromittere dets integritet. Marxismen er en magtteknologi, idealet i denne doktrin er et aspekt af verdensbilledet, og ikke dette verdensbillede i sig selv [45] .
Utopister er kendetegnet ved en naiv tro på muligheden for at udforme et socialistisk system i mindste detalje. En stor del af den utopiske litteratur udgjorde skabelsen af et lukket samfund, hvorfra intet kan tages væk, men intet kan tilføjes. Utopister gik ud fra det faktum, at den menneskelige natur er en konstant værdi, derfor er det nok at etablere en persons evner og evner én gang for alle og derefter designe en social organisation, der svarer til naturen i enhver henseende. Marx, der er elev af Hegel i denne henseende, insisterede på, at man ved opbygningen af det fremtidige samfund skulle tage hensyn til behov og muligheder, som man i dag kun kan gætte sig til [46] .

I den sovjetiske historieskrivning blev tesen om utopisk socialisme som en af marxismens kilder etableret. Samtidig blev K. Kautskys synspunkter udbredt i 1920'erne , og hans ideer om fremkomsten af utopisk socialisme blev betragtet som en fortsættelse og afsløring af Engels' teser, som først blev fremsat i Anti-Dühring, desuden linjen. mellem Engels og Kautskys synspunkter blev der ikke altid trukket langt [47] . Dette førte i 1940'erne-1950'erne til en bred fortolkning af begrebet " utopisk socialisme ", hvis grundlægger blev erklæret T. More. Sådanne vurderinger blev gentaget i fremtiden: i " Philosophical Encyclopedia " blev Mor karakteriseret som "grundlæggeren af den utopiske socialisme" [48] , og i " Great Soviet Encyclopedia " kaldes han dens "grundlægger" [49] . Dette legitimerede og tilskyndede studiet af utopierne i det 16.-18. århundrede og retfærdiggjorde udgivelsen af serien Precursors of Scientific Socialism [50] . A. Steckli bemærkede den antihistoriske karakter af diskussioner om tiden for den utopiske socialismes fremkomst, hvor mangfoldigheden af meninger var enorm - fra antikken til begyndelsen af det 19. århundrede [51] :

... Specialet om Thomas More som grundlæggeren af den utopiske kommunisme krævede af sine støtter en sådan "modernisering" af "Utopia", som det var umuligt for en middelalderhistoriker at være enig i [51] .

Tilhængere og modstandere af Marx

Bloch, Mannheim, Marcuse, Popper

Marxismen har haft en væsentlig indflydelse på socialfilosoffernes opfattelse af utopi og utopisme i det 20. århundrede, selvom tænkerne ikke fulgte denne retning. Ernst Bloch legitimerede i sit værk "Utopia" fra 1918 (og senere i " Håbets princip " utopi som et universelt værensfænomen. Blochs "Håbets filosofi" gjorde det muligt at overvinde den traditionelle fortolkning af utopien som en repræsentation af et socialt ideal. Utopia strækker sig til hele det menneskelige arbejdes sfære, da ethvert kunstværk og det førende filosofiske system er et "utopisk vindue". Utopia er derfor princippet om verdensordenen og vidensprincippet og den vigtigste verdensanskuelse guide, samt et udtryk for en persons produktive stræben efter det bedre. Bloch, som var marxist, så en nøgleforskel mellem "abstrakte" og "konkrete" utopier. En "abstrakt utopi" er i bund og grund ønsketænkning - ideen om en guldalder, et jordisk paradis og så videre. Den "konkrete utopi" foregriber fremtiden, desuden retfærdiggør den menneskets evne til at skabe en forestillingsverden. En konkret utopi udtrykker problemet med betydningen af hele menneskehedens historie og naturen omkring den [52] . Den utopiske virkelighed – Not Yet-Being – er en "stærkere" virkelighed end de fleste af de eksisterende. Virkeligheden er ifølge Bloch en vidtforgrenet formidling mellem nutiden, den ikke-endelige fortid og den mulige fremtid. Utopisk - objektivt Real-Possible - er en integreret tendens i materiens udvikling [53] . Utopi er virkelig muligt, da fremtiden er til stede i nutiden og fortiden i en foldet form [54] .

Ifølge definitionen af L. Sargent var den første store socialteoretiker, der brugte utopi som et aspekt af social teori, Karl Mannheim [55] . Mannheims videnssociologi udgik fra tankesystemernes sociale oprindelse, inden for hvilke parret " ideologi " - "utopi" betragtes. I afhandlingen "Ideology and Utopia" (1929) vises enhver ideologi som en undskyldning for det eksisterende system, de teoretiserede synspunkter fra en klasse, der har opnået dominans og er interesseret i at bevare den. Utopier er tværtimod utilstrækkeligt teoretiserede og følelsesmæssigt farvede "åndelige formationer" af de undertrykte klasser og andre grupper, der stræber efter social hævn. I bund og grund er ideologier ikke anderledes end utopier, da de søger at udgive deres subjektive retfærdighed som evig sandhed. Når nye sociale kræfter kommer til magten, bliver deres utopi automatisk til en ideologi. Mannheim fremhævede også fire idealtypiske former for utopisk skabelse – fra anabaptisternes "orgiastiske chiliasme ", over liberal humanisme og den konservative idé til den "socialistisk-kommunistiske utopi" [56] . Jurgen Habermas skrev i den forbindelse: "Kun Ernst Bloch og Karl Mannheim i vort århundrede har renset udtrykket 'utopi' for lugten af utopisme og rehabiliteret det som et rent miljø for projektet om alternative livsmuligheder, som skal inkorporeres i selve den historiske proces" [57] .

Karl Popper postulerede i sin afhandling "Det åbne samfund og dets fjender " (1945), at utopisk bevidsthed og utopier uundgåeligt fører til vold og et totalitært system , idet han betragtede den største fare som tro på et enkelt absolut ideal. Det utopiske ideal er baseret på to antagelser: For det første, at der er rationelle metoder til at opdage et sådant ideal, og for det andet, at denne særlige bærer af idealet er dets sande bærer. Poppers holdning afgjorde studiet af utopisme i hele anden halvdel af det 20. århundrede [55] . En afvisende holdning til utopier blev demonstreret på denne måde af José Ortega y Gasset , der proklamerede utopisme som en "fejl", mens for Arnold Toynbee , oprettelsen af utopiske projekter diagnosticerede det faldende stadie af civilisationscyklussen [33] . Poppers modstander med hensyn til utopi var Frederik Polak , som kategorisk argumenterede for, at utopisme er et væsentligt element i enhver positiv social teori, og dette er grundlæggende for civilisationens fortsættelse [55] .

I 1967 udgav Herbert Marcuse et udskrift af sin diskussion med professorer og studerende ved Free University of West Berlin, oversat til engelsk i 1970. Artiklen "The End of Utopia" begyndte med følgende teser:

I dag er vi i stand til at forvandle verden til helvede, og vi er allerede på vej dertil. Vi er også i stand til at gøre det til det modsatte af helvede. Dette ville betyde enden på utopien, det vil sige tilbagevisningen af ideer og teorier, der bruger begrebet utopi for at komme ud med en fordømmelse af visse socio-historiske muligheder. "Utopiens afslutning" kan også forstås som " historiens afslutning ", i den forstand, at de nye muligheder i det menneskelige samfund og dets miljø ikke længere kan betragtes som en fortsættelse af det gamle eller endda eksistere med dem på samme måde. historisk kontinuum. De antyder snarere et brud med det historiske kontinuum; de forudsætter eksistensen af en kvalitativ forskel mellem et frit samfund og stadig ufrie samfund - en forskel, som ifølge Marx gør al tidligere historie kun til menneskehedens forhistorie [58] .

I sin begrundelse introducerede Marcuse dikotomien "utopi - dystopi"; desuden var begge begreber forbundet med revolutionær bevidsthed, for utopier er i stand til at ødelægge grænsen mellem det mulige og det umulige. Utopia Marcuse forstået som et ideelt samfund, der ville blive skabt med en fuldstændig omstrukturering af det kapitalistiske samfund. Ideologier som positivisme eller, paradoksalt nok, marxisme er dystopiske, fordi de "griber" den mulige, det vil sige den eksisterende sociale orden, og er alt for rationelle. Samtidig erklærede Marcuse paradoksalt nok, at marxismen er den eneste virkeligt videnskabelige teori om erkendelse og transformation af virkeligheden [59] .

Religiøs modstand mod utopi og marxisme

Grundlaget for kritik af utopi i filosofien i XIX-XX århundreder var en indikation af "kunstigheden" og kold rationalitet af klassiske utopiske projekter. Ifølge E. Shatsky var den anti-utopiske (i bogstavelig forstand) litteraturs største værk F. M. Dostojevskijs Notes from the Underground , hvori forfatteren latterliggjorde ideerne fra N. G. Chernyshevsky og hans roman Hvad skal der gøres? » [60] . M. V. Ivanov bemærkede, at kritikken af Dostojevskij og hans yngre samtidige og tilhængere faldt på det historiske øjeblik, hvor oplysningstidens rationelle utopi forårsagede mere og mere skepsis, og en ny forståelse af det utopiske endnu ikke var dukket op. Samtidig blev kritikken af utopien fra de religiøse og filosofiske positioner anerkendt af ham som meget dybere end forfattere som Popper. Religiøs kritik af utopien udgik af fundamentale eksistentielle problemer og ønsket om en holistisk menneskelig skaber, der modsatte sig instrumentaliseringen af livet og fremmedgørelsen af menneskelige relationer; dette kom især til udtryk i symbolisternes teurgiske æstetik og begrebet N. A. Berdyaevs værk . Utopi i denne sammenhæng blev enten forstået som det modsatte af religion eller som en "kvasi-religion", der lånte formen af kristen chiliasme, men blottet for åndeligt indhold. N. A. Berdyaev kritiserede dog en meget specifik form, som han kaldte utopisk – den fuldstændigt sekulariserede marxisme i det tidlige 20. århundrede med dens positivisme, økonomiske determinisme og reduktionistiske sociologi. I afhandlingen af M. V. Ivanov blev det imidlertid bemærket, at marxismen i versionen af Anden Internationales teoretikere før Første Verdenskrig "slåede med sin filosofiske primitivitet og teoretiske træghed" selv de tænkere, der selv intensivt udviklede den marxistiske doktrin, det samme Herbert Marcuse [61] . I Berdyaevs verdensbillede træder en eskatologisk aspiration ud over kreativitetsteorien tæt på den moderne forståelse af utopisme. I denne henseende var han tæt på tanken om K. Mannheim, der definerede chiliasme som den første historiske form for utopi [62] . For Berdyaev fungerede den mystiske doktrin om præ-eksisterende frihed og teodicé som grundlaget for hans eget religiøst-utopiske projekt, som han aldrig selv anerkendte som en utopi. Meningen med dette projekt er i den åndelige transformation af samfundet på grundlag af individets indre frihed og kirurgisk kreativ handling, der skaber et nyt liv og en ny kultur [63] .

Den tysk-amerikanske kulturteolog Paul Tillich nærmede sig problemet med utopi fra et andet perspektiv. Ifølge den ungarske forsker István Schöy udviklede Tillich Karl Körösis idé om, at utopi er en søgen efter en følelse af lyksalighed og ubegrænset frihed (der citerer de gamle Saturnalia som et eksempel ). Ifølge Tillich opdeler historien selv utopier i sande og falske. En sand profet prædiker en sand utopi, som før eller siden går i opfyldelse. Den falske profet prædiker en forvrængning af virkeligheden. Den dybeste modsætning mellem utopi og dystopi ligger i den kendsgerning, at sande profeter "forkynder den guddommelige dom over begrænsede ting", hvilket bringer trøst til den skabte verden, mens falske profeter proklamerer en bestemt skabnings overlegenhed over andre skabninger. Utopismen eksisterer og udvikler sig i det flygtiges sfære; utopi kan tolkes som en drøm, så utopier fører uundgåeligt menneskeheden til katastrofe. Ifølge Tillich er det kun Teonomi, tilgangen til det guddommelige, der kan give den endelige og korrekte løsning på spørgsmålet om et godt samfund. I denne sammenhæng er der kun én sand utopi, udtrykt i de tre ønsker i Fadervor . På et tidspunkt skrev N. Berdyaev også om dette [64] . Med andre ord argumenterede P. Tillich for, at utopi er af central betydning for forståelsen af kristendommens sociale dimension [20] [65] .

Historisering af utopien: R. Koselleck

Reinhart Koselleck kom frem til behovet for at indføre særlige metodiske begreber, som han kaldte "metahistoriske kategorier". Den første kaldes "oplevelsesrummet", og den anden kaldes "forventningshorisonten", de danner et særligt semantisk felt, der former fremtiden . "Erfaring" ses af Koselleck som en moderne fortid, hvis begivenheder er forbundet med nutiden gennem erindringer og beskrivelser. At vente er rettet mod "endnu ikke sket og ikke blive en oplevelse." "Erfaring" og "forventning" er konstant genstand for forskydninger og ændringer over tid. Spændingen mellem dem "fremkalder" forskellige muligheder for nye beslutninger og handlinger, der skaber og former rammerne for historisk tid. Det ses ifølge Koselleck tydeligt i eksemplet med prognosen. Det sandsynlige indhold af prognosen retfærdiggør ikke, at nogen forventer noget (man kan også forvente det helt utrolige). Sandsynligheden for den forudsagte fremtid er afledt af fortidens præmisser, beriget af erfaring. Prognosen rummer denne oplevelse, hvis "rum" danner en vis "forventningshorisont". Forventning manifesteres gennem håb og frygt, lyst og vilje, omsorg, men også rationel analyse. "Ventens horisont" indebærer åbningen i fremtiden af et nyt "oplevelsesrum", der endnu ikke er tilgængeligt [66] .

Koselleck henledte opmærksomheden på den ekstreme vaghed i ideer om utopi, som kan fortolkes i en filosofisk, historisk og antropologisk dimension. Hans udgangspunkt var, at utopiske forfattere er tilbageholdende med at acceptere denne definition. I analogi: " Machiavelli var ikke en Machiavellianer, ligesom Marx ikke ønskede at være en marxist" [67] . Som en del af sit begreb om historisk tid gjorde Koselleck opmærksom på, at der i 1770'erne fandt en metamorfose sted, der forbandt utopi med historiefilosofien [67] . Traditionelt beskyldes en utopi for anti-historicisme og uvirkelighed, da toposen for enhver utopi rummæssigt er ingen steder. Klassiske utopier (hvoraf begyndelsen som en genre Koselleck udleder af T. Mohr) var lokaliseret i rummet, metoderne til at præsentere idealet for læseren var også standard: den rejsende landede på en kyst langt fra Europa og opdagede dér den ønskede model af social struktur, og vendte derefter hjem og fortalte om ham. Det var først i 1770, at Louis-Sebastian Mercier udgav den første utopi, hvori han placerede sit ideelle samfund i fremtiden (" År 2440 ") [Note 4] . Til dels kunne dette forklares med, at der efter opdagelsen af Australien næsten ikke var nogen uudforskede rum tilbage på kloden, og utopier blev tilbagevist af rejsendes erfaringer [69] .

Det utopiske vendepunkt i slutningen af det 18. århundrede var præget af to andre aspekter udover kronotopen . De utopiske forfattere fra tidligere århundreder brugte motivet om det fjerne rum som en tillidsfaktor; fiktion udsprang fra "potentiel bekræftelse". Ved at placere utopien i fremtiden signalerede forfatteren, at den ikke kunne observeres, altså bekræftes af erfaring. Dette førte til en dramatisk udvidelse af litterære virkemidler, befrielse fra virkelighedens begrænsninger; i stedet for utopi optræder uchronia [70] . Med henvisning til Merciers roman som eksempel demonstrerede Koselleck, hvordan forfatteren brugte sin modernitets tendenser til at vende den om i fremtiden: I Paris i 2440 blev klostrene opløst, munkene stiftede familier, Bastillen blev ødelagt, og monarken forlod Versailles og blev en almindelig borger. Før den franske revolution var alt ovenstående en potentielt tænkelig, men praktisk talt urealiserbar "begivenhedshorisont" [71] .

Ifølge Koselleck er utopiske fortællinger om fremtiden analoge med historiefilosofiens resultater. Den utopiske forfatter er oftest ikke historiker eller krønikeskriver, men han er en "producent" af fremtiden, som leder efter perfektion i en ubestemt fremtid [72] . Samtidig er rationel kronologi i modsætning til eskatologi . Den samme Merciers utopi er et "naivt projekt", der udtrykker et gennemsnitligt sæt krav fra oplysningstidens borgerlige , som ikke accepterer aristokrati. Men samtidig indså det revolutionære potentiale i hans utopi. Efter begivenhederne i 1789 var Mercier stolt af profetens rolle, selv om han ikke ønskede at lægge mærke til den revolutionære terror , som også implicit var til stede i hans fremtidige kongerige af borgerlig dyd [73] . Disse samme tendenser førte efterfølgende, ifølge Koselleck, til transformationen af fremtidens naive utopi til anti -utopien i det 20. århundrede [74] .

Utopia af liberalisme og markedsøkonomi: P. Rosanvallon

Efter den franske intellektuelle Pierre Rosanvallons opfattelse var økonomisk liberalisme , udviklet som en teori i det 18. århundrede, "ikke blot et udtryk for kravet om frigørelse af økonomisk aktivitet og dens frigørelse fra moralens magt." Det liberale koncept var imod ideen om en kontrakt, da doktrinen var baseret på billedet af et uformidlet, selvregulerende civilsamfund. Samtidig var det liberale perspektiv ifølge Rosanvallon apolitisk i ordets snævre betydning, hvilket gjorde markedssamfundet til arketypen for en ny socialitet: den sande regulator af hele samfundet er ikke en politisk kontrakt, men markedet [75] . Før fremkomsten af det liberale koncept dominerede ideen om den sociale kontrakt (hvis spidsen var Hobbes og Rousseaus teorier ), som havde to uopløselige teoretiske kollisioner. For det første postulerer enhver teori om den sociale kontrakt princippet om borgerlig fred, men formår ikke at løse spørgsmålet om krig og fred mellem nationer:

Hvis den sociale kontrakt præsenterer samfundet som et ikke-nulsumsspil (alle parter vinder sikkerhed og civil fred), så bliver relationer mellem nationer fortsat betragtet som et nulsumsspil (man kan kun vinde, hvad andre taber) [76] .

For det andet er det centrale element i begrebet den sociale kontrakt spørgsmålet om samfundets institutionalisering, og problemet med at regulere samfundet er ikke grundlæggende for det. Forestillingen om civilsamfundet som et marked gjorde det muligt at løse disse problemer, da de udsprang af forestillingen om samfundet som en politisk organisme. Udvekslingsteorien gjorde det muligt at se de økonomiske relationer mellem nationer som et positivt sum-spil i modsætning til krigsrelationerne. Problemet med dannelsen og reguleringen af det sociale blev også løst: i civilsamfundet styrer behovet og interessen selv forholdet mellem mennesker. I den mest eksplicitte og levende form var forståelsen af samfundet som et marked indeholdt i Adam Smiths skrifter . Ifølge Rosanvallon er Smith i ordets fulde betydning "anti-Rousseau." I hans koncept kom en fuldstændig afvisning af det politiske til syne: ikke politik, men markedet skal styre samfundet, det vil sige, at markedet har mere end en radikal sociologisk og politisk betydning. Adam Smith var en filosof, der blev økonom i færd med at implementere sin filosofi [76] .

I det 18. århundrede var ideen om markedet en alternativ politisk model, der var i modsætning til formelle hierarkiske magtstrukturer. Begrebet handel omfattede alt, hvad der giver mening til sociale forbindelser, uanset magtens og autoritetens former. Blandt andet blev doux commerce (behagelig kommunikation) ofte sat i kontrast til magtrelationernes stivhed. Dette er en af de vigtigste liberale topoi, først udviklet af Montesquieu i hans afhandling On the Spirit of the Laws (1748). Efterfølgende forfattere håbede, at æraen med dominerende magt ville blive erstattet af æraen med udvekslingsmekanismer, og at æraen med sammenstød ville bevæge sig ind i handelssamarbejdets område. Denne idé blev taget til sin logiske konklusion af Thomas Paine , som forklarede, at formålet med revolutioner er at fremskynde denne overgang fra en regel baseret på vold til samfund baseret på en naturlig harmoni af interesser [77] . I det 19. århundrede ophørte billedet af et selvregulerende samfund med at være forbundet med økonomien, da kapitalisme ikke kan identificeres med doux commerce . Dette billede er til stede i alle doktrinerne om politikkens visne bort og "overgangen fra ledelse af mennesker til ledelse af ting." Ifølge Rosanvallon er Marx i denne henseende Adam Smiths naturlige efterfølger. De liberale utopier fra 1700-tallet og de socialistiske utopier fra 1800-tallet refererede til det samme samfundsbillede baseret på idealet om politikkens fuldstændige afskaffelse. I denne henseende "underbygger ønsket om et selvregulerende civilsamfund, forplantet gennem ideen om markedet siden det 18. århundrede, stadig vores økonomiske og politiske ideer" [78] .

P. Rosanvallon udtalte, at der er en uoverensstemmelse i den moderne holdning til liberalisme: politisk liberalisme baseret på opretholdelse af pluralisme og anerkendelse af rettigheder og friheder godkendes normalt; samtidig er holdningen til økonomisk liberalisme meget mere "mistænkelig". Ikke desto mindre stammer ideen om det frie marked og retsstaten fra den samme kilde til protest: afvisningen af en bestemt måde at institutionalisere magten over individer på. På hvert af disse områder er det samme princip stadfæstet: individuel autonomi baseret på afvisning af enhver form for absolut magt [79] . I denne sammenhæng introducerer Rosanvallon begrebet tre utopier. Placeret i en generel sammenhæng er markedssamfundets utopi uadskillelig fra retsstatens utopi, et naturligt supplement til den reguleringsutopi, der ligger til grund for markedsbegrebet. Den tredje utopi er antropologisk: "ifølge den består det moralske og sociale univers af absolutte individer, fuldstændig autonome og suveræne herrer over deres liv." Den utopiske treenighed danner den såkaldte "absolutte liberalisme", og grundlaget for dette projekt blev foreslået af J. S. Mill [80] .

Specialiseringen af værker efter disciplin kan naturligvis forklare, hvorfor forsøg på at give et fuldstændigt udtryk for en sådan "fuldstændig" liberalisme, baseret på markedssamfundets treenige utopi, rettighedernes forrang og det radikale individ, er så sjældne. ... Liberalismens utopiske dimension kan maskeres, når kun en af dens komponenter analyseres (markedet kan faktisk reduceres til økonomisk teknologi, og retsstaten til en praktisk måde at sikre pluralisme og beskyttelse af individer), men i sit udviklede udtryk åbenbarer den sig med klart [80] .

Utopia og den nye verden

I litteraturen fra XX-XXI århundreder indtog en særlig plads af afspejlingen af den nye verden , dens stater og kulturer som det rum, der er mest forbundet med utopi. Den spansk-uruguayanske forfatter Fernando Ainsa beskrev det på denne måde:

Spændingen mellem det virkelige og det ideelle forklares ikke kun af den dobbelte natur af enhver utopisk diskurs; den stammer ligeledes fra selve naturen af den sprængte amerikanske identitet, orienteret ikke kun mod, hvad Amerika virkelig er, men også til, hvad det "tænker om sig selv" eller endda hvad det "vil gerne være" [81] .

Disse betydninger blev udsendt både til USA og til landene i Latinamerika. Forventningerne fra den nye verden blev drevet af 1400-tallets tusindårige opsving, hvor ideer om et lyksaligt land skjult for verden ved jordens ende spredte sig i europæisk kultur; disse mystiske øer var så at sige "reserveret" af den Almægtige til den efterfølgende "glæde den lidende menneskehed". I denne henseende faldt udgivelsen af "Utopia" af T. Mora i tid sammen med opdagelsen af de højtudviklede oprindelige civilisationer i Amerika . Meget hurtigt blev træk tilskrevet utopierne projiceret til Mexico og Peru: hverdagens overflod, et lykkeligt liv, frihed og lighed [82] . Efterfølgende kom det til kuriositeter: for eksempel udgav vandingeniør Arthur Morgan (han var også præsident for Antioch College ) i 1946 bogen Nowhere Was Somewhere: How History Makes Utopias and How Utopias Make History . Grundlaget var ideen om, at inkaernes gamle stat i Peru fungerede som det egentlige grundlag for skabelsen af T. More af hans "Utopia". Den franske indianist Louis Baudins bog "Inkaernes socialistiske imperium" [83] havde en betydelig indflydelse på forfatteren . Morgans argumentation blev kritiseret netop med den begrundelse, at Pizarro første gang landede på Perus kyst i 1526, og i Mexico erobret af spanierne, forsøgte de at implementere ideerne om "Utopia" under Thomas Mores liv, uden nogen hensyn til lokale traditioner [84] . F. Jameson så imidlertid et rationelt korn i Morgans argumentation [85] .

Efter oprettelsen af USA blev talrige utopiske forventninger overført til det nydannede frihedsland. De forsvandt ikke selv i det 20. århundrede, og USA som en legemliggjort utopi blev præsenteret i den mest koncentrerede form i J. Baudrillards America (1986) [86] . I begge Amerika blev hans teser taget meget alvorligt og blev gentaget af mange forfattere. E. Ya. Batalov så dette som en rationalisering af troen på den lyse fremtid for Amerika og dets store skæbne, der har eksisteret siden kolonitiden [82] . Denne situation er relateret til den klassiske utopi ved fornægtelsen af fortiden eller dens uvidenhed: selv Hegel kaldte den nye verden "et land uden historie"; Keyserling kaldte det "kontinentet på den tredje skabelsesdag", og Ortega y Gasset udgav Meditations on a Young Folk . Alt dette bundede ifølge F. Ainse ned til et enkelt argument: hvad der var umuligt i den gamle verden, fast i jernalderen, skulle blive muligt i den nye verden. Amerika legemliggjorde en potentiel tilbagevenden til guldalderen, til det tabte paradis og til det forjættede land; Den Nye Verden gjorde det muligt at bygge en ideel stat [88] . Eksplosionen af utopisk design og forskellige kommuner i det 19. århundredes USA bekræfter denne idé [89] [Note 5] . Mellem 1865-1914 vendte det amerikanske kontinent (ikke udelukket latinamerikanske lande) "tilbage til landet Kokan fra middelalderlig folklore." Spatial Utopia blev genfødt i motivationen og den "kreative" ånd fra de brede immigrationsbevægelser i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede, og i sammenhæng med myten om den nye verden som det forjættede land. Snart blev dette motiv forvandlet i de nationale litteraturer i Argentina, Paraguay, Venezuela og Brasilien [91] .

Postmodernitet og moderne utopi

I rapporten "Poetry and Modernity" (1984), dedikeret til Octavio Paz ' 70-års jubilæum , spurgte den brasilianske digter Aroldo de Campos sig selv, om udtrykket "post-modernitet" skulle erstattes af udtrykket "post-utopia"? Kampusch udtalte, at avantgarden var løbet tør for damp, og utopien var afsluttet; dette betyder dog på ingen måde afslutningen på den moderne æra. For "bruddet med fortiden", som man altid refererer til, når man forkynder afslutningen på den moderne æra, var i virkeligheden en integreret del af hele den moderne tankehistorie, som oprindeligt identificerede sig med begrebet omskiftelighed [92] . V. A. Chalikova præciserede, at hovedvanskeligheden i studiet af utopisk tænkning er sløringen af emnet, efterhånden som nye tilgange til menneskets antropologiske essens dukker op. Ifølge de mest ekstreme meninger bliver utopien i høj grad en antropologi , da antropologen studerer social bevidsthed og myter, og social bevidsthed konstitueres i form af drømme og idealer [93] . Ifølge E. Shatsky ophørte positive utopier med at blive skabt i første halvdel af det 20. århundrede, og det er meget svært at pege på værker, der ville skildre den totale perfektion af et teknotronisk samfund, "som lover løsningen af alle mulige problemer. " En af de få undtagelser, ifølge hans mening, er romanen Walden den anden af B. Skinner , udgivet tilbage i 1948 [94] [Note 6] . Den samme E. Shatsky, i betragtning af protestbevægelserne i 1960'erne , bemærkede, at ungdomsbevægelsernes dybe kilder lignede klassiske utopiske, men havde en væsentlig forskel. For at beskrive det introducerede han dikotomien "Dionysisk" og "Apollo" utopi (i analogi med kulturernes dikotomi af F. Nietzsche ). Klassisk - apollonsk - utopi søgte regler, orden, mådehold og forsøgte at etablere harmoni på grundlag af uforanderlige principper. Den nye utopi eliminerer alle principper og proklamerer "frihedens og spontanitetens triumf." Det er med andre ord en utopi om menneskelig selvrealisering [95] . F. Jamison [96] kom til lignende konklusioner i de samme år . I denne sammenhæng erklærede F. Ainsa "genopbygningen af utopien" [97] .

Den amerikanske litteraturforsker og marxistiske teoretiker Fredric Jameson sammenfattede sin forskning i 2005 i monografien Archaeologies of the Future: The Desire Called Utopia and Other Science Fictions . Bogen var viet rollen som utopisk fiktion og design i de igangværende systemiske forandringer i det kapitalistiske hegemonis verden; desuden blev den første del af den skrevet på ny, og den anden del genudgav artikler om emnet utopi, som forfatteren havde udgivet siden 1973. Jamison, der delte forskernes skepsis over for værdien af utopisme i verden efter den kolde krig , teoretiserede primært om, hvad der var tilbage af forbindelsen mellem utopi og socialisme. Hans konklusioner er behersket optimistiske: Den utopiske udtryksform, som journalistisk og fiktion beviser, er ganske levedygtig og har politisk potentiale. Jamison følger Darko Suvins logik og betragter utopi som en "socio-økonomisk subgenre" af fantasy fiktion .

Ifølge Jameson frembringer utopien effekten af "kognitiv fremmedgørelse" (D. Suvins udtryk), eftersom den opererer med genkendelige strukturer i den velkendte verden (regering, skikke, tale, endda geografiske topoi), udsætter visse realiteter for inversion. Tænkeren mener dog, at udopiens genopstandelse som et billede på et perfekt samfund eller et idealprojekt er meningsløst, da det udspringer af en alt for forenklet forståelse af utopien. Jamison mener, at utopisme også kan læses som en tænkelig neutralisering af verdenskapitalismen. I det 21. århundredes verden er det kun utopien, der befinder sig i effektiv opposition til " historiens afslutning ", det vil sige den implicitte vished om, at der ikke er noget historisk alternativ til liberalisme og kapitalisme, eftersom alle alternative systemer har vist sig at være ulevedygtige. . Den utopiske modstand mod kapitalismen er en dialektisk proces, og den politiske strategi kommer til udtryk som en dystopi. Det dobbelte negative peger på behovet for at ødelægge de dystopiske ideologier, som kapitalismen har affødt. I denne henseende har negativ utopisk litteratur en vigtig kritisk funktion. Science fiction bærer en stærk politisk ladning (tilskynder læseren til at fantasere om alternative sociale systemer), i modsætning til den herskende magiske fantasi , men behøver ikke at være en egentlig agent for ødelæggelsen af kapitalismen, eller endda en nøjagtig forudsigelse af, hvordan dette kan ske [98] .

De enorme fremskridt inden for genetisk forskning har givet anledning til en form for liberal biologisk utopi, der har ført til en vis kontrovers siden udgivelsen af Francis Fukuyamas Our Posthuman Future og Gregory Stocks Humans . R. Ashcroft ( Imperial College London ), som opsummerede resultaterne af denne kontrovers, kom med tre konklusioner. For det første kan brugen af teknologiske fremskridt til at gribe ind i menneskets biologiske natur, afhængigt af politiske eller moralske præferencer, betragtes som både utopisk og dystopisk. Samtidig, især i tilfældet med Fukuyama, har de nuværende politiske ledere ikke deres egne meninger og præferencer i den nuværende situation med markedsliberalisme og passivt "går med strømmen". For det andet udtrykker Fukuyamas og Stocks konstruktioner, som enhver utopist, forfatterens personlige politiske synspunkter i højere grad, end de beskriver åbningsmulighederne for fremtidig udvikling. For det tredje bærer biomedicinske eller bioetiske utopier det vigtigste utopiske budskab - håb om en bedre fremtid, og ikke blot en inversion af nutiden. Samtidig kan hverken markedsliberalisme eller i det væsentlige konservativ statsmagt give en tilstrækkelig kritik af intervention i genomet [99] .

Historie

Baggrund: Antikken og middelalderen

Antikken

Forskere af vesteuropæisk utopi erklærer næsten enstemmigt, at den utopiske genre som sådan først opstod netop i Vesten. F. Manuel skrev, at utopismens oprindelse for det første skulle søges i de semitiske folkeslags mytologi i det 3. årtusinde f.Kr. e. og deres ideer om Paradiset , og for det andet i forfatterens myter om Platon og hans egne ideer om den ideelle politik . "Utopia er en hybrid genereret af de jødiske og kristne religioners himmelske overjordiskhed og den græske myte om en ideel by på jorden"; det er naturligt, at denne fusion fandt sted i renæssancen, overvældet af ideen om "hellenisering af kristendommen." Nogle mytologer og værker fra en tidligere periode kan klassificeres som utopiske, men en kontinuerlig tradition for utopisk litteratur eksisterer kun fra renæssancen og reformationen [100] .

Frank Manuel hævdede, at "grækerne var udstyret med en generøs gave af utopisk fantasi", men det, der kan karakteriseres som en oldgræsk utopi, var blottet for en enkelt kanon, ligesom der ikke var en enkelt genre og dens betegnelse [101] . Sådanne synspunkter og postuleringen af fraværet af en utopi blandt romerne blev traditionelle i historieskrivningen i det 19.-20. århundrede [102] . En af de få undtagelser var R. Pölmanns monografi Geschichte der sozialen Frage und dos Sozialismus in der antiken Welt [103] . Yu. G. Chernyshov skrev følgende om dette:

... I antikken, som i moderne tid, var [politisk] utopi på ingen måde altid begrænset til den rene teoris sfære, hvilket øvede en vis indflydelse på den virkelige politiske praksis. For det første søgte de af forfatterne til sådanne projekter, der i det mindste indirekte kunne påvirke statens administration (i Rom omfatter disse f.eks. Cicero , Seneca , Plotinus ), om muligt i det mindste delvist at omsætte deres idealer til virkeligheden, lette deres test i praksis. Sådanne eksperimenter endte som regel i fiasko [104] [Note 7] .

I græsk-romersk litteratur er det let at finde et sæt plots og topoi, som siden renæssancen er blevet en integreret del af den utopiske genre. Det ældste grundplot - myten om guldalderen , blev beskrevet i Hesiods episke digte og efterfølgende assimileret af Ovid . Der var også en myte om velsignede (Guds udvalgte) folk. De mest berømte af disse var phiakerne , hyperboreanerne , etiopierne og lotusæderne . Deres levevis lignede guldalderens mennesker, men i modsætning til dem var de meget mere civiliserede: de havde byer, kongelige paladser, regering og adel. Phaeacians var fremragende søfarende. Disse myter var tæt sammenflettet med pastoral eller bukolisk poesi , som blomstrede i den hellenistiske æra . Denne genre kombinerede organisk erotiske temaer og lovprisningen af det naturlige væsen i naturens skød; hovedmotivet var idealiseringen af landsbybeboernes liv. Levende eksempler er Theocritus , Moschus og Bions arbejde , og i latinsk litteratur - Virgils Eclogues , der skildrer Arcadia . Under renæssancen blev genren genoplivet, blomstrede i barokken og nåede sin logiske konklusion i den franske hofkultur i det XVIII århundrede [105] .

I Romerrigets æra opstod motivet af en rumlig eller kronologisk barriere, karakteristisk for efterfølgende utopier, som adskilte det ideelle fællesskab fra moderniteten. På trods af at den statsdannende romerske myte idealiserede både selve den evige stad og den romerske fortid, var denne idealisering ikke absolut. Det ideelle samfund kunne placeres på eksotiske øer, udvidet til fjerne lande og folkeslag. Passion for "ø"-plot er for eksempel bemærket i Diodorus Siculus ' værk : det var i hans genfortælling, at de berømte "geografiske" utopier kom ned - en beskrivelse af øen Panhaya Euhemera og den solrige ø Yambul . Den femte bog af Diodorus er helt viet til øerne, hvoraf mange er udstyret med ideelle funktioner. Yu Chernyshov bemærkede, at næsten samtidigt med det " Historiske Bibliotek " blev oprettet den XVI æra af Horace med en opfordring til at forlade Rom, som var døende i borgerlige stridigheder, og at flygte til "De velsignedes Øer", der ligger langt i havet . Øen Taprobana , beskrevet af Plinius den Ældre , synes at være klart utopisk : en barmhjertig gammel mand valgt som konge, udstyret med begrænset ikke-arvelig magt, hersker på øen, der er ingen slaver eller retssager, brødpriserne er altid samme, offentlige rigdomme overstiger langt den private rigdom, øboerne sover ikke om morgenen før sent, og deres gennemsnitlige levealder når hundrede år ( HN . VI. 84-91) [106] . I det 17. århundrede var det på Taprobana, at Tommaso Campanella placerede sin " Solens by " .

Ideen om paradis og chiliasme

Mens konceptet om et jordisk paradis kan spores tilbage til sumero-akkadisk mytologi , er det opstået i moderne utopisk tankegang gennem jødiske skrifter. Ordet "paradis" blev ikke brugt i de kanoniske tekster af Tanakh , og udbredelsen af konceptet om et rige, der ikke er af denne verden, hvor man kan modtage gengældelse for retfærdighed i den undermåneske verden, refererer normalt til perioden Babylonisk fangenskab . Repræsentationer af denne art kan have paralleller i zoroastrianismen , som vage forestillinger var tilgængelige i Middelhavsverdenen gennem beskrivelser af Herodot og Plutarch . Det persiske ord "paradis" for paradis forekommer i jødiske ikke-kanoniske tekster og i græsk litteratur i Xenophons Anabasis og derefter i Septuaginta , en oversættelse af den hebraiske bibel til græsk. Med kristningen af den antikke verden kom udtrykket ind i de græske og latinske sprog både for at betegne Edens Have og det kommende Himmerige . Disse udtryk blev aldrig brugt i rabbinsk litteratur og den senere kompilerede Talmud . Jerusalem indtog en central plads i jødernes liv og religion, og blev meget tidligt forbundet med de idealiserede billeder af David og Salomon og templet , som symbolsk legemliggjorde alt det ovenstående. Men nogle talmudiske traditioner om den kommende Messias og hans dage indeholder passager, der er ganske sammenlignelige med de gamle ideer om guldalderen. Begrebet millenarisme , både ikke-kanonisk jødisk og tidlig kristen , havde en betydelig indflydelse på udviklingen af utopisk bevidsthed [107] .

Det er absolut umuligt at adskille antikke , jødiske og tidlige kristne synspunkter fra hinanden, da de ved begyndelsen af vores æra interagerede aktivt. Yu. G. Chernyshov understregede brugen af guldalderens ideal i den officielle hellenistiske og romerske imperiale propaganda; dette førte naturligvis til, at han blev slået i litterære beskrivelser. Imidlertid forberedte ideen om guldalderen jorden i "hedenskabens" indvolde for den efterfølgende udbredelse af den tidlige kristne doktrin om det kommende lykkelige "tusindårsrige". Ud over Sibylline-bøgerne kan dette bedømmes ud fra Octavia-tragedien, hvor en eskatologisk profeti bliver lagt i munden på Seneca om det kommende nu (det vil sige under Nero ) "verdens sidste dag" ( nunc adest mundo dies supremus ); på denne dag vil faldet af himlens hvælving knuse den onde race, så en ny, bedre race vil blive født på ny, og det, der engang herskede på Saturns unge himmel (okt. 403-407) vil blive genfødt (okt. 403-407). Lignende ideer kan let findes i Johannes Teologens Åbenbaring og de tidlige kristne apokryfer og endda i andre tekster fra Det Nye Testamente. Den åbenlyse lighed mellem kristen undervisning og hedenske tekster tiltrak allerede de tidlige kirkefædre , og som et resultat af IV eclogue blev Virgil portrætteret som en profeti inspireret ovenfra om Kristi fødsel og om det andet komme , skrev Lactantius . at jorden da ville blive frugtbar, floder af vin og mælk ville flyde over den, vil dyrene blive tamme – med et ord, det, som digterne siger var i Saturns rige, vil komme ( Lact. Div. inst. VII. 24 ; Iren. Adv. haer. V. 33; Tert. Adv. Marc. III. 25).

I Byzans modtog det gamle (platoniske) sociale ideal en slags brydning, overlejret på chiliastiske ideer: Godhedens og retfærdighedens rige ville blive etableret på Jorden efter den anden parousia . Men i tråd med de samme ideer blev hofhierarkiet i Konstantinopel opfattet som en slags projektion af det himmelske hierarki på jorden, og var således imod klosterordener . Theophylact Simokatta har et antikt oprindelsesmotiv om at modsætte sig mennesker, der er korrumperet af civilisationen og uoplyste, men rene i sjælen barbarer i udkanten af Oikumene. Først og fremmest vedrørte det slaverne. Tidligere, i " Lavsaik " af Palladius af Elenopol , blev Brahminsamfundene i Indien nævnt som et eksempel på et ideelt herberg. I den tidlige byzantinske æra , ligesom i romertiden, brugte politisk propaganda utopiske motiver. Eksempler er ros til Stilicho , skrevet af Claudian . I Komnenos og Palaiologos æra opstod der periodisk motiver af denne art i den byzantinske litteratur: for eksempel i Nikita Choniates fremstod Andronicus Komnenos ' regeringstid som en sand guldalder, lovens rige og en suveræn arbejder [108] .

Kloster, evig fred og utopi

Ifølge F. Manuel havde middelalderens klostervæsen en betydelig indvirkning på ideologien og praksis fra den tidlige vestlige utopisme. Mindst to af klassikerne fra den utopiske genre - Thomas More og Tommaso Campanella - var dybt involveret i klosterlivets strukturer og idealer. Utopismen har til fælles med monastikken den indledende impuls til at adskille sig fra den eksisterende uperfekte verden og forsøge at bygge en ø af en anden verden i en afsondrethed. Perfektionismen kombinerer også søgen efter den utopiske og den asketiske munk. Det er bemærkelsesværdigt, at klosterets ideal endda påvirkede ideen om " New Atlantis " af Francis Bacon , en af de utopister, der var mindst berørt af kristendommen, såvel som ideen om Ch. Fouriers falangere , som i hans tegninger ligner klostre. I princippet er formerne for middelalderlige og moderne klosterpraksis lige så forskellige som utopiske projekter. Mange utopiske projekter og klostersamfund delte en følelse af truslen om "smitte" fra omverdenen. Levemåden for utopierne fra T. Mora og solarierne i Campanella er beslægtet med den klosterlige - den er kun begrænset til det væsentlige og forenklet så meget som muligt. En af de vigtigste klosterpraksis er en regelmæssig tidsplan for tilbedelse, der markerer individuel bøn, oplæsninger og samfundstjeneste i seks timer om dagen (i benediktinerordenen ). Moras utopisters levevis var på samme måde bygget. Ligeledes har det ideelle kloster ingen historie og ingen fremskridt. Ifølge traditionen afviste St. Bernard det forbedrede møllesystem [109] .

Ifølge F. Manuel gav klostermystik, startende fra det 12. århundrede, anledning til en uafbrudt kæde af utopiske projekter, der havde til formål at se fremtiden og realisere Guds rige på jorden. Disse ideer steg op til abbeden Joachim af Florus , som redegjorde for hans lære i teologiske skrifter, især harmoniseringen af Det Gamle og Nye Testamente og Kommentaren til Johannes teologens åbenbaring, den 10-strengede psalter og andre. Joachims lære dannede senere grundlaget for aktiviteterne i sekten af de apostoliske brødre - Segarelli og Dolcino , og havde efterfølgende en vis indflydelse på reformationens ledere og varede indtil omkring det 17. århundrede - tydeligt afspejlet i Campanellas synspunkter [ 110] . Joachims lære var historiens teologi: den historiske proces er arrangeret af Gud, så man gennem dens undersøgelse kan forstå treenigheden . Selvom Faderen, Sønnen og Helligånden er én Gud, er handlingerne i relation til skabelsen karakteristiske for hver af Personerne. Derfor er historien opdelt i 3 epoker ( lat. status ). Joachim af Florsky forstod verdenshistoriens proces som en progressiv bevægelse mod åndelig perfektion, der på skift fandt sted under vejledning af de tre personer i den hellige treenighed [111] . På lige fod med Joachims værker kan man placere romanen " The Book of the Loving and the Beloved " af Raymond Lull , skrevet i 1283, men først udgivet i 1521. Denne tekst omhandlede en fiktiv helgen, paven, og skildrede en ideel apostolsk stat. Disse ideer havde en dybtgående virkning på Pierre Dubois, som skildrede den ideelle kristne republik i sin afhandling Om det hellige lands tilbagevenden (1319) [Note 8] . Dubois foreslog, at der under ledelse af paven blev afholdt et generelt konvent af prælater og suveræne fyrster for at etablere en generel fred. I løbet af renæssancens, modreformationens og endda oplysningstiden dukkede disse ideer med jævne mellemrum op i forskellige sammenhænge. De udtrykte sig i afhandlingerne "On the General Concord" af Guillaume Postel (1544), " New Kiney " af Emery de la Croix (1623) og Projet pour rendre la paix perpetuelle af Abbe Saint-Pierre (1713). Kulminationen på denne tendens (med F. Manuels ord) var en rent verdslig filosofisk afhandling af Immanuel Kant " Evig Fred " (1795) [112] .

Renæssanceutopier

Renæssancehumanismen , som blomstrede i det 15. århundrede, førte til fremkomsten af græske studier i de intellektuelle centre i Europa. Bekendtskab med arven fra Platon dannede alternative synspunkter om moralske og teologiske spørgsmål, hvor den katolske kirke søgte at forhindre uenighed. Oversættelser af Platon til latin (udført af Leonardo Bruni i 1414-1437, og han afviste kategorisk " Staten ") førte til realiseringen af en modsigelse med Aristoteles ' lære , som på det tidspunkt havde været en integreret del af den kristne kultur for omkring 200 år. Republikken blev oversat af Pier Candido Decembrio , som ønskede at vide, hvorfor Aristoteles kritiserede sin lærer i Politiken . Et komplet korpus af de platoniske tekster i latinsk oversættelse blev udgivet af Marsilio Ficino i 1484, hvilket foranledigede yderligere oversættelser til nye europæiske sprog, herunder fransk og engelsk. Tidlige humanister afviste generelt Platons "Republik", men nogle af hans ideer svarede til det klosterlige middelalderideal [113] . "Fire bøger mod Platon" af Bessarion af Nicaea blev en af de første trykte bøger, der blev udgivet i Rom i 1469. Uddannede europæeres komplekse bekendtskab med platonismen førte til, at deres tids progressive tænkere indså grænserne for kristen etik [114] . En slags utopi var læren af den byzantinske lærde Plethon , med hans projekt for genoplivning af oldtidens platonisme og hedensk religion. Hans afhandling "Love" blev delvist ødelagt af patriark Gennadius Scholarius , men havde en enorm indflydelse på italienske humanister [115] . Der er en rimelig opfattelse af, at Thomas More var direkte eller indirekte bekendt med Plethos værker [116] .

Utopia af Thomas More

" Utopia " af Thomas More var et forsøg på at forene to humanistiske traditioner - tyngde mod middelalderens latinske kultur og antikke - græsk-talende. Samtidig bemærkede J. Smith, at på trods af offentliggørelsen af korpus af Moras korrespondance og nogle håndskrevne materialer, er det meget vanskeligt at vurdere forfatterens hensigt og historien om skabelsen af en eksemplarisk utopi. De første fem udgaver af Utopia (udgivet i 1516-1519) adskilte sig fra hinanden. Det er bemærkelsesværdigt, at samtidige opfattede Mores arbejde på en anden måde, eftersom de første oversættelser til nye europæiske sprog (tysk - 1524, italiensk - 1548 [Note 9] og fransk - 1550) fuldstændig ignorerede den satirisk-anklagende første bog, der gør det sociale til en politisk roman i beskrivelsen af øen Utopia som sådan, som senere blev et fællesnavn for både bogen og genren [Note 10] . Det er bemærkelsesværdigt, at den engelske oversættelse af "Utopia" blev udgivet i 1551, og den latinske original blev først trykt i forfatterens hjemland i 1663. Det følger heraf, at Utopia skal ses som en europæisk litterær begivenhed, ikke en engelsk. Dette indikeres af forordet til 1551-udgaven, dedikeret til William Cecil , hvor "papisten" More er anklaget for "blindhed over for evangeliets sande lys." Det vil sige, at i første omgang forstod samtiden "Utopia" i sammenhæng med modreformationen [119] . En ny oversættelse fra 1680 af Burnet præsenterede More som en "protestantisk fortropsreformator" (det pro-katolske parti var stærkt i Stuart England ). Genoptrykket af Burnets oversættelse fra 1743 fik undertitlen " filosofisk romantik ". I midten af det 19. århundrede begyndte Morovs Utopia at blive betragtet som den grundlæggende kilde til socialismen. Den sidste tendens blev udmøntet i den mest ekstreme form i Sovjetunionen, da Moras navn i 1918 blev sat på en obelisk i Alexanderhaven blandt de 18 grundlæggere af den kommunistiske idé [120] . I en vis forstand var kilden til den seneste tendens Karl Marx selv, som nævnte T. Mora i et velkendt brev til Vera Zasulich [121] .

Fortolkningen af "Utopia" er ekstremt kompliceret af tekstens fundamentale eklekticisme, som bar elementer af mystifikation, humor og sprogleg, samt en stærk græsk indflydelse, medieret ved at citere latinske forfattere (herunder Sallust ), som var bærere af ikke platoniske , men stoiske synspunkter. I beskrivelsen af hovedpersonen, Raphael Hytloday, bekender utopierne sig til ret epikuriske værdier. Ifølge M. Leslie kan man i dag tolke "Utopia" i Foucaults terminologi som "heterotopia", eftersom More leger med både sprog og betydninger, og slører dem for læserne [122] . F. Jameson foreslog at vende tilbage til en bogstavelig læsning af teksten, idet han huskede T. Mores venskab med Erasmus : på trods af englænderens ortodokse holdninger kunne han ikke undgå at være opmærksom på sin tids protestantiske tendenser, desuden behandlede han dem med en vis intellektuel entusiasme. Jameson udpegede fire semantiske hovedelementer og kilder til betydninger i Utopia: det gamle Hellas, den latinske middelalder, den nye verden og protestantismen [123] .

Missionærer - tilhængere af "Utopia"

Både renæssancens samtid og kritikere af den moderne og postmoderne epoker bemærkede i Moras "Utopia" den stærkeste konditionalitet i traditionelle samfundsstrukturer og klostermodellen [121] . Sidstnævnte spillede en nøglerolle i realiseringen af utopiske modeller i den nyopdagede Nye Verden af spanierne. Midten af det 16. århundrede er kendt i historieskrivningen som "den indiske kirkes guldalder". Idéerne om social katolicisme hos de første spanske missionærer ( Montesinos , Córdoba , Las Casas , Zumarraga , Thomas de San Martin , Toribio de Benavente og Bernardino de Sahagun ) gengav netop modellen for "Utopia" [124] . Ligesom T. More hævdede, at utopierne tilegnede sig ånden fra den sande tidlige kristendom, så rejste munkene i tvangsordnerne en strid om kolonial udvidelse og indianernes slaveri , som blev et af de centrale temaer for etisk tænkning i Spanien i 16. århundrede. Missionærerne hævdede at have fundet den sande kristendoms ånd i Amerika, og indianernes omvendelse kan bruges som model for fornyelsen af hele den romersk-katolske kirke. De spanske missionærer var også præget af erasmianismens stærke indflydelse : langt fra europæiske laster er det muligt at modsætte sig militære kampagner, slaveri af de indfødte og plyndring af naturressourcer - muligheden for et retfærdigt ligeværdigt samfund [125] . Bartolome de las Casas begyndte sit eksperiment med "Kongeriget kaldet Sand Fred" ( Vera Paz ) i 1537 - dette var skabelsen af missionære "reserver" i periferien af de spanske besiddelser, hvor autarkiet blev etableret . F. Ainsa betragtede eksemplet med Las Casas som unikt for æraen - han søgte at bevare den naturlige frihed for de indfødte, udviklede regler og instruktioner - "modgift" fra den spanske koloniserings ondskab. I lokalsamfundene i Las Casas blev der etableret arbejds- og fritidsnormer: minearbejdere, jordfræsere og håndværkere skulle skifte to måneders arbejde med to måneders ferie; børnearbejde blev forbudt. Samfundets indkomst lægges til den almindelige fond og fordeles demokratisk, og der blev truffet foranstaltninger til at tage sig af de fattige og de syge. Las Casas søgte også at tiltrække spanske bønder med familier, trækdyr, redskaber og frø ind i deres samfund, så deres katolske tro og færdigheder kunne kombineres med indianernes dyder, i det lange løb gennem blandede ægteskaber [126] .

Biskop Vasco de Quiroga af Michoacán udviklede en original utopisk doktrin baseret både på Macrobius ' Saturnalia og på More's Utopia i Guillaume Budes version . I sit testamente skrev han:

Den lokale verden blev døbt af den nye verden ikke bare sådan, men af meget gode grunde: den er ny, ikke fordi der blev fundet noget nyt i den, men fordi den ligner verden i de første dage af skabelsen og guldalderen med hensyn til mennesker og næsten alt andet, som på grund af vor nations lumskhed og store grådighed er blevet en jernalder og endnu værre [126] .

Vasco de Quiroga hævdede, at øen Utopia ligger i den nye verden, og tre guddommelige principper er godkendt her:

lighed mellem mennesker;
"resolut og standhaftig kærlighed til fred og ro";
"foragt for guld og sølv."

Divine Providence, som etablerede en stat i Amerika og tillod dens opdagelse af europæere, havde som mål at renovere den faldne kristne verden. Opbygning af en ideel stat i Amerika er en forudsætning for de indfødtes moralske og fysiske frelse [128] . Biskoppen begyndte sit eksperiment med oprettelsen af selvstyrende indianersamfund allerede i 1532, og det varede omkring tredive år – indtil de Quirogas død. Senere blev et lignende eksperiment startet af jesuiterordenen i Paraguay (begyndende i 1609), der også forsøgte at "genoplive de smukkeste dage i den tidlige kristendom". Det sydamerikanske teokrati var imidlertid mere påvirket af Platons "Republik" og til dels af Campanellas " Solens By " . I begyndelsen af det 20. århundrede var billedet af jesuitternes "kommunistiske stat" populært blandt socialister [130] . Missionærernes idé om at gøre Amerika til et "mod-Europa" påvirkede imidlertid det spanske imperiums interesser og absolutiserings- og centraliseringspolitikken, hvilket førte til ordensteokratiernes fald [131] .

Den protestantiske verden holdt sig ikke afsides fra de utopiske tendenser af den beskrevne type. Mathers 'Magnalia Christi Americana, eller The Ecclesiastical History of New England' (1702) fra 1702 og Anna Lees skrifter fortolkede opdagelsen af Amerika som opdagelsen af et nyt Kanaan eller Eden, hvor kongeriget helt sikkert ville blive skabt. Gud er på Jorden [132] .

Katolske og protestantiske utopier fra den sene renæssance

Mores "Utopia" gjorde et enormt indtryk på de italienske humanister . I 1552, fire år efter udgivelsen af oversættelsen, udgav Anton Francesco Doni sin egen utopi I Mondi celesti, terrestrii, et infernali, de gli academici pellegrini ("En lærd rejse ind i himlens, jordens og helvedes verdener"). Den blev skrevet i form af en dialog mellem en vis mand og en galning, der besøgte en ideel by bygget i form af en stjerne. Mange af de ideer, som Doni udtrykte - især fri kærlighed og afskaffelsen af ægteskabsinstitutionen - førte til afhandlingens popularitet, som modstod mange italienske og franske udgaver. I 1561 blev den originale "Utopia" (oversat af Landi) inkluderet i Francesco Sansovinos antologi "XVIII bøger om monarkier og republikker i antikken og moderniteten". Det faktum, at Thomas More blev martyrdød for den katolske kirkes ære, førte til anerkendelsen af hans afhandlings autoritet i modreformationens tidsalder ; "Utopia" glædede kardinal Bellarmine meget . Traditionen blev videreført af The Ascent of Parnassus ( Ragguagli di Parnaso ) af Traiano Boccalini ; afhandlingen udkom i 1612 og gennemgik 25 oplag [133] .

Næsten samtidig med T. Moras Utopia blev den bukoliske genre genoplivet i Italien, initieret af Sannazaros Arcadia (udgivet i 1502). Splejsningen af den bukoliske fejring af verdens oprindelige renhed var uadskillelig fra kritikken af den eksisterende orden, hvilket blev afspejlet i Spencers brev til Walter Raleigh (som kombinerer motiverne fra engelske eventyr med "Utopia") og romanen " Arcadia " af Sir Philip Sidney [132] . Tilsyneladende havde den litterære tradition for bukolisk stor indflydelse på sagnkomplekset om landet Kokan, der er almindeligt i England og Frankrig. Bucolica og ridderlighedens romantik havde en betydelig indflydelse på spansk litteratur, især Guevaras Om foragt for retten og lovprisningen af landets liv (udgivet i 1591) og de utopiske kapitler i Cervantes ' Don Quixote . Alle disse tekster er kendetegnet ved følgende lignende motiver: forfatterne til de bukoliske og utopier søgte at befri menneskeheden for arvesyndens segl . I den jordiske dimension kan dette gøres ved at tvinge folk til at opgive stolthed, for hvilket det er nødvendigt at skabe et socialt system med stram social kontrol og en fundamentalt anderledes uddannelse, der vil ødelægge privatliv og privat ejendom, såvel som ideen af personlige interesser og erstatter dem med at tjene det almene bedste [134] . En ejendommelig kontrast var utopien om Theleme Abbey fra romanen af F. Rabelais , hvor individets absolutte lystfrihed blev sat på spidsen ( Gargantua var kongen af Utopia i romanen). Ifølge Nicole Paul forudså ideen om Thelema de Sades libertarianisme , men var samtidig ikke mindre totalitær end arkonernes magt i Utopia. Meget mere radikal var den lutherske Wolfaria ( New Statuten, die Psitacus gebracht hat uß dem Land Wolfaria ) skrevet næsten et århundrede tidligere af Johann Eberlin von Günzberg . Efter sine forskrifter udgav Kaspar Stiblin i 1552 det anti-katolske essay Commentariolus de Eudaemonnensium Republica , som beskrev landet Macarius beliggende ved siden af Utopia. Men i modsætning til T. Mohr var Stiblin gennemsyret af chiliasmens ånd og skrev meget om livet efter døden og gengældelsen [135] .

I den første tredjedel af det 17. århundrede så to utopier ens i motivation og indhold, hvis forfattere repræsenterede de to politiske og ideologiske poler i Europa, lyset næsten samtidigt: Solens by af Tommaso Campanella (første udgave 1623) og Beskrivelse af den kristne politanske republik af Johann Andreae (1619). Begge forfattere betragter den menneskelige natur som dybt syndig, hvilket skal rettes gennem uddannelse og social engineering. Imidlertid deler mange moderne lærde ideen om, at ideerne om "Solens by" gik tilbage til projektet med oprør og etableringen af en teokratisk republik i Calabrien , udviklet af brødrene i den dominikanske orden . Campanella, ved at projicere fællesskabet, opfattet af dets medlemmer som en enkelt organisme, forudså i en vis forstand Hobbes ' metaforiske brug af billedet af den bibelske Leviathan . Samtidig er Campanellas Solby et teokrati, præsternes magt, hvor endog strækker sig til den menneskelige reproduktions sfære. Andreaes lutherske utopi bygger på principperne om rationalisme, orden og total social kontrol, hvilket understreges af idealbyens geometriske former. Indholdsmæssigt er utopien udtømt af Christianopolis motto - "Vi er kommet fra frihed til det gode." I centrum af byen findes et kollegium, det vil sige en utopi af intellektuelle, hvor uddannelse indtager en grundlæggende plads i dannelsen af mentalt og moralsk exceptionelle medborgere [136] .

Oplysningstidens utopier

1600-tallet

Langt de fleste utopiske tekster skabt i det 16.-17. århundrede kombinerede motiverne fra en lang rejse og Robinsonade . Disse motiver blev også nedarvet fra den middelalderlige tradition udtrykt i " Saint Brendans liv ", " præsten Johannes' brev "; middelalder- og renæssancekort over verden ( lat. mappae mundi ) omfattede ukendte lande, herunder Edens have , Fulu , de saliges øer og landet Chi-Brasilien [137] . Parallelt hermed spredte der sig under renæssancen en tradition for at placere imaginære verdener på himmellegemer, primært på Månen. Dette var en udvikling af Lucians Icaromenippus . Traditionen blev genoplivet af Johannes Kepler , hvis månefantasi The Dream blev udgivet posthumt i 1634. Denne tekst var en undskyldning for det kopernikanske univers og muligheden for interplanetariske rejser og liv uden for Jorden. I 1638 udgav biskop Francis Godwin den første engelske fantasyroman, The Man in the Moon, og en "sand beretning" om spanieren Domingo González' rejser. På månen beskrives en tilstand, i samtaler med indbyggerne, hvor hovedpersonen kritiserer den jordiske orden. Det ser ud til, at Cyrano de Bergerac 's States and Empires of the Moon (1657) fulgte samme tradition. Månemotiver var også meget populære i 1700-tallets litteratur; Micromegas af Voltaire (1752) og Icosameron af Casanova (1788) [138] hører til denne genre , såvel som The Newest Journey Made in the City of Belyov (1784) af Vasily Lyovshin .

Ifølge N. Pauls observationer gennemgik den utopiske genre mellem 1620-1638, i hvert fald i England, et markant skift, forbundet med både socioøkonomiske forandringer og historisiseringen af tidsopfattelsen. Således begyndte overgangsprocessen fra egentlige utopier (rumlig-geografiske fantasier) til ukronier, utopier, hvis topos er placeret i en anden tid. En væsentlig rolle i overgangen spillede netop forsøget på at gennemføre en utopisk politik i virkeligheden - grundlaget for puritanske kolonier i Nordamerika og retorikken om guddommelig lov i kong James I 's politiske erklæringer. Fra N. Pauls synspunkt er dette ikke længere utopisme, men tidlig kolonialisme , merkantilisme og begyndelsen på den videnskabelige revolution (i F. Bacons værk "On the Dignity and Multiplication of the Sciences" fra 1605). Bacons ufærdige utopi The New Atlantis (udgivet i 1627 som en del af Sylva Sylvarum eller Natural History ) ser ud til at være den første videnskabelige utopi i egentlig forstand. "House of Solomon" beskrevet af Bacon blev modellen for det første lærde samfund i London, Invisible College og derefter Royal Society [136] . Utopismen i 1640'erne-1660'erne var bestemt af de samme tendenser, først og fremmest var disse pansofistiske kredse , grupperet omkring Jan Amos Comenius , Samuel Hartlieb og Gabriel Pletts . Selvom pansofister betragtes som grundlæggerne af moderne videnskabelig viden og videnskabelige samfund, var deres aktivitet inspireret af projektet med at genoprette den oprindelige guddommelige visdom, som mennesket mistede efter udvisningen af Adam fra Paradiset [139] .

Begivenhederne i den engelske revolution påvirkede direkte udviklingen af den utopiske genre. Således var Pletts' "Beskrivelse af det berømte kongerige Macarius, demonstrerende fremragende regering" (1641) og "New Solima" af Samuel Gott (1648) direkte relateret til aktiviteterne i "Det lange parlament ", hvor der var endda en særligt valgt parlamentarisk kommission til at undersøge "kongerigets beklagelige tilstand". Oceania " af Harrington (1656) blev dedikeret til O. Cromwell . Imidlertid blev J. Winstanleys pamfletter og skrifter (især "Frihedsloven" fra 1652) det mest radikale udbrud af revolutionære begivenheder ; og i dette tilfælde blev fortolkningen af Skriften det teoretiske grundlag. Omkring 1649 begyndte Digger -samfundene at beslaglægge og dele jord i Surrey , Kent og Buckinghamshire . Omkring dette tidspunkt blev den engelske tradition for negativ utopi født, repræsenteret af biskop Joseph Halls Mundus Alter et Idem . Handlingen foregår i Terra Australis incognita , der rummer en satire over utopiske drømme; senere tog Jonathan Swift [140] samme tendens op .

1700-tallet

Fornuftens tidsalder (som de franske encyklopædere kaldte det ) viste en øget variation af utopiske modeller. Langt de fleste utopiske forfattere var præget af brugen af oplysningstidens diskurs – fremskridtsmotiverne, rationel perfektion, forenkling af kommunikationen mellem folk og liberale reformer. Franske forfattere er kendetegnet ved angreb mod enevælden og aristokratiets parasitære eksistens såvel som den katolske kirke. I disse sammenhænge blev "etnografiske utopier" ekstremt populære, og korrelerede med rousseauismens filosofi og ideer om fremskridt fra "naturtilstanden" til europæisk modernitet. Sidstnævnte er blevet beskrevet af Adam Smith som "handelens tidsalder" og af Samuel Pufendorf som " civilsamfundet ". Ideen om fremskridt tog gradvist form, og kriterier blev udviklet til at sammenligne vestlige og ikke-vestlige samfund, som var præget af Europas resultater inden for videnskab og teknologi, kunst og generel kultur. Samtidig protesterede utopierne mod den hobbesianske idé om en alles krig mod alle i det primitive samfund. For første gang dukkede nye tendenser op i den sidste fjerdedel af det 17. århundrede i History of the Sevarambs af Denis Veras (1675) og The Open Southern Land af Gabriel de Foigny (1676). Begge romaner beskæftigede sig med idealet om oprindelig uskyld og fred, det "naturlige" menneskes tilstand. Aphra Bens roman "Orunoko" (1688) indeholdt en ekstremt konventionel beskrivelse af de sydamerikanske indianere i Surinam og fungerede sandsynligvis som den oprindelige prototype på "den ædle vilde ". Interessen for de primitive civilisationer i den nye verden blev bevaret i oplysningstidens utopi, og forfatterne deltog aktivt i den økonomiske kontrovers, som fysiokraterne og deres modstandere lancerede. Mange utopiske forfattere henvendte sig til billeder af de oprindelige folks naturlige økonomi, manglen på ejendom og penge i det primitive samfund. Frances Brooke beskrev i sin roman The Story of Emily Montagu (1769) et utopisk fællesskab i Canada, hvor lovprisningen af indianernes adel kombineres med kritik af kvinders ulige stilling i det europæiske samfund. Lesage og Abbé Prevost roste også indianernes enkelhed i deres skrifter fra 1731-1732. De samme motiver nåede efterhånden til Tyskland: Sophia von Laroche skildrede i romanen Synet ved Lake Oneida fra 1795, en slags omarbejdning af Rousseaus Ny Eloise , historien om de direkte efterkommere af Adam og Eva fra Eden. Lignende motiver var til stede i Sofia Meros og nogle andres romaner [141] .

Gullivers rejser af Jonathan Swift (første udgave 1726) skilte sig skarpt ud på den generelle baggrund af utopisk litteratur, selvom den formelt set også blev afvist fra Thomas Mores Utopia. Formmæssigt var det igen en imaginær rejse med elementer af en Robinsonade . Ifølge N. Paul så samtiden i Gulliver først og fremmest en strålende og dyb politisk satire, selvom Swifts angreb mod religion og oplysningstidens filosofi var meget mere betydningsfulde. Tæt på den klassiske utopi var bog to og fire, dedikeret til Brobdingnag (giganternes land) og de intelligente hestes land - Houyhnhnms . Billederne af sidstnævnte var ekstremt skarpt karakteriseret af George Orwell som et system af både politisk og moralsk slaveri. Det er muligt, at billedet af Houyhnhnmerne parodierede, eller i det mindste satte spørgsmålstegn ved muligheden for perfektion, som det blev forstået af den anglikanske moral eller oplysningstidens filosofi, og dermed markerede den utopiske karakter af dens grundlæggende grundlag. Franske oversættelser af "Gulliver" har skabt en separat genre af fantastiske rejser, herunder "Gullivers nye rejser" af Swifts oversætter - Abbé Defontaine , såvel som Mandevilles " Fable of the Bees " og mange andre [142] .

N. Paul definerede robinsonade som en undergenre af "individuel geografisk utopi". Robinson Crusoe af Defoe blev udgivet i 1719, lidt tidligere end Gulliver. Jean-Jacques Rousseau brugte billedet af Robinson som en mand, der vendte tilbage til sin oprindelige naturtilstand og førte et liv i simpel dyd i ensomhed. Robinsonade markerede også begyndelsen på et stort antal efterligninger og fortsættelser, dog indskrevet i systemet med borgerlige værdier i det 18. århundrede og den nye kolonialisme. Karl Marx nævnte Robinson som et eksempel på arbejdets overlegenhed over kapitalen, mens Grimmelshausens Simplicissimus , der havde boet på en øde ø i 15 år, nægtede at vende tilbage til civilisationen. I 1780 og 1795 skabte den engelske radikale og forkæmper for kommunal ejendom, Thomas Spence , utopier under det karakteristiske navn "Crusonia" og "Spensonia", hvori han udbredte sine egne synspunkter [143] .

Utopisk litteratur og projekter fra det 19. århundrede

Fremskridt, kapitalisme og utopier

Ifølge Kenneth Roemer oplevede utopismen i det 19. århundrede en slags "guldalder", der afslørede for verden alle tre ansigter (Lyman Sargents udtryk) - litterære utopier, sociale teorier og utopiske kommuner og fællesskaber. Det er paradoksalt i denne sammenhæng, at hvis den sociale utopi og bevægelsen for skabelsen af utopiske fællesskaber udviklede sig gennem århundredet, så kom litterære utopier først i slutningen af århundredet til en væsentlig genfødsel af genren. Men både i den videnskabelige litteratur og i den offentlige bevidsthed blev utopismens "ansigt" bestemt af forfattere forenet af marxismens klassikere under den generelle betegnelse "utopiske socialister". Først og fremmest er dette Étienne Cabet , forfatter til "Rejsen til Ikaria" (bd. 1 - 1840, bind 2 - 1842), original filosof Charles Fourier og udøver af arbejderbevægelsen Robert Owen . I litterær henseende var der gennem anden halvdel af århundredet en skarp strid mellem realistiske forfattere og utopien, hvilket førte til fremkomsten af dystopien eller dystopien. K. Roemer citerede følgende navne i denne sammenhæng - Elizabeth Stuart Phelps Ward , Fyodor Mikhailovich Dostoevsky , Samuel Butler , Nathaniel Hawthorne og Herman Melville [5] .

Afgørende for udviklingen af utopien i det 19. århundrede var succesen med de amerikanske og franske revolutioner , som proklamerede en liberal utopi om demokrati, lighed og fremskridt, idet man argumenterede for, at jagten på det gode var menneskets histories naturlige indhold og mål. Den amerikanske uafhængighedserklæring etablerede demokrati og lighed som naturlige menneskerettigheder; senere blev erklæringen om menneskets og borgerens rettigheder proklameret . Disse dokumenter blev et overbevisende bevis for samtidige, at utopiske idealer er egnede til praktisk anvendelse og forandring i det menneskelige samfund [144] . Revolutionær terror styrkede dog paradoksalt nok netop utopiske forfattere (såsom Cabet og Fourier) i troen på, at evolution, ikke revolution, er en pålidelig metode til at opbygge en demokratisk, egalitær utopi. Den industrielle revolution og urbaniseringen i de udviklede lande i Europa understøttede også troen på historien som det progressive fremskridt inden for teknologi og sociale institutioner, og at det var muligt at skabe et retfærdigt system for fordeling af rigdom og bogstaveligt talt fodre, klæde og varme alle menneskeheden [145] .

Den industrielle revolution og den dybtgående sociale krise, den skabte, førte til en desillusion af det fremskridtsideal, som blev følt gennem århundredet. Men det er netop det, der forårsagede krisen, der var gunstig for udviklingen af utopismen. Udviklingen af sociale teorier før Marx er forbundet med navnene på Comte Henri de Saint-Simon (1760-1825), Charles Fourier (1772-1837) og Robert Owen (1771-1858), fordi deres projekter var strengt videnskabelige og rationelle. Ifølge F. Manuel var det Saint-Simon, der blev den store propagandist for industritidens fordele ( Ferdinand de Lesseps var hans elev ) og helt korrekt forudsagde, at det var videnskabsmænd og industrifolk, der ville være fremskridtets skabere og kl. samtidig begynde at drage fordel af det. Owen's New Lanark var det første vellykkede eksperiment inden for fagforeningsområdet og regulerede samtidig paternalisme, hvilket gjorde det muligt at uddanne højt kvalificeret personale i produktionen. Manuel bemærkede, at Fouriers vigtigste opdagelse var bevaringsforanstaltninger (for eksempel genplantning af skov), som han teoretiserede om længe før den økologiske krise og den globale opvarmning blev almindelige klicheer. Alle tre foreslog også originale filosofiske teorier om den menneskelige natur, uden hvilke udviklingen af den utopiske genre ville have været utænkelig. Især Fouriers klassifikationer af "lidenskaber" forudså Maslows pyramide til en vis grad . Owen derimod nægtede fri vilje og er tæt på behaviorisme på mange måder . Det er bemærkelsesværdigt, at den hårde kritik, som Marx og Engels udsatte for Owen og Fourier i "Den tyske ideologi ", førte til, at mange forfattere, der følte oprigtig sympati for utopien om fremskridt og socialisme med kommunismen, forsøgte ikke at bruge disse udtryk [146] [ 146] 147] .

Midt-århundredes utopier og dystopier

I 1847, et år før Marx og Engels' The Communist Manifesto , og tre år efter Owens A New Moral World, udgav James Fenimore Cooper Crater, eller Volcanic Peak Det var en klar satire over datidens amerikanske demokrati, klædt i den traditionelle form for Robinsonade [148] . Lidt tidligere, i 1846, udgav Herman Melville Taipi , en idyllisk roman om livet på de polynesiske øer, skrevet med nærmest antropologiske detaljer. K. Römer, der talte om denne roman, bemærkede, at Henry David Thoreaus Walden "åbenbart manglede palmer og kvindedans på øen Nuku Hiva ". Coopers og Melvilles idealer var af udtalt midlertidig karakter, de var "flugtens utopier", let ødelagt af hensynsløse fremskridt og det såkaldte civiliserede samfund. En lignende ideologi dannede grundlaget for Elizabeth Stewarts hverdagsromaner [149] . Nathaniel Hawthorne 's Happy Valley forudsagde Inspireret af livet på en gård handlede romanen om en kærlighedstrekant, hvor menneskelige følelser lige så ude af stand til at modstå hverken fysisk arbejde eller den menneskelige naturs sande behov. Hawthorne formåede også at vise forfatterens ambivalens og karakteren, som fortællingen føres på vegne af, hvilket til en vis grad gentager konflikten mellem Thomas More og Raphael Hytloday [150] .

K. Römer placerede F. M. Dostojevskij i samme sammenhæng som Melville . Det gjaldt især " Noter fra undergrunden " (1864) og " Forbrydelse og straf " (1866), hvor Dostojevskij udsatte for et voldsomt angreb utopismens grundlæggende princip - at menneskeheden uundgåeligt vil stræbe efter en rationel, ordnet humanistisk verden der vil blive skabt ud fra den eksisterende uperfekte virkelighed. . Tværtimod hævdede Dostojevskij gennem sine heltes læber, at realiseringen af utopien betyder historiens afslutning og retfærdiggjorde menneskeretten til irrationalitet, lidelse og ødelæggelse; i det væsentlige lægger grunden til den dystopiske genre som sådan. Samuel Butler udgav i 1872 romanen " Edgin " ( Erewhon ), som K. Roemer ikke anså for ringere end "Gulliver" i de mange forskellige former for satire og kritikkens sofistikerede. Butler angreb på samme tid uorden i byøkonomien, modet for vegetarisme og tilbagegangen for højere uddannelse, såvel som kolonial udnyttelse, videnskabelige og teknologiske fremskridt. Sidstnævnte blev til en vis grad en forudsigelse af situationen i det 20. århundrede, hvor grænsen mellem menneske og maskine blev udvisket [151] . Tematisk støder Mark Twains burleske fantasi "A Connecticut Yankee in King Arthur's Court " (1889) til den , også primært rettet mod teknologiske fremskridt, som kun bringer ødelæggelse og ikke er i stand til at ændre den menneskelige natur [152] .

Edward Bellamy, hans efterfølgere og modstandere

Edward Bellamy producerede i 1887 den mest berømte litterære utopi i det 19. århundrede, romanen Looking Back [153] [ Note 11] . Bellamys roman er et levende eksempel på en kronologi, hvis tid er 113 år fra nutiden (undertitel: "2000 - 1887"). Forfatterens tankegang og handlinger har ændret sig markant under arbejdet. I starten var det kun en litterær fortælling, men som et resultat blev det til en politisk bevægelse, der varede mere end et halvt århundrede. Så meget desto mere bemærkelsesværdig var tekstens litterære succes, som ikke adskilte sig i kunstnerisk værdi og ikke havde et spændende plot. Den polske kritiker Aleksander Sventochovsky forklarede det på denne måde: "Årsagen til succesen var utopi... Millioner af læsere, der hørte den udbredte teori om universel lykke i en ændret samfundsorden, kastede sig med feberagtig nysgerrighed ind på en bog, der viste dem denne lyse fremtid. i virkelige former” [155] . Ligesom Cabet's Journey to Icaria baserede Bellamy sit utopiske projekt på økonomisk lighed, som er sikret af stats-superselskabet - "industrihæren". Det giver en social kreditøkonomi (Bellamy introducerede først begrebet et betalingskort ), og derudover er samfundet i Boston i 2000 domineret af et meritokratisk princip om respekt for evner, talenter, færdigheder og indsats, hvorfor størrelsen af indholdet af hver enkelt borger ændres årligt; samtidig betragtes moderskabet som et af de vigtigste betalte erhverv. Generelt, som karakteriserer Bellamys verden, nævnte K. Roemer "enheden mellem Ralph Waldo Emerson og Marx" [156] . I de første to år efter udgivelsen af romanen blev der solgt 300.000 eksemplarer af bogen i Storbritannien og USA, og i 1960 - mere end en million eksemplarer af de engelsksprogede udgaver alene. I Bellamy -bibliografien for 1888-1988 er der taget højde for omkring 150 fortsættelser og variationer af romanens tema, dog hævdede K. Roemer, at der alene i USA mellem 1888-1900 blev udgivet mindst 200 sådanne fortsættelser. ” (de bestod af Mark Twain og Upton Sinclair ), som forenede sig i Nationalistpartiet og inspirerede reformbevægelsen rundt om i verden, inklusive Rusland. I 1935 erklærede George Dewey , at kun Marx' Kapital havde en større praktisk indflydelse på at "forme tanke og handling" i hele verden [157] . I den tysktalende verden var modstykket til Bellamys utopi romanen Freeland af den østrigske økonom Theodor Hertzky , udgivet i 1890.

K. Roemer mente ud over disse faktorer, at "den trykte bogs guldalder" bidrog til den store succes for litterære utopier - ikke kun Bellamy. Generationen af 1880-1920 i de udviklede lande var den første, der levede under forhold med universel læsefærdighed, men havde samtidig ingen alternative måder at indhente information på, undtagen bøger og tidsskrifter; såvel som (med underudviklingen af servicesektoren og den eneste nye sport) var der næsten ingen alternative underholdningsformer. Bøger blev bredt tilgængelige gennem billige udgaver eller udgivelsen af lange tekster med efterfølgere i aviser og magasiner, folkebiblioteker spredte sig og så videre. Talrige foreninger for videnspredning, opmuntring til læsning og lignende anså utopiske tekster for at være de bedste visuelle hjælpemidler til at uddanne en ny generation af læsere. William Morris udtalte under disse forhold, at Bellamys utopi er en af de mest destruktive tekster for sand kultur og civilisation. Den socialistiske utopi, designet til opfattelsen af middelklassen, førte ifølge Morris væk fra sande åndelige værdier og havde til formål at erhverve unødvendige og endda skadelige materielle goder. I 1890 udgav han romanen News from Nowhere , hvori han præsenterede en fundamentalt anderledes model for utopi [158] . Rammerne blev polemisk flyttet til London i 2003, hvor en agrarisk idyl dominerer, med talrige blomsterhaver og parker, hvor Themsen er fri for industrielt spildevand. I stedet for enorme industricentre og industrielle hære er befolkningen fordelt i små grupper, sogne og samfund. Morris modsvarede imidlertid Bellamys fredelige udvikling med en blodig revolution, som førte til sammenbruddet af det britiske monarki og ødelæggelsen af USA, i stedet blev statssocialisme etableret , hvilket førte til, at staten visnede bort. Fremskridt - den "guddom for den industrielle revolution" - er væltet, men det førte ikke til et primitivt samfund: Maskinproduktion eksisterer, producerer råvarer og eliminerer hårdt arbejde for mennesker. Dette frigør hver person til højere kreative glæder. Morris rejste tilsyneladende for første gang grundlæggende spørgsmål om motivationen af menneskelig arbejdskraft på det moderne niveau. I Morris' utopi, efter at revolutionen ødelagde kapitalismens ulighed og grimhed, blev folket grebet af en stor trang til skønhed og skabelsen af skønhed [159] [160] .

Svarene på Bellamys utopi var af en helt anden karakter. Således udgav mangemillionæren John Jacob Astor i 1894 utopien "Rejsen til andre verdener", hvor år 2000 var et paradis for fri konkurrence, ekspansion og højteknologi. David Wheeler udgav i 1895 en række artikler, gennemsyret af oprigtig sympati for kapitalismen, under den generelle titel "Vores industrielle utopi og dens uheldige borgere"; han udtalte, at Amerika i virkeligheden er en utopi, som overses af viljesvage borgere. Fattigdom er forårsaget af dovenskab, selvom det til dels kan stimulere store resultater. Den noget tidligere kendte populistiske politiker Ignatius Donnelly producerede den dystopiske roman Cæsars søjle (1890), der foregår i 1988. Under den herlige facade af det industrialiserede USA er en blodig omvæltning under opsejling, udløst af et oprør fra de undertrykte klasser. New York er ødelagt, og ligene af en kvart million modstandere af diktaturet, rullet sammen i stål og beton, danner det monstrøse Babelstårn - "Cæsars søjle". Løftet om en ny, bedre verden er kun i kolonierne grundlagt af hvide mennesker i Afrika. Racespørgsmålet i disse dage var generelt lidt klar over af forfattere i Europa og USA. I 1899 udkom den eneste utopi fra det 19. århundrede af en sort forfatter, baptistpræsten Sutton Griggs romanen Imperium in Imperio . I denne roman danner de sorte, der stadig er undertrykt efter vedtagelsen af det trettende ændringsforslag , en hemmelig sekt, hvis venstrefløj forbereder en revolution, og højrefløjen forbereder oprettelsen af en separatistisk sort koloni i Texas. De revolutionære triumferer, og romanen slutter med en advarsel til det hvide Amerika [161] .

Utopier og dystopier fra det 20. århundrede

Vend til dystopi

Hvis det største kvantitative antal utopier blev produceret i USA i anden halvdel af det 19. århundrede, så skabte britisk litteratur i første halvdel af det næste århundrede de mest berømte eksempler på den dystopiske genre dedikeret til at beskrive en totalitærs rædsler. stat baseret på de seneste videnskabelige og teknologiske resultater, hvilket giver social, og nogle gange biologisk, kontrol. Den første roman, der advarede om omkostningerne ved fremskridt, var Mary Shelleys Frankenstein eller The Modern Prometheus . Ifølge G. Claes kan Wells' " Wor of the Worlds " ikke betragtes som en dystopi, da den ikke er baseret på inversion af visse sociale tendenser; Marsboere tilhører den spekulative fiktions område . Det er ikke tilfældigt, at Jules Verne ikke godkendte Wells' roman, da den betragtede den som "for urealistisk." Gregory Claes brugte denne hændelse til at illustrere grænserne for den moderne utopiske genre: Hvis der havde været ubestridelige beviser for eksistensen af udenjordisk liv i 1898, ville genrens grænser være blevet opfattet anderledes. Vernes lange ballontur i 1863 var inden for virkeligheden; en rejse til månen var også inden for virkeligheden , selvom den blev realiseret et århundrede senere . Samtidig er eugene utopier og dystopier i potentialets område. Tekster, der beskriver dommens dag , eller udlændinges erobring af Jorden , robotter og lignende, kan dog indeholde utopiske eller dystopiske elementer, men i deres rene form kan de ikke henføres til nogen af disse genrer [162] .

Udtrykket dystopi , der er meget brugt i engelsk litteratur for at betegne en negativ utopi, blev første gang brugt i en af parlamentariske taler i 1868 af John Stuart Mill . Samtidig eksisterede traditionen med satire over det utopiske ideal i britisk offentlig tankegang længe før det: Swifts beskrivelse af Laputa var en åbenlys parodi på Bacons New Atlantis [163] . Forvandlingen af et utopisk ideal til et dystopisk ideal foregik gennem anden halvdel af det 19. århundrede, og Gregory Claes trak paralleller til de teorier, der var populære på det tidspunkt: for eksempel proklamerede Herbert Spencer alle former for socialisme propaganda om slaveri, og Cesare Lombroso erklærede, at socialister er mentalt handicappede mennesker, eller i det mindste afvigende individer. Forfattere søgte at assimilere disse tendenser; for eksempel så Karl Pearson socialisme som en logisk konsekvens af malthusianismen [164] .

I 1871 udkom Edward Bulwer-Lyttons roman Vril, or the Coming Race , som beskrev et samfund blottet for darwinistisk konkurrence. Denne roman affødte et stort antal mystiske, eugeniske og darwinistiske utopier , hvor den imperialistiske udvidelse af det britiske imperium bidrog til genrens popularitet. Et eksempel er Robert William Coles The Struggle for Empire: Year 2236 (1900). Utopiske romaner afspejlede også temaet for den " gule trussel " (Ernest Henhams roman "The Kingdom of the Saints" fra 1911, hvor verden erobres af japanerne). Fra et moderne synspunkt kan William Hays utopi "Three Hundred Years Later" (1881) også tolkes som en dystopi, da den udryddede alle ikke-hvide racer, der hindrer fremskridt. Et stort antal tekster dukkede op, der beskrev socialismens negative aspekter. Sådan lyder Charles Fairchilds roman The Socialist Revolution of 1888 (1884), som beskriver et generelt socialt sammenbrud og total fattigdom. I 1909 udkom den eugeniske dystopi "Red England", hvor der efter revolutionen blev etableret eugenisk kontrol, børn blev taget fra deres forældre til uddannelse af staten, og for at få tilladelse til ægteskab og afkom blev det nødvendigt for at få tilladelse fra et råd bestående af deres tre læger. Denne tekst polemiserede naturligvis med " Modern Utopia " G. Wells. Eugene temaer førte til fremkomsten af miljødystopier, så tidligt som i 1885 udkom Richard Jeffries' roman The Future London, eller Wild England, som blev en af kilderne til Morris' News from Nowhere; desuden hævdede Morris, at den teknologiske verdens glide tilbage til vildskab "trøstede" ham [165] .

"Black Utopia" af Wells og Zamyatin

Ifølge G. Clays markerede arbejdet af HG Wells en "anden dystopisk omvæltning", der signalerede fin de siècle . Klassificeringen af hans romaner som fantasy eller dystopisk er kompleks og tvetydig, men ikke desto mindre er ifølge Clays, The Time Machine , The Invisible Man og endda The First Men in the Moon science fiction (da de ekstrapolerede nutidige videnskabelige resultater til Wells) , og " The Island of Dr. Moreau " er en dystopi. Beskrivelsen af Eloi og Morlocks fra The Time Machine indeholder dog den stærkeste satire over både kommunistiske projekter og eugenisk udvælgelse . Øen Dr. Moreau var stærkt påvirket af Swift, især fjerde del af Gulliver, men indeholder også visse paralleller til Frankenstein. Romanen " When the Sleeper Wakes " var en direkte polemik med idealerne fra Bellamy og Morris, direkte navngivet; mens den nietzscheanske usurpator hed Ostrog, det russiske ord for fængsel. Clays mente, at The First Men in the Moon, skrevet under Boerkrigen , var meget svagere i litterære og polemiske henseender, og eksporten af imperialisme var primært genstand for Wells' satire. Efter 1901 kombinerede Wells socialistiske forventninger (han meldte sig ind i Fabian Society ) med elitisme , da han mente, at en verdensstat kun kunne skabes af en udvalgt klasse eller kaste, og kun en verdensstat var i stand til at løse menneskehedens centrale sociale problemer. Han mente også, at de "lavere" racer med hensyn til evolution er dømt til evolution. Wells udtrykte alle disse ideer både i form af utopi og dystopi. I 1905 udkom hans afhandling Modern Utopia ; det samme ideal blev beskrevet i romanen Men Like Gods (1922). Romanerne The Days of the Comet (1906) og The World Set Free (1914) beskriver dog globale katastrofer, herunder atomkrig . Da han døde i 1946, havde Wells endelig mistet troen på alle idealer og betydninger af menneskehedens eksistens. Ifølge J. Clays var Yevgeny Zamyatin i romanen " We " (1921, engelsk oversættelse 1924) direkte påvirket af Wells og til dels af Jerome Jerome 's New Utopia (1891). I sidstnævnte er der netop dukket et motiv op, når fremtidens indbyggere udpeges med tal, klæder sig ens og fører et yderst reguleret liv. Til gengæld påvirkede Zamyatins dystopi, hvor beboere eksisterer i huse med gennemsigtige vægge, og gardinerne kun kan sænkes under den "seksuelle time" (uddelt af kuponer), stærkt George Orwells verdenssyn . Han forstod Zamyatins roman som en generel kritik af den industrielle civilisation [166] .

Aldous Huxleys hedonisme og elitisme

I den engelsktalende verden er romanen Brave New World (1932) af Aldous Huxley bedst kendt ; den beskriver et stærkt lagdelt samfund med eugenisk ingeniørkunst. Dette samfunds ideologi - "Fordismen" - har fuldstændig underordnet menneskeheden det videnskabelige ideal, og gør samfundet til en mekanisme. Erindringen om fortiden er blevet ødelagt. Samtidig dominerer hedonismen i en effektiv totalitær stat, hvilket er den stærkeste "kur mod virkeligheden". Huxley lagde ikke skjul på, at han lånte meget til polemiske formål fra Wells, især fra romanen Men Like Gods. En entydig opfattelse af Huxleys design hindres dog af, at der i fremtidens verden er forbehold, hvor religion, kunst, menneskelighed og andre "rester fra fortiden" eksisterer og udvikler sig. Samtidige anklagede Huxley for anti-amerikanisme, da det var USA, og ikke USSR eller Tyskland, der blev et symbol på de generelle tendenser i verdensudviklingen. Huxley var som forfatter ekstremt bekymret over, at slaveriet i en verden med sejrrig maskincivilisation blev mere attraktivt end nogensinde, af frygt for fremtiden og et ønske om stabilitet for den " lille mand ". Ved at genoptrykke romanen i 1946 skrev Huxley i forordet, at han drømte om en verden, hvor videnskab og teknologi tjener mennesket og ikke gør det til slave. Derfor er det bedste sociale ideal Kropotkins gensidighed eller Henry James ' socialrealisme . Huxley fortsatte denne linje i bogen " Abe and Essence " (1949), der var viet til frygten for videnskabens ukontrollerede udvikling. I 1958 udgav Huxley den faglitterære afhandling Brave New World Revisited, hvori han skrev, at verden hurtigt bevægede sig mod den tilstand, han beskrev. Forfatteren var især bekymret over den ukontrollerede befolkningstilvækst, spredningen af stoffer og, som et resultat, muligheden for succesfuldt at bruge sindkontrolteknologi. Tværtimod var det menneskelige ønske om frihed tydeligvis på vej ned, hvilket blev aktivt fremmet af massemedierne . Informationsfrihed for Huxley er blevet den vigtigste metode til at modvirke massemanipulation og generel forbrugerisme. Fra nu af var demokrati for ham imod kapitalistisk hedonisme, på trods af at Huxley ikke var en egalitær. I 1962 udgav Aldous Huxley The Island , en roman, der af kritikere blev set som en utopi baseret på buddhisme . Forfatteren hævdede at have skrevet en "topia", det vil sige en historie om et virkeligt sted og tid. Huxley lagde ikke skjul på, at han var meget stimuleret af Oneida -kommunen , og han var ekstremt inspireret af ideen om små decentraliserede fællesskaber af intellektuelle eller troende, der kunne konstruere en acceptabel model for fremtiden [167] .

Orwell og dystopier fra det 20. århundrede

George Orwells værk , især romanen 1984 , går tilbage til den tid, hvor totalitarismen afslørede sin sande natur for verden; derfor er Oceaniens dystopiske model ikke baseret på manipulation af nydelse, men på en permanent frygt for straf. Derfor var Orwells hovedtema magtmisbrug, ikke fremskridt, som i Huxleys. G. Kleis mente, at "1984" omfattede mindst tre semantiske lag. For det første var Orwells verden en ærlig satire, og for det andet var satirens genstand ikke totalitarisme som sådan, men mange aspekter af livet i det moderne England. For det tredje var Orwell dybt desillusioneret over de socialistiske bevægelser og mente, at ledelsen af de socialistiske partier var korrumperet af ønsket om magt, og derfor kunne ingen intellektuel eller offentlig leder blive en yderst moralsk og ærlig person i den sejrrige socialismes verden . 168] . Selvom "1984" oprindeligt blev betragtet som en anti-stalinistisk tekst, blev den opfattelse i litteraturkritikken i det 21. århundrede fastslået, at Orwell skrev en satire om modernitet og kapitalisme, som stalinisme og nazisme var sekundære for, skønt praktisk som en form for udtryk. Orwell skrev selv, at han ikke havde til hensigt at angribe socialismen som sådan eller Labour-partiet , som kom til magten i 1945 [169] . Som en satire over totalitarisme inkluderer "1984" to overordnede temaer: For det første total loyalitet, som fører til fremkomsten af nøglebegreberne " newspeak " og " doublethink ". For det andet er dette temaet for statens allestedsnærværelse, som endda trænger sig på privatlivet gennem " teleskærme ", der styrer hjemmets indre, og som ikke kan slukkes selv om natten. Et af de vigtigste filosofiske temaer i 1984 er angrebet på forestillingen om objektiv sandhed. Et ubestemt, endda imaginært, håb for forfatteren er " proler ", som er fuldt ud klar over deres position, men deres protestpotentiale knuses af massekultur, hårdt arbejde, fodbold og øl (sidstnævnte er forbudt for medlemmer af partiet ). Prolerne har bevaret moralsk integritet og "ægthed", især da de næsten ikke er indoktrinerede og næsten ikke korrumperet af magt. Således fældede Orwell dom over intelligentsiaen, som blev hovedbæreren af ideologiske og magtbestræbelser i et postaristokratisk samfund; ingen kan dog modstå den korrupte intelligentsia, smeltet sammen med ond politik [170] .

På trods af at 1984 blev en af de mest berømte dystopier i kulturhistorien, dukkede genrens grundlæggende tendenser op meget tidligere. Jack London udgav The Iron Heel i 1907, en satire rettet mod Wall Streets finansielle oligarki . I 1930 udgav Olaf Stapledon romanen Last and First Men , som trods den enorme tidsskala præsenterede mange af genrens kendetegn - USAs degeneration til en imperialistisk stat, kampen for at erobre hele verden, eugenisk praksis. Efter Anden Verdenskrig blev forskellige aspekter af totalitarisme, hedonisme, kapitalisme og liberalisme overvejet i sådanne værker som Bradburys Fahrenheit 451 , Goldings Lord of the Flies , Ayn Rands Atlas Shrugged , Burgess 's A Clockwork Orange og mange andre [171]

Utopier, dystopier og fantasy

I litteraturkritikken af anden halvdel af det 20. århundrede blev opfattelsen om "opløsning" af utopien i fantasien etableret. Den mest radikale holdning her blev indtaget af den kroatisk-canadiske forsker Darko Suvin , som postulerede, at utopi fra begyndelsen var en undergenre af fantasylitteraturen [172] . Ifølge P. Fiting bør moderne science fiction-litteratur tælles fra æraen med Pulp-magasiner i 1920-1930'erne. Kommerciel fiktion rettet mod masselæseren, i det mindste i USA, var rent optimistisk i humøret og prædikede Jules Vernes og Hugo Gernsbecks ideer om teknologiens og teknologiens positive rolle i at skabe en bedre verden. Disse følelser forstærkedes tydeligt under den store depressions æra . Bombningen af Hiroshima og Nagasaki i 1945 førte dog til, at science fiction-forfattere (såvel som repræsentanter for hovedstrømmen af litteratur og filosofi) mistede optimismen næsten fra den ene dag til den anden. En følelse af trussel fra fremtiden blev hovedtemaet i Kingsley Amis -forelæsningsserien , udgivet som en separat bog, New Maps of Hell: A Study in Science Fiction (1960) [173] . Samtidig mente P. Fiting, at videnskab som sådan og science fiction grundlæggende er dystopiske, eftersom kritik af den moderne verden antyder eller bekræfter behovet for forandring, og ikke forsvaret af status quo. Dette betød slet ikke en fuldstændig afvisning af den positive fremtidsvision, som især er karakteristisk for Arthur C. Clarkes arbejde (f.eks. i romanen " Childhood's End "). Det er bemærkelsesværdigt, at selv overdrivelsen af den nukleare trussel kunne bruges af forfattere til at forestille sig en positiv fremtid: for eksempel beskrev John Wyndham i Chrysalis i 1955, hvordan en generation af telepatiske børn dukkede op under påvirkning af radioaktivt nedfald - budbringere fra fremtiden i nuet. Desuden dukkede der i 1950'erne og 1970'erne tekster op, hvor USA som den mest avancerede og udviklede verdensmagt er en legemliggjort utopi (Maurice Ernst, "Utopia 1976"). De modkulturelle og protestbevægelser i 1960'erne bragte nye fænomener til fantasien. Som P. Fiting udtrykte det, "blev den amerikanske konsensus brudt, og jagten på alternativer begyndte." En af de første nye tendenser blev udtrykt af Robert Heinlein i romanen Stranger in a Strange Land (1961), og romanerne Einstein Crossing af Samuel Delaney (1967) og The Dispossessed af Ursula le Guin (1974) kaldes deres kulmination og konklusion. [174] . Le Guins arbejde demonstrerer utopiens muligheder i science fiction, især da science fiction, som en genre, der skildrer forskellige verdener på vores planet og videre, gav enorme muligheder for "utopisk spekulation." Idéen om Le Guins roman The Left Hand of Darkness (1969), som ikke formelt hører til genren utopia, var således forankret i en diskussion om køn og kønsaspekter , som fik en ny retning i 1963 af Betty Friedans bog The Secret of Femininity . Som svar på radikal feministisk kritik og opfordringer til frit kønsvalg beskrev Le Guin en planet, hvis indbyggere, der er biologisk hermafroditter, ikke havde nogen udtalte seksuelle karakteristika eller seksuelle lyster i det meste af årscyklussen, men i ynglesæsonen modtog de tilfældigt hankøn. eller kvindelige egenskaber. Det vil sige, at det samme individ kunne blive gravid, udholde og føde et barn i løbet af livet [175] .

Elsina Madeleine og Davis Rogan betragtede i forhold til denne situation begrebet en "kritisk utopi", hvis hovedopgave er at konstruere eller demonstrere et samfund uden fremmedgørelse af arbejdskraft og et socialt rum, hvori nye sociale relationer kan opstå. . Tekster, der er klassificeret som "kritisk utopi", afviser ifølge E. Medlane og D. Rogan utopi som en "plan" og efterlader den som en "drøm", men bevarer konflikten mellem den eksisterende verden og det utopiske samfund, der er imod. det, som er rygraden i genren. Konflikter og manifestationer af ufuldkommenhed i selve det utopiske fællesskab sættes i forgrunden, dette gør det mere genkendeligt for nutidens læser og tilbyder et mere dynamisk alternativ. Spørgsmålet om forskellen mellem en kritisk utopi og en dystopi er ret kompliceret. E. Medlane og D. Rogan hævder, at dystopi ikke opretholder "spændingen mellem en potentiel utopi og et dystert syn på verden" og overhovedet ikke har nogen positiv udsigt [176] .

Derfor adskiller sci-fi utopier fra anden halvdel af det 20. og begyndelsen af det 21. århundrede sig fra lignende tekster fra den tidligere æra, på trods af at de formelt beskriver et velstående samfund, hvor mennesker eksisterer i harmoni med sig selv og miljøet. I romanerne om Delaney og Le Guin gennemføres faktisk en videnskabelig undersøgelse af den utopiske genres grænser. Disse spørgsmål blev bragt til et nyt niveau af Kim Stanley Robinson i Mars - trilogien (1993-1996), hvor spørgsmål om fremtidige former for social kontrol er forbundet med teknologierne til terraforming af Mars . Faktisk beskrev selv HG Wells idealet om "Modern Utopia" som "dynamisk", hvilket skarpt adskilte det fra det fastfrosne billede af et bedre samfund, hvor de bedste love, institutioner og endda arkitekturen i private og offentlige bygninger er a priori foreskrevet. Fiktion tildeler dog verdensbilledet en sekundær rolle, den koncentrerer sig om karakterernes – menneskers – levende virkelighed. Derfor er hovedformen for traditionelle utopier karakterens (og læserens) udflugt gennem en imaginær verden, mens science fiction-forfattere kunne tillade sig at formidle et billede af forandring gennem deres karakterers hverdag [177] . Med denne direkte ("objektive") sammenhæng mellem sf-litteratur og utopi eksisterer ikke. B. Skinners roman "Walden II" (1948) beskriver således et lille samfund baseret på den videnskabelige analyse af den menneskelige adfærdsmodel, men har intet med SF at gøre, men er en behavioristisk utopi. Ernest Kallenbachs (1975) Ecotopia 1975), som begynder med løsrivelsen af det nordlige Californien, Oregon og Washington fra resten af USA, og derefter går tilbage til de klassiske oplysningstidens utopier, kan karakteriseres på lignende måde. det vil sige, at dette er et forsøg på at præsentere hans vision om fremtidens samfund i en fascinerende litterær form [178] . Generelt mener P. Fiting, at de positive aspekter af utopisme i 1970'erne blev fuldstændig absorberet af fantasy-genren, som fortsætter med at blomstre og bragte adskillige eskapistiske verdener til mediemarkedet. Men siden dengang i den vestlige verden er den utopiske genre tilsyneladende ophørt med at eksistere [179] og er genstand for litterær og socio-filosofisk refleksion [180] . Krishan Kumar præciserede, at "mens dystopier bruger mange af de litterære teknikker, der er iboende i utopier, indikerer forfatternes modvilje mod at skabe litterære utopier en klar mangel på tillid til dens effektivitet, og også, tilsyneladende, forsvinden af utopisk bevidsthed" [181] .

Utopia i Rusland

Studiet af russisk utopi som et selvstændigt fænomen begyndte sent; det første generaliserende værk var en lille bog af VV Svyatlovsky , udgivet i 1922 [182] . Men på grund af de politiske omvæltninger i 1920'erne og 1950'erne, hvor statsideologien var imod utopisme, kunne studiet af emnet indenlandsk utopi være farligt. Studiet af utopi blev genoptaget i 1960'erne, primært i sammenhæng med populære sociale ideer og legender ( A. Klibanov , K. Chistov ) og utopisk socialisme ( V. Volgin , A. Volodin ) [183] . Væsentlige generaliserende værker er blevet publiceret siden slutningen af 1990'erne [184] .

Russisk utopisk diskurs

M. Geller og M. Nike bemærkede, at hovedkilden til russisk utopisme var ortodoksi i alle dens aspekter. Al gammel russisk litteratur var imod europæisk litteratur i denne henseende, da den var ekstremt "utilitaristisk": den udførte en minde-, indsamlings- og undervisningsfunktion [185] . I sin undersøgelse af russiske utopier bemærkede B.F. Egorov (2007), at en russisk persons liv var "overmættet" med utopier; dog optræder utopister kendt ved navn først i det 16. århundrede - disse var Yermolai-Erasmus , Theodosius Kosoy , Fjodor Ivanovich Karpov og andre [186] . Langt de fleste forskere begynder historien N.V.om russisk utopi fra det 18. århundrede, mens der er uenighed om de kvantitative karakteristika: for eksempel

Ifølge N.V. Kovtun bærer russisk utopisk diskurs udtalte træk af national identitet. Først og fremmest er dette et skift i vægten fra den "utopiske tilstand" til den "utopiske person". Repræsentanter for den russiske utopiske tradition talte ikke om strukturen af en utopisk stat, men om måder at redde menneskeheden på, rense den og komme ind i det jordiske paradis. Marxismen viste sig at være i overensstemmelse med russisk tankegang på grund af stræben efter en reel transformation af livet. Russisk utopi er "trangt" i en bestemt tekst, så utopismen blev ikke altid formet til selvstændige værker, den blev opløst i værker af andre genrer [188] . V. A. Chalikova bemærkede, at i modsætning til Rusland, "plejede Vesten utopiens kultur", men blandede den ikke med virkelighedens kultur. I den vestlige kultur tillod utopien ikke at udjævne grænsen mellem drøm og virkelighed og beherskede samtidig pragmatismen, hvilket gjorde den utopiske bevidsthed til en naturlig "allieret" af fremskridt [189] . I russisk kultur var situationen præcis den modsatte - utopi er et middel til at bekæmpe fremskridt (Vesten), et udtryk for ønsket om at stoppe det og få et "gennembrud" i Guds rige, som ligger uden for tiden. Dette er lige så karakteristisk for både avantgarde revolutionære og konservative projekter foreslået af litteratur og samfundstænkning. N. Kovtun bemærkede, at "Nigdeias eksotiske" ikke var karakteristisk for russisk utopi, fiktive lande er relativt sjældne, i de fleste tilfælde beskrives et transformeret Rusland, "forandret, smukkere". A. Etkind karakteriserede den russiske utopi i det 20. århundrede som en "tutopi" [190] . Russiske utopiske projekter er centreret omkring "deres egne", så motivet med total regulering og smålige beskrivelser, inversionen af nutiden, optræder relativt sjældent; på samme tid efterlod selv de mest avantgardeprojekter til at genskabe universet Rusland med en valgt rolle - for eksempel centrum for verdensrevolutionen. Derfor, i ideologisk og litterær henseende, for russiske utopier, arten af sløringen af genrearketyper. Det, der først blev normen for vestlig utopi i anden halvdel af det 20. århundrede - manglen på udtryk for genrekriterier og en åben slutning, var karakteristisk for de mest eksemplariske russiske utopiske romaner fra det 18.-19. århundrede ("Rejsen til landet" af Ophir" af M. M. Shcherbatov ; " 4338- 1. år: Petersborgbreve " af V. F. Odoevsky ) [191] .

I det hele taget adlød russiske utopier ikke meget normativitet, orden eller lov. Deres skabere stolede mere på den moralske transformation af en person (eller et samfund) end teknisk magt eller økonomiske faktorer. Forsømmelse af detaljerne i utopiske drømme fører til det faktum, at der i russisk utopi ikke er nogen "alt-inklusivitet": faktisk præsenteres en udtømmende beskrivelse af det nye samfund meget lidt. T. Chernysheva bemærkede, at man i næsten alle projekter kan bemærke forfatterens uopmærksomhed, når han beskriver de politiske realiteter i et fiktivt land. Næsten den eneste undtagelse i denne henseende er Shcherbatovs Land of Ophir [192] . B.F. Egorov bemærkede også, at før 1917 var russiske utopiske forfattere karakteriseret ved fraværet af altomfattende universalisme i betydningen af at vise i én tekst et kompleks af objekter af forskellig skala (personlighed - familie - gruppe af mennesker - bosættelse - ejendom - nation - menneskeheden - rummet) [193] . På samme måde er moderne utopister enige om selektivitet og anti-universalisme, hvilket dog ikke fornægter den globale natur, der ligger i den utopiske genre generelt [194] .

Stadier af udvikling af utopi i Rusland

Fra N. V. Kovtuns synspunkt absorberede de politiske eksperimenter, der førte til fremkomsten af USSR , de globale drømme og praksisser fra 19.-20. århundredeskiftet og viste sig at være "et naturligt stadium af en århundreder gammel program til at søge efter det optimale og mest overbevisende forhold mellem nutiden og det utopiske i en slags realisme russisk kultur" [195] . Fra samme synspunkt kan al russisk litteratur ses som en vej til at opnå en enkelt national utopi. I før-Petrine Rusland var utopiske quests af profetisk-apokalyptisk karakter, og efter skabelsen af en intellektuel utopi af europæisk type arvede intelligentsiaen som en "idealistisk klasse" en følelse af livets umulighed i nutiden, men kun i fremtiden og fortiden [196] . Russisk litterær utopi tog form inden for oplysningstidens mytologi og ideologi ( romaner af M. M. Kheraskov , V. A. Lyovshin og nogle andre); i fremtiden blev de grundlæggende oplysningsideer assimileret af alle forfattere af intellektuelle projekter til omformning af samfundet (op til det 20. århundrede). Oplysningstidens utopiske symboler blev arketypiske for genren. Intellektuel utopi adopterede også populære ideer om Belovodye , Kitezh og lignende. Den intellektuelle og folkelige utopi forenede sig endelig i litteraturen fra det tidlige 20. århundrede (avantgarde, bolsjevisme og ny bondepoesi ), for senere at spredes igen, legemliggjort i den socialistiske realismes konstruktioner og de moderne traditionalisters projekter fra det sene 1950'erne-1970'erne [197] .

Russisk intellektuel utopi op til Hvad skal der gøres? » N. Chernyshevsky dyrkede individets moralske genopdragelse. I denne henseende kan verdensmodellerne af A. Radishchev , N. Gogol , I. Turgenev , I. Goncharov anerkendes som utopiske . Russisk kultur og litteratur er kendetegnet ved et komplekst samspil mellem magtens utopi og alternative projekter for omorganisering af verden, ved hjælp af mytologerne fra det tredje Rom , filosoffen på tronen og isolationismens motiver . Sideløbende udvikler anti-utopiens æstetik, præget af E. Zamyatins roman " Vi " [198] . Utopiens og dystopiens ambivalens blev realiseret af forfatterne fra den første tredjedel af det 20. århundrede, som arbejdede før de revolutionære begivenheder i 1917 og befandt sig på hver sin side af grænsen efter borgerkrigen ( V. Bryusov , " Republikken for Southern Cross " og andre; K. Merezhkovsky , "A Winter Night's Dream"; A. Bogdanov : " Red Star " og " Ingeniør Manny "; A. Chayanov , " Min bror Alexeis rejse til bondeutopiens land "; P. Krasnov , " For Thistle ") [199] [200] . N. Kovtun er enig i, at den utopiske, såvel som den dystopiske, genre i løbet af det 20. århundrede blev næsten fuldstændig opløst i science fiction [187] .

Fra A. M. Lobins synspunkt kan de fleste utopier betragtes som fantastiske værker, eftersom fantasy som kunstnerisk metode multiplicerer fiktionens status med fantasi, og en positiv fremtidsmodel fungerer som et væsentligt tema for science fiction som genre. Sovjetisk litteratur er præget af sådanne romaner som "The Star of the KETs " af A. Belyaev , " The Andromeda Nebula " af I. Efremov , " Noon, XXII Century " af A. og B. Strugatsky [201] .

A. Lobin udpegede en særlig retning i russisk litteratur - historisk fiktion. Objektet for billedet i det er Ruslands historie, repræsenteret i specifikke begivenheder og fakta, og mellem fantasi, der beskriver en foranderlig verden og en statisk utopi, opstår der en modsigelse, som løses af hver forfatter individuelt. Historisk fiktion opstod i det 19. århundrede: F. Bulgarins romaner Plausible Fables, or Wandering the World in the 29th Century kan henføres til denne genre; A. F. Veltman “MMMCDXLVIII årg. Manuskript af Martyn Zadek"; O. I. Senkovsky "Videnskabelig rejse til Bjørneøen." I det 20. århundrede kan litterære mainstream-værker baseret på historiske skønlitterære antagelser også tilskrives denne tendens. Disse er " Crimea Island " af V. Aksyonov , "Rommat" af V. Pietsukh , " The Adventures of Ivan Chonkin " af V. Voinovich , " Kys " af T. Tolstoy og nogle andre. I slutningen af 1980'erne og begyndelsen af 1990'erne indtog genren en førende position inden for science fiction [202] .

Afsløringen af forfatterens opgaver sker normalt på linje med kryptohistorie eller alternativ historie ; samtidig er formålet med at beskrive en historisk utopi eller dystopi ikke resultatet, men processen med at implementere et bestemt samfunds projekter. Utopiske science fiction-forfatteres idealer efter 2000 (inklusive Holm van Zaichiks cyklus om Ordus ) er helt fortid, på trods af de teknogene omgivelser. Dette skyldes den traumatiske oplevelse ikke kun fra sovjetperioden, men også af liberaliseringen af samfundet. Integration med det frie marked betragtes strengt taget negativt. I 2010'erne virkede de samme tendenser, og mangfoldigheden af utopiske tekster er usædvanlig stor: fra klassiske teknogene utopier, nogle gange i et ironisk entourage, til omfangsrige konceptuelle cyklusser ("Meganesia" af A. Rozov ), fantasier, der graviterer mod den rigtige ideologi (" Sort bonde "), selv utopiske afhandlinger [203] .

Ikke-vestlig utopisme

Generelle bestemmelser

Ifølge L. Sargent er studiet af oprindelsen og eksistensformerne for ikke-vestlig ( ikke-vestlig ) utopisme begrænset af mindst to faktorer. For det første er det diskutabelheden af grænserne for det såkaldte "ikke-vestlige": i nogle tilfælde omfatter det ikke kun traditionerne fra kulturerne i Nær- og Mellemøsten, Indien og Kina, men også Latinamerika. For det andet er der stadig ingen bibliografier og generaliserende undersøgelser af ikke-vestlig utopisme [42] . Jerzy Shatsky gjorde også opmærksom på, at "utopier-historikere ... som regel ikke går ud over den europæiske kultur for at spørge, hvad der skete i den tredje verdens sociale tankegang på det tidspunkt, som ... nogle gange skaber projekter som ikke er ringere end de mest grandiose klassiske utopier" [204] . I en artikel af Jacqueline Dutton for The Cambridge Guide to Utopian Literature hedder det, at den "ikke-vestlige" tradition for utopisme er forankret i så forskellige traditioner og verdensanskuelser, at den kan tjene til at skubbe grænserne for utopismens muligheder - idealistisk. tænkning rettet mod at designe et bedre samfund end det eksisterende. Studiet af ikke-vestlig utopisme kommer ned til en systematisk søgen efter ideer om et ideelt samfund, der kan sammenlignes med vestlige, der findes i kulturerne i Asien, Afrika, Amerika og Oceanien [205] .

I 1971 udkom Seiji Nuitas undersøgelse "Traditional Utopias in Japan and the West: A Study in Contrast", hvor oprindelsen af den utopiske tradition blev opdaget fra Tokugawa-æraen og knyttet til Meiji-reformerne , i alt omkring 20 utopiske. romaner udgivet siden 1880 blev opført. Nuita hævdede dog, at de var inspireret af vestlige modeller, og at det japanske sind ikke var adskilt nok fra omverdenen til at generere utopiske visioner; den japanske utopi stammer udelukkende fra vestlige standarder [206] . Ikke-vestlig utopisme i det 20. århundrede er ifølge L. Sargent primært forbundet med politiske ideologier. Især har mange forfattere nævnt ligheden mellem Mohandas Gandhis ideer og utopi. For at fremme gandhismen blandt masserne brugte han desuden det traditionelle koncept "Ramaraja" (" Ramas rige "). Sargent betragtede Indiens mest kendte utopiske Salman Rushdie i den engelsktalende verden . Tilsvarende er den utopiske tradition i afrikanske lande repræsenteret af forfattere, der arbejder i de tidligere kolonier på engelsk ( Ali Masroui , Florence Emeshet , Wole Shoyinka , Ben Okri , Bessie Head ) eller Afrikaans [207] . Ifølge L. Sargent har postkoloniale utopier et stort potentiale for udvikling, da de er forbundet med aktuelle politiske processer [208] .

Utopier i den middelalderlige arabisk-muslimske verden

Ifølge N. Cohn og J. Dutton er stemningerne af chiliasme og millenarisme for islam som religion ikke mindre karakteristiske end for jødedommen og kristendommen. For muslimer er "guldalderen" de første årtier af Muhammeds samfund i Medina ( det retfærdige kalifat ), hvorfra den muslimske kalender er ført ; den efterfølgende udvikling af islam kan af forskellige samfund og myndigheder opfattes som en afvigelse fra troens oprindelige renhed. Derfor det konservative ideal om en tilbagevenden til Koranens oprindelige harmoni og ynde . Samtidig er henvisninger til efterlivet og løftet om himmelsk lyksalighed ret hyppige i Koranen. Der er en lære om verdens ende og en beskrivelse af Paradis i Koranen ( at-Tawba 9:72 ( Kuliyev ) ), men læren om Mahdi forekommer kun i hadith ; senere fik denne doktrin modsatrettede fortolkninger. Sunnierne afviste de tusindårige aspirationer, der var blevet en del af kætterske strømninger eller politiske kriser siden abbasidernes og almohadernes kom til magten [209] .

Ifølge J. Dutton er islamisk filosofi karakteriseret ved en tradition for beskrivelser af en ideel stat styret af guddommelig vilje. De første eksempler på denne genre præsenteres af al-Farabi : "Den dydige by" og "Forståelse af lykke" - som den første del af en filosofisk kommentar til Platon og Aristoteles. Al-Farabi var også den første islamiske filosof, der skelnede mellem filosofi og teologi og forbandt filosofi med forståelige værdier . Derfor var hans ideal baseret på Platons "Stat", styret af filosoffer. Det gamle billede blev dog suppleret med islamiske værdier. Forskere omtaler normalt repræsentanter for litterær utopi som Ibn Tufayl , forfatteren til den første filosofiske roman i arabisk litteratur , Hay ibn Yakzan . Især Ibn Tufayls eksempel inspirerede Ibn al-Nafis til at skrive romanen Theologus Autodidactus . I begge tilfælde blev motivet om hovedpersonens ophold på en øde ø brugt. Der er en antagelse om, at det var denne historie, der efterfølgende blev brugt i en kristen sammenhæng af Daniel Defoe (Ibn Tufayls roman blev oversat til latin i 1671) [210] . A. A. Ignatenko , opsummerende, kom til den konklusion, at middelalderlige muslimske filosoffer, der diskuterer staten, fuldt ud kan kaldes utopister, da de gik ud fra troen på, at universel lykke kan komme gennem rimelig planlægning af menneskers liv [211] .

Utopier i Kina

I den relativt sparsomme litteratur om ikke-vestlige utopier er det blevet foreslået, at uden for Europa er det kun i Kina, der kan finde en sammenlignelig utopisk tradition i skala . Roland Cher indtog en ekstrem position i diskussionen og udtalte kategorisk, at i ordets strengeste betydning opstod utopien i Europa i det 16. århundrede, og utopiens historie som fænomen stammer nødvendigvis fra skabelsen af T. More [212] [213] . Krishan Kumar mente også, at utopi opstod i renæssancens Europa, og de forskellige forestillinger om det sociale ideal, skabt tidligere af andre civilisationer, skulle ikke betragtes som utopiske [214] . Han var skeptisk over for at definere tusindårige bevægelser som utopiske: Tusindårsbevægelsen foreslår ikke et nyt værdisystem, hvorimod en utopi foreslår et unikt værdisystem under specifikke historiske omstændigheder [215] . Ifølge K. Kumar er fænomenet utopi ikke universelt, da det er en konsekvens af det unikke ved den vestlige udviklingsvej [216] . Det unikke ved den vestlige vej (i forhold til utopisme) er ifølge K. Kumar i kombinationen af det kristne substrat, herunder reformationen, og indflydelsen fra de store geografiske opdagelser [216] . Men i en kommentar udtalte Kumar, at "der er en autokton utopisk tradition i Kina." Som eksempler på dette citerer han det konfucianske begreb Datong (Stor Enhed) og det taoistiske begreb Taiping (Store Fred) [217] . Harvard University professor Zhang Longxi ( kinesisk 張隆溪) kritiserede K. Kumars tilgang med den begrundelse, at han ikke var en professionel sinolog, og også på grund af en misforståelse om, at den kinesiske sociale struktur, der gav anledning til den autoktone tradition for utopi, var ekstremt forskellig fra europæisk. Zhang Longxi betragtede konfucianismen som en utopisk ideologi og sammenlignede den med T. Moras "Utopia" [218] . Som et andet eksempel på en kinesisk utopi citerede han Tao Yuanmings " Peach Spring og variationer af den samme historie af Meng Haoran , Liu Yuxi og Su Dongpo . Som eksempler på utopiske tekster i Kina nævnte Zhang Longxi også det konfucianske ideal Datong og taoistiske Taiping, og Li Ruzhens roman " Blomster i spejlet " kalder "den kinesiske analog af Swifts Gulliver" [220] . Dorothy Kohs undersøgelse hævder, at de litterære troper af europæisk utopi og tekster, der anses for utopiske for Kina, er næsten fuldstændig modsatte [221] .

Russisk sinologi reflekterede også over problemet med utopisme i Kina. A. S. Martynov erklærede den dybe ulighed mellem kinesisk utopisme og europæisk. Han anerkendte utopisme som immanent iboende i den offentlige bevidsthed fra tidspunktet for dens begyndelse. I Kina er konfucianismen utopisk i sine grundlæggende forudsætninger, og Mencius og Den Mu er værdige til at stå på niveau med T. More og T. Campanella [222] . A. I. Kobzev demonstrerede et helt andet synspunkt , idet han udtalte, at inden for rammerne af konfucianismen blev "fuldgyldige" social-utopiske værker aldrig skabt [223] . Skabelsen af en radikal samfundsteori forudsætter en tilstrækkelig grad af løsrivelse af dens skaber fra "dagens emner". I den europæiske kultur blev denne "løsrivelse" opnået ved anerkendelsen af den menneskelige eksistens transcendente præmisser - i form af filosofisk idealisme eller kristen teologi. Anerkendelsen af det transcendentale væsen i form af idéverdenen eller Guds rige førte uundgåeligt til vurderingen af det konkrete sociale væsen som den laveste virkelighed, hvilket skabte et kritisk potentiale. For øjnene af enhver tænker var i det kristne Europa billedet af en alternativ social struktur, der altid hævdede at have den højeste aksiologiske status og transcendentale essens, det vil sige billedet af kirken som Kristi mystiske Legeme eller Guds By. . "I det traditionelle Kina var alle ovennævnte faktorer fraværende ..." [224]

Den hollandske litteraturforsker og sinolog Douwe Fokkema offentliggjorde den første sammenlignende undersøgelse af utopisk litteratur i Kina og vestlig kultur i 2011. Dannelsen af utopi-genren lettes af krisen, overgangstilstanden i kulturen, hvis standard er det europæiske 16. århundrede og senere oplysningstiden og den franske revolution. For Kina udbrød en sammenlignelig krise i det 19. århundrede: fremmede magters aggression (" Opiumskrigene "), Taiping-oprøret og inkonsekvente reformforsøg . Intensiveringen af utopisk tænkning blev lettet af politiske ændringer og en ændring i kulturelle orienteringer [225] . Ifølge D. Fokkema udviklede de europæiske og kinesiske traditioner for utopisk litteratur sig i modsatte retninger. Indtil det 19. århundrede var der ingen omfattende politiske og administrative projekter i Kina, og kinesiske forfattere forsøgte ikke at finde alternativer til konfucianismens officielle ideologi. Standarden for traditionel kinesisk utopi er "ferskenforåret": Kinesiske forfattere søgte at genoprette oldtidens ideelle enkelhed. Utopiske projekter af en ny type dukkede op i Kina efter 1890 takket være Kang Youwei , Liang Qichao , Yan Fu og andre. I denne periode omfavnede førende kinesiske ideologer socialdarwinisme , amerikansk pragmatisme og marxisme . Inden for fiktion førte udviklingen af indbyrdes uforenelige og konkurrerende ideologier til fremkomsten, først og fremmest, af dystopisk satire. Noter om en katteby af Lao. Hun demonstrerer tydeligt både Swifts indflydelse og den politiske praksis i Kina på det tidspunkt [226] . Et eksempel på en klassisk utopi i europæisk stil var Lin Yutangs Future Perspective (遠景, 1955; udgivet på engelsk som The Unexpected island ) [227] . Yderligere, på grund af politiske omvæltninger , blev udviklingen af genren afbrudt. Under Kinas åbnings- og reformpolitik i 1980'erne blev dystopisk fiktion ( Wang Shuo , Su Tong ) fortsat brugt til det samme formål at kritisere det eksisterende regime. Kinesiske intellektuelle er meget opmærksomme på bruddet med den traditionelle diskurs om ikke-fremmedgørelse af det menneskelige samfund fra naturen [228] . Fokkema hævdede, at der i anden halvdel af det 20. århundrede slet ikke blev produceret "eutopisk" litteratur i Kina [227] . Ikke desto mindre sagde D. Fokkema under henvisning til Leklezio , at den moderne æra er den mest velegnede til at skrive utopier, som kan tjene som en slags "fyrtårne i tågen" [229] .

Kommentarer

↑ George Klosko ( University of Virginia ), der argumenterede med K. Popper om spørgsmålet om Platons "utopisme", hævdede, at en teori kaldes utopisk, hvis dens forfatter: a) ikke havde til hensigt at den skulle implementeres, b) ikke anså for reel hindringer for måder at implementere deres model på, og c) det er højst usandsynligt, at denne model kunne implementeres. Fra D. Kloskos synspunkt var Platon sikker på implementeringen af sin model, og overvejede også ganske rationelt mulige hindringer for dens implementering og var sikker på, at de kunne overvindes [17] . I betragtning af de samme argumenter kom Yu. P. Mikhalenko til den konklusion, at krisen i det antikke demokrati fik tænkere til at søge efter nye former for social struktur og politisk magt, og Platons dialoger "Stat", " Politiker ", " Love " var en forsøge at besvare disse spørgsmål. Imidlertid var offentlige sympatier i stigende grad tilbøjelige til den monarkiske idé "eller ønskeligheden af at overdrage nødbeføjelser til en fremragende personlighed som Alcibiades , Agesilaus , Epaminondas ". Xenophon vendte sig mod søgen efter billedet af en ideel statsmand , og hans værker " Agesilaus " og " Cyropaedia " er tættere på et kunstværk end på et historisk [18] .
↑ En moderne udgave af Encyclopædia Britannica siger også, at begreberne utopi og utopisme betegner " visionær reform " [24] .
↑ I adfærdspsykologi er dette valget af en af tre typer af forsvar, bestemt både af faktoren i det sociale miljø og af personligt temperament.
↑ Fernando Ainza specificerede, at projektionen af utopiske billeder ind i fremtiden er forbundet med Morelli - hans "Basiliade" (1753) og "Code of Nature" (1755) [68] .
↑ F. Ainsa gav følgende eksempler: Ikaria , New Harmony , Free Colony , Farmers' Valley og mange andre [89] . For en systematisk liste over de mest berømte eller betydningsfulde utopiske samfund i USA, se Morris og Cross [90] .
↑ Fredric Jamieson bemærkede i denne sammenhæng det unikke ved "Walden den anden". Denne utopi var optimistisk og indeholdt ærlig sympati for den sovjetiske model for socialisme; årsagen var, at romanen blev skrevet før begyndelsen af den kolde krig [9] .
↑ Ifølge F. Manuel hørte utopiske eksperimenter til området for græsk filosofisk utopi. Hvis de arkitektoniske fantasier om den ideelle by overlevede antikkens fald ( Vitruvius ), er det sværere at sige, hvor vellykkede eksperimenterne med at organisere den ideelle polis var . Imidlertid er de pythagoræiske samfund i Magna Graecia , Ouranopolis , organiseret af Alexarchus , bror til Cassander , kendt fra kilder omkring 300 f.Kr. e. og Platonopolis-projektet, foreslået af Plotinus til kejser Gallienus [105] .
↑ For genoptryk og oversættelser af afhandlingen og litteraturen, se webstedet Monumenta Germaniae Historica . (ubestemt)
↑ En italiensk oversættelse af Morovs Utopia udkom i Venedig, redigeret af Ortensio Landi og Anton Francesco Doni , og havde titlen La Republica nuovamente ritrovata del governo dell'isola Eutopia ("Genopdaget republik, der styrer øen Eutopia") [117] .
↑ Den anden bog - faktisk en beskrivelse af øen Utopia - som tekststudier har vist, blev skrevet først [118] .
↑ Romanens titel bør oversættes til russisk som "Venter på, hvad der er blevet til virkelighed", da kombinationen af at se tilbage er en neologisme dannet af at se frem - "at se frem til, forudse". I Rusland blev romanen udgivet under titlerne The Future Century (1891, oversat af L. Gay), After 100 Years (1891, oversat af O. Zinin) osv. [154]

Noter

↑ Ordbog over fremmede ord. - M .: " Russisk sprog ", 1989. - 624 s. ISBN 5-200-00408-8
↑ Batalov, 1989 , s. 9-10.
↑ Lukas Perny. Utopisti. Vizionári sveta budúcnosti: Dejiny utópií a utopizmu . — Matica slovenská, 2020-08-01. - 390 s. - ISBN 978-80-8128-257-7 . Arkiveret 30. marts 2021 på Wayback Machine
↑ Gilenson, 1972 .
↑ 1 2 Claeys, 2010 , KM Roemer. Paradis transformeret: varianter af utopier fra det nittende århundrede, s. 79.
↑ Gritsanov, 2003 , s. 1073-1074.
↑ 1 2 Arab-Ogly, 2010 , s. 152.
↑ FIE, 1983 , s. 710.
↑ 12 Jameson , 2005 , s. 193-194.
↑ Geller M. , Nekrich A. Utopia ved magten. — M.: MIK, 2000. — 856 s. - ISBN 5-87902-020-7 .
↑ Batalov, 1989 , s. 9.
↑ Martynov, 2009 , s. 154.
↑ Sargent, 2005 , s. 2403, 2405.
↑ Claeys, 2010 , s. fire.
↑ Martynov, 2009 .
↑ Lektorsky, 1996 , Chertkova E. L. De særlige forhold ved utopisk bevidsthed og problemet med idealet, s. 157-158.
↑ Klosko G. Udviklingen af Platons politiske teori. - N. Y. : Methuen, 1986. - S. 177. - XVIII, 263 s. — ISBN 0416386709 .
↑ Mikhalenko Yu. P. Platons politiske ideal i sammenhæng med den virkelige historie. - M. : IF RAS , 2003. - S. 92, 97. - 207 s. — ISBN 5-201-02144-1 .
↑ Claeys, 2010 , s. 5-6.
↑ 12 Sargent , 2005 , s. 2405.
↑ Lektorsky, 1996 , Chertkova E. L. De særlige forhold ved utopisk bevidsthed og problemet med idealet, s. 156-187.
↑ Chertkova, 2010 , s. 151.
↑ Lektorsky, 1996 , Chertkova E. L. De særlige forhold ved utopisk bevidsthed og problemet med idealet, s. 157.
↑ The New Encylopædia Britannica. Den 15. udg. Mikropædi. — Bd. 12. - Chicago [etc.], 1997. - S. 220-221.
↑ Morris, Kross, 2004 , s. XXI.
↑ Morris, Kross, 2004 , s. XXII.
↑ Morris, Kross, 2004 , s. XXIII-XXIV.
↑ Sudre A. Kommunismens historie. - Skt. Petersborg: N. Neklyudov trykkeri, 1870. - 471 s.
↑ Mohl, Rvon. Die Staatromane. Ein Beitrag zur Litteraturegeschichte der Staatwissenschaften // Zeitschrift für die gesammte Staatwissenschaft. - Tübingen, 1845. - Bd. 2. - S. 24-74.
↑ Kleinwächter F. Die Staatromane. Ein Beitrag zur Lehre von Communismus und Socialismus. - Wien: M. Breitenstein, 1891. - 154 S.
↑ Svyatlovsky, 1923 .
↑ Manuel, 1997 , s. ti.
↑ 1 2 Manuel, 1997 , s. elleve.
↑ 1 2 Manuel, 1997 , s. 13.
↑ Kumar, 1991 .
↑ Kumar, Bann, 1993 .
↑ Vieira, Marder, 2012 .
↑ Parrinder, 2015 .
↑ Paniotova, 2004 , s. 19.
↑ Bould, 2009 , Alcena Madeline, Davis Rogan. Utopiske studier, s. 308-309.
↑ Steckli, 1993 , s. 260.
↑ 12 Sargent , 2005 , s. 2407.
↑ 1 2 Shatsky, 1990 , s. 40.
↑ Shatsky, 1990 , s. 39.
↑ Shatsky, 1990 , s. 41-42.
↑ Shatsky, 1990 , s. 42-43.
↑ Steckli, 1993 , s. 9-10.
↑ Gorfunkel A. Mor, Thomas // Philosophical Encyclopedia: i 5 bind / kapitler. udg. F. V. Konstantinov . - M . : Soviet Encyclopedia , 1964. - T. 3: Kommunisme - Videnskab. - S. 497. - 584 s.
↑ Muravyov V.S. Mor, Thomas // Great Soviet Encyclopedia / Ch. udg. A. M. Prokhorov . - Ed. 3. - M . : Soviet Encyclopedia, 1974. - T. 16: Moesia - Morshansk. - S. 557. - 615 s. - Stb. 1659.
↑ Steckli, 1993 , s. 3.
↑ 1 2 Steckli, 1993 , s. fire.
↑ Paniotova, 2004 , s. 39-40.
↑ Paniotova, 2004 , s. 44.
↑ Paniotova, 2004 , s. 45.
↑ 1 2 3 Sargent, 2005 , s. 2406.
↑ Manheim, 1994 , A. N. Malinkin. Om Carl Manheim, s. 672-673.
↑ Ivanov, 2015 , s. 5.
↑ Marcuse, 2004 , s. atten.
↑ Shea, 1982 , s. 210-211.
↑ Shatsky, 1990 , s. 149-150.
↑ Ivanov, 2015 , s. 22.
↑ Manheim, 1994 , s. 180-185.
↑ Ivanov, 2015 , s. 23-24.
↑ Shea, 1982 , s. 208-209.
↑ Tillich P. Kulturteologi // Udvalgt. Kulturteologi / Pr. fra engelsk. O. V. Borovoy, V. V. Rymkevich, T. E. Savitskaya. - M . : Advokat, 1995. - S. 300-310. - 480 s. — ISBN 5-7357-0021-9 .
↑ Baiteeva M.V., Kalimonov I.K. Begrebet "fortidens fremtid" af den tyske historiker Reinhart Koselleck . Hentet 12. maj 2018. Arkiveret fra originalen 7. juli 2012. (ubestemt)
↑ 1 2 Koselleck, 2002 , s. 84.
↑ Ainsa, 1999 , s. 43.
↑ Koselleck, 2002 , s. 87-88.
↑ Koselleck, 2002 , s. 88.
↑ Koselleck, 2002 , s. 91.
↑ Koselleck, 2002 , s. 92.
↑ Koselleck, 2002 , s. 92-93.
↑ Koselleck, 2002 , s. 98.
↑ Rosanvallon, 2007 , s. 25.
↑ 1 2 Rosanvallon, 2007 , s. 26.
↑ Rosanvallon, 2007 , s. 27.
↑ Rosanvallon, 2007 , s. 29.
↑ Rosanvallon, 2007 , s. tredive.
↑ 1 2 Rosanvallon, 2007 , s. 32.
↑ Ainsa, 1999 , s. 124.
↑ 1 2 Martynov, 2016 , s. 245.
↑ Paul H. Douglas. Boganmeldelser Nowhere Was Somewhere: How History Makes Utopias and How Utopias Make History. Arthur E. Morgan // Journal of Political Economy. - 1947. - Bd. 55, nr. 4. - S. 389.
↑ HW Donner. Anmeldt arbejde: Nowhere Was Somewhere. Hvordan historie skaber utopier og hvordan utopier skaber historie af Arthur E. Morgan : [ ark. 4. november 2018 ] // The Review of English Studies. - 1949. - Bd. 25, nr. 99. - S. 259-261.
↑ Jameson, 2005 , s. 24.
↑ Jean Baudrillard. Amerika : [ fr. ] : [ bue. 23. juni 2018 ]. - P. : Editions Grasset & Fasquelle, 1986. - 252 s. — ISBN 2-246-34281-X .
↑ Ainsa, 1999 , s. 128.
↑ Ainsa, 1999 , s. 129.
↑ 1 2 Ainsa, 1999 , s. 163.
↑ Morris, Kross, 2004 , s. 108-109, 143-144, 146, 156-157, 237, 273-274.
↑ Ainsa, 1999 , s. 165.
↑ Ainsa, 1999 , s. 171.
↑ Shatsky, 1990 , V. A. Chalikova. Efterord, s. 440.
↑ Shatsky, 1990 , s. 180-183.
↑ Shatsky, 1990 , s. 184-185.
↑ Fitting, 1998 , s. fjorten.
↑ Ainsa, 1999 , s. 187.
↑ 1 2 Kyle A. Wiggins. Futures of Negation: Jameson's Archaeologies of the Future og utopisk science fiction . ProjectMUSE . Hentet 16. maj 2018. Arkiveret fra originalen 2. juni 2018. (ubestemt)
↑ RE Ashcroft. American Biofutures: Ideology and Utopia in the Fukuyama/Stock Debate // Journal of Medical Ethics. - 2003. - Bd. 29, nr. 1. - S. 59-62.
↑ Manuel, 1997 , s. 15-16.
↑ Manuel, 1997 , s. 64.
↑ Chernyshov, 1992 , s. 53-54.
↑ Pelman R. Oldtidens kommunismes og socialismes historie // Den europæiske kulturs generelle historie. T. 2. Sankt Petersborg, 1910.
↑ Chernyshov, 1992 , s. 61-62.
↑ 1 2 Manuel, 1997 , s. 65.
↑ Chernyshov, 1992 , s. 64-65.
↑ Manuel, 1997 , s. 37-39, 46-48.
↑ The Oxford Dictionary of Byzantium : [ eng. ] : i 3 bind. /udg. af Dr. Alexander Kazhdan . - N.Y .; oxf. : Oxford University Press , 1991. - S. 2147. - ISBN 0-19-504652-8 .
↑ Manuel, 1997 , s. 48-51.
↑ Manuel, 1997 , s. 56-58.
↑ D. V. Smirnov. Joachim Florsky : [ arch. 30. november 2019 ] // Orthodox Encyclopedia . - T. 25. - S. 224-246.
↑ Manuel, 1997 , s. 58-59.
↑ Manuel, 1997 , s. 104-105.
↑ Manuel, 1997 , s. 106-107.
↑ Fabio Pagani. Niketas Siniossoglou, Radical Platonism in Byzantium: Illumination and Utopia in Gemistos Plethon. Cambridge klassiske studier. Cambridge; New York: Cambridge University Press, 2011. S. xvi, 454. ISBN 9781107013032 . Bryn Mawr Classical Review (BMCR). Hentet 30. maj 2018. Arkiveret fra originalen 14. april 2018. (ubestemt)
↑ Siniossoglou N. Radical Platonism in Byzans: Illumination and Utopia in Gemistos Plethon. - Cambridge University Press, 2011. - S. 22-23. — 454 s. — (Cambridge Classical Studies). — ISBN 978-1-107-01303-2 .
↑ Manuel, 1997 , s. 150.
↑ Jameson, 2005 , s. 22.
↑ Claeys, 2010 , JC Davis. Thomas Mores Utopia : kilder, arv og fortolkning, s. tredive.
↑ Claeys, 2010 , JC Davis. Thomas Mores Utopia : kilder, arv og fortolkning, s. 31.
↑ 12 Jameson , 2005 , s. 28.
↑ Claeys, 2010 , JC Davis. Thomas Mores Utopia : kilder, arv og fortolkning, s. 32.
↑ Jameson, 2005 , s. 25.
↑ Ainsa, 1999 , s. 151-152.
↑ Ainsa, 1999 , s. 152-153.
↑ 1 2 Ainsa, 1999 , s. 154.
↑ Claeys, 2010 , N. Pohl. Utopisme efter mere: renæssancen og oplysningstiden, s. 53-54.
↑ Ainsa, 1999 , s. 155.
↑ Ainsa, 1999 , s. 156.
↑ Svyatlovsky V.V. Jesuitternes kommunistiske stat i Paraguay i det 17. og 18. århundrede : [ arch. 15. juni 2018 ]. - Petrograd: Vejen til viden, 1924.
↑ Ainsa, 1999 , s. 156-157.
↑ 1 2 Claeys, 2010 , N. Pohl. Utopisme efter mere: renæssancen og oplysningstiden, s. 56.
↑ Manuel, 1997 , s. 150-151.
↑ Claeys, 2010 , N. Pohl. Utopisme efter mere: renæssancen og oplysningstiden, s. 57.
↑ Claeys, 2010 , N. Pohl. Utopisme efter mere: renæssancen og oplysningstiden, s. 59.
↑ 1 2 Claeys, 2010 , N. Pohl. Utopisme efter mere: renæssancen og oplysningstiden, s. 60.
↑ Claeys, 2010 , N. Pohl. Utopisme efter mere: renæssancen og oplysningstiden, s. 54-55.
↑ Claeys, 2010 , N. Pohl. Utopisme efter mere: renæssancen og oplysningstiden, s. 55-56.
↑ 1 2 Claeys, 2010 , N. Pohl. Utopisme efter mere: renæssancen og oplysningstiden, s. 61.
↑ Claeys, 2010 , N. Pohl. Utopisme efter mere: renæssancen og oplysningstiden, s. 62-63.
↑ Claeys, 2010 , N. Pohl. Utopisme efter mere: renæssancen og oplysningstiden, s. 63-64.
↑ Claeys, 2010 , N. Pohl. Utopisme efter mere: renæssancen og oplysningstiden, s. 67-68.
↑ Claeys, 2010 , N. Pohl. Utopisme efter mere: renæssancen og oplysningstiden, s. 68-69.
↑ Claeys, 2010 , KM Roemer. Paradis transformeret: varianter af utopier fra det nittende århundrede, s. 81.
↑ Claeys, 2010 , KM Roemer. Paradis transformeret: varianter af utopier fra det nittende århundrede, s. 82.
↑ Claeys, 2010 , KM Roemer. Paradis transformeret: varianter af utopier fra det nittende århundrede, s. 83-85.
↑ Manuel, 1997 , s. 581-693.
↑ Claeys, 2010 , KM Roemer. Paradis transformeret: varianter af utopier fra det nittende århundrede, s. 86-87.
↑ Claeys, 2010 , KM Roemer. Paradis transformeret: varianter af utopier fra det nittende århundrede, s. 88.
↑ Claeys, 2010 , KM Roemer. Paradis transformeret: varianter af utopier fra det nittende århundrede, s. 91-92.
↑ Claeys, 2010 , KM Roemer. Paradis transformeret: varianter af utopier fra det nittende århundrede, s. 89-90.
↑ Claeys, 2010 , KM Roemer. Paradis transformeret: varianter af utopier fra det nittende århundrede, s. 91.
↑ Claeys, 2010 , KM Roemer. Paradis transformeret: varianter af utopier fra det nittende århundrede, s. 92.
↑ Martynov, 2016 , s. 246.
↑ Martynov, 2016 , s. 247.
↑ Claeys, 2010 , KM Roemer. Paradis transformeret: varianter af utopier fra det nittende århundrede, s. 93-94.
↑ Claeys, 2010 , KM Roemer. Paradis transformeret: varianter af utopier fra det nittende århundrede, s. 94-95.
↑ Claeys, 2010 , KM Roemer. Paradis transformeret: varianter af utopier fra det nittende århundrede, s. 95-96.
↑ Claeys, 2010 , KM Roemer. Paradis transformeret: varianter af utopier fra det nittende århundrede, s. 97.
↑ Bould, 2009 , Alcena Madeline, Davis Rogan. Utopiske studier, s. 311.
↑ Claeys, 2010 , KM Roemer. Paradis transformeret: varianter af utopier fra det nittende århundrede, s. 98-101.
↑ Claeys, 2010 , G. Claeys. Dystopiens oprindelse: Wells, Huxley og Orwell, s. 110-111.
↑ Claeys, 2010 , G. Claeys. Dystopiens oprindelse: Wells, Huxley og Orwell, s. 108.
↑ Claeys, 2010 , G. Claeys. Dystopiens oprindelse: Wells, Huxley og Orwell, s. 109-110.
↑ Claeys, 2010 , G. Claeys. Dystopiens oprindelse: Wells, Huxley og Orwell, s. 111-112.
↑ Claeys, 2010 , G. Claeys. Dystopiens oprindelse: Wells, Huxley og Orwell, s. 114.
↑ Claeys, 2010 , G. Claeys. Dystopiens oprindelse: Wells, Huxley og Orwell, s. 115-117.
↑ Claeys, 2010 , G. Claeys. Dystopiens oprindelse: Wells, Huxley og Orwell, s. 118-119.
↑ Claeys, 2010 , G. Claeys. Dystopiens oprindelse: Wells, Huxley og Orwell, s. 122-123.
↑ Claeys, 2010 , G. Claeys. Dystopiens oprindelse: Wells, Huxley og Orwell, s. 124-125.
↑ Claeys, 2010 , G. Claeys. Dystopiens oprindelse: Wells, Huxley og Orwell, s. 126-127.
↑ Claeys, 2010 , P. Fiting. Utopia, dystopi og science fiction, s. 136.
↑ Claeys, 2010 , P. Fiting. Utopia, dystopi og science fiction, s. 140.
↑ Claeys, 2010 , P. Fiting. Utopia, dystopi og science fiction, s. 142-143.
↑ Claeys, 2010 , P. Fiting. Utopia, dystopi og science fiction, s. 144-145.
↑ Bould, 2009 , Alcena Madeline, Davis Rogan. Utopiske studier, s. 312-313.
↑ Claeys, 2010 , P. Fiting. Utopia, dystopi og science fiction, s. 148.
↑ Claeys, 2010 , P. Fiting. Utopia, dystopi og science fiction, s. 150.
↑ Claeys, 2010 , P. Fiting. Utopia, dystopi og science fiction, s. 151.
↑ Bould, 2009 , Alcena Madeline, Davis Rogan. Utopiske studier, s. 314-315.
↑ Kumar, 2010 , s. 550.
↑ Svyatlovsky, 2015 .
↑ Geller, Nike, 2003 , s. 10-11.
↑ Martynov, 2012 , s. 86-87.
↑ Geller, Nike, 2003 , s. femten.
↑ Egorov, 2007 , s. 15, 26.
↑ 1 2 Kovtun, 2014 , s. 12.
↑ Kovtun, 2014 , s. 12-13.
↑ Chalikova, 1991 , s. 3-4.
↑ Kovtun, 2014 , s. 13.
↑ Kovtun, 2014 , s. 13-14.
↑ Kovtun, 2014 , s. fjorten.
↑ Egorov, 2007 , s. 377.
↑ Martynov, 2012 , s. 92.
↑ Russisk projekt, 2014 , s. 394.
↑ Russisk projekt, 2014 , s. 394-395.
↑ Russisk projekt, 2014 , s. 395.
↑ Russisk projekt, 2014 , s. 395-396.
↑ Egorov, 2007 , s. 328-331; 363-365.
↑ Geller, Nike, 2003 , s. 197-198; 211-212.
↑ Russisk projekt, 2014 , A. M. Lobin. Utopisk diskurs i russisk historisk fiktion ved overgangen til det 20.-21. århundrede, s. 369.
↑ Russisk projekt, 2014 , A. M. Lobin. Utopisk diskurs i russisk historisk fiktion ved overgangen til det 20.-21. århundrede, s. 370.
↑ Martynov, 2012 .
↑ Shatsky, 1990 , s. 178-179.
↑ Claeys, 2010 , J. Dutton. "Ikke-vestlige" utopiske traditioner, s. 225.
↑ 1 2 Claeys, 2010 , J. Dutton. "Ikke-vestlige" utopiske traditioner, s. 227.
↑ Sargent, 2005 , s. 2407-2408.
↑ Claeys, 2010 , L.T. Sargent. Koloniale og postkoloniale utopier, s. 215.
↑ Claeys, 2010 , J. Dutton. "Ikke-vestlige" utopiske traditioner, s. 235-236.
↑ Claeys, 2010 , J. Dutton. "Ikke-vestlige" utopiske traditioner, s. 237-238.
↑ Ignatenko A. A. På jagt efter lykke (Socio-politiske synspunkter fra middelalderens arabisk-islamiske filosoffer). - M . : Tanke, 1989. - S. 243. - 254 s. — ISBN 5-244-00019-5 .
↑ Schaer R. Utopia, Rum, Tid, Historie / Overs. af N. Benabid // Utopia: The Search for the Ideal Society in the Western World / Eds. Roland Schaer, Gregory Claeys og Lyman Tower Sargent. - NY-Oxford, 2000. - S. 3.
↑ Claeys, 2010 , J. Dutton. "Ikke-vestlige" utopiske traditioner, s. 228.
↑ Kumar, 1991 , s. ti.
↑ Kumar, 1991 , s. 17.
↑ 12 Kumar , 1991 , s. 19.
↑ Kumar, 1991 , note 29, s. 428.
↑ Zhang, 2005 , s. 173, 177-178.
↑ Zhang, 2005 , s. 182-183.
↑ Zhang, 2005 , s. 188-189, 193.
↑ Claeys, 2010 , J. Dutton. "Ikke-vestlige" utopiske traditioner, s. 229.
↑ Delyusin, Borokh, 1987 , Martynov A.S. Konfuciansk utopi i antikken og middelalderen, s. 10-11, 52.
↑ Delyusin, Borokh, 1987 , Kobzev A.I. Konceptuelle og teoretiske grundlag for den konfucianske sociale utopi, s. 58.
↑ Delyusin, Borokh, 1987 , Kobzev A.I. Konceptuelle og teoretiske grundlag for den konfucianske sociale utopi, s. 59-60.
↑ Fokkema, 2011 , s. 399.
↑ Fokkema, 2011 , s. 404-405.
↑ 1 2 Fokkema, 2011 , s. 408.
↑ Fokkema, 2011 , s. 405-406.
↑ Fokkema, 2011 , s. 410.

Litteratur

Ordbog-encyklopædiske udgaver

Arab-Ogly E. A. Utopia og anti-utopia // New Philosophical Encyclopedia / Preds. videnskabeligt udg. Råd: V. S. Stepin . - M . : Tanke, 2010. - T. IV. - S. 152-154. — 736 s. - ISBN 978-2-244-01119-7 .
Gilenson B. A. Utopia // Kort litterær encyklopædi / Ch. udg. A. A. Surkov . - M . : Soviet Encyclopedia, 1972. - T. 7: "Sovjetisk Ukraine" - Fliaki. - Stb. 853-855. - 1008 stb. - (Encyklopædier. Ordbøger. Opslagsbøger).
Gritsanov A. A. Utopia // Den seneste filosofiske ordbog / Comp. og Ch. videnskabelig udg. A. A. Gritsanov. - Ed. 3., rev. - Minsk: Boghuset, 2003. - S. 1073-1074. - 1280 s. — (Encyklopædiernes verden). — ISBN 985-428-636-3 .
Utopia // Filosofisk encyklopædisk ordbog / Kap. udg. Ilyichev L. F. - M . : Soviet Encyclopedia, 1983. - S. 710. - 839 s.
Chertkova E. L. Social Utopianism // New Philosophical Encyclopedia / Preds. videnskabeligt udg. Råd: V. S. Stepin . - M . : Tanke, 2010. - T. IV. - S. 151-152. — 736 s. - ISBN 978-2-244-01119-7 .
Morris JM og Kross AL Utopismens A til Z. - Lanham: Scarecrow Press, 2004. - 432 s. — (A til Z-guideserien). - ISBN 978-0-8108-6819-9 .
Sargent LT Utopia // New Dictionary of the History of Ideas / redigeret af Maryanne Cline Horowitz. - Thomson Gale, 2005. - Vol. VI. - P. 2403-2409. — ISBN 0-684-31452-5 .

Monografier og artikler på russisk

Ainsa F. Rekonstruktion af utopi: Essay / Prev. Federico Mayora; Om. fra fransk E. Grechanoi, I. Personale; Institut for verdenslitteratur. dem. A. M. Gorky RAS. - M . : Heritage - Udgaver UNESCO, 1999. - 206 s. — ISBN 5-9208-0001-1 .
Batalov E. Ya. I utopiens verden: Fem dialoger om utopi, utopisk bevidsthed og utopiske eksperimenter . - M . : Politizdat, 1989. - 319 s. — ISBN 5-250-00726-0 .
Geller L., Nike M. Utopia i Rusland / Pr. fra fr. I. V. Bulatovsky. - Sankt Petersborg. : Hyperion, 2003. - 312 s. - (Utopia humana. I). - ISBN 5-89332-086-7 .
Gutorov V. A. Gammel social utopi: spørgsmål om historie og teori. - L. : Red. Leningrad Universitet, 1989. - 288 s.
Egorov B. F. Russiske utopier: Historisk guide. - Sankt Petersborg. : Art-SPB, 2007. - 416 s. — ISBN 5-210-01467-3 .
Zhgileva L.A. Studie af fænomenet utopi i det moderne Rusland: en paradigmeanalyse // Bulletin of the Northern (Arctic) Federal University. Serie: Humaniora og Samfundsvidenskab . - 2017. - Nr. 2. - S. 46-57.
Ivanov MV Modsætningen af utopi og ideologi i moderne religiøs bevidsthed : Dis. cand. filosof. Videnskaber. - Sankt Petersborg. , 2015. - 199 s.
Ideal, utopi og kritisk refleksion / Red. udg. V. A. Lektorsky . - M. : ROSSPEN, 1996. - 302 s. - ISBN 5-86004-077-6 .
Kautsky K. Socialismens historie; Forløbere for den nyeste socialisme / Per. med ham. E. K. og I. N. Leontiev. - M . : Akademisk projekt, 2013. - 847 s. — (Begreber). - ISBN 978-5-8291-1200-4 .
Kinesiske sociale utopier / Red. udg. L. P. Delyusin , L. N. Borokh. - M. : Nauka, GRVL, 1987. - 312 s.
Kovtun N. V. Russisk litterær utopi i anden halvdel af det XX århundrede. - Ed. 2. - M. : Flinta, 2014. - 352 s. — ISBN 978-5-9765-2002-8 .
Manheim K. Ideologi og utopi // Vor tids diagnose / Pr. M. I. Levina. - M . : Advokat, 1994. - S. 7-276. - 700 sek. - (Kulturens ansigter). — ISBN 5-7357-0046-4 .
Marcuse G. The End of Utopia // Logos. - 2004. - Nr. 6. - S. 18-23.
Martynov D. E. Til overvejelsen af den semantiske udvikling af begrebet "utopi" // Filosofiens spørgsmål . - 2009. - Nr. 5. - S. 162-171.
Martynov D. E. Russisk felt af utopier: en gennemgang af begyndelsen af det XXI århundrede // International Journal of Cultural Studies. - 2012. - Nr. 4 (9): Russisk utopi. - S. 85-93.
Martynov D. E. To modeller af amerikansk utopi (på eksemplet med værker af E. Bellamy og R. Heinlein) // Uchen. app. Kazan. universitet. Ser. Humanitær. videnskab. - 2016. - T. 158, nr. 1. - S. 244-255.
Morton A. L. Engelsk utopia / Per. O. V. Volkova. - M . : Forlag for udenlandsk litteratur, 1956. - 280 s.
Morshchihina L.A. Klassiske og ikke-klassiske utopier i forbindelse med samfundsfilosofisk forskning: afhandling for graden af kandidat for filosofiske videnskaber (09.00.11) . - Arkhangelsk: Pomor State University, 2004. - 195 s.
Paniotova T. S. Utopia in the Space of the Dialogue of Cultures / Prev. F. Ainsa. - Rostov n/a : Udg. Rostov. Universitet, 2004. - 304 s. — ISBN 5-9275-0243-1 .
Panchenko D. V. Campanella og "Utopia" af Thomas More // History of socialist doctrines: collection of articles. artikler. - 1984. - S. 241-251.
Rosanvallon P. Utopisk kapitalisme. Historien om ideen om markedet / Oversat fra fransk af A. Zaitseva. Videnskabelig udgave, oversættelsesudgave og forord af V. Kaplun. - M . : New Literary Review, 2007. - 256 s. - (Bibliotek for tidsskriftet "Ukrænkelig reserve"). - ISBN 978-5-86793-570-2 .
Russisk projekt om rettelse af verden og kunstnerisk skabelse af det 19.-20. århundrede: saml. monografi / otv. udg. N.V. Kovtun. - 2. udg., slettet. - M. : Flinta, 2014. - 403 s. — ISBN 978-5-9765-1178-1 .
Svyatlovsky VV Katalog over utopier. - M.-Pg. : Gosizdat RSFSR, 1923. - 100 s.
Svyatlovsky V. Russisk utopisk roman: Fantastisk litteratur: Forskning og materialer. Bind II. - Salamandra PVV, 2015. - 108 s. - (Polaris: Travel, Adventure, Science Fiction. Vol. XCIII).
Utopi og utopisk tænkning: En antologi over udenlandsk litteratur : Per. med forskellige lang. / Komp. V. Chalikov . — M .: Fremskridt , 1991. — 405 s. — ISBN 5-01-001592-7 .
Vogt A. Sociale utopier / Per. med ham. N. Storozhenko. - Ed. 2., stereotypisk. - M. : Librokom, 2007. - 188 s. — (Fra den verdensfilosofiske tænknings arv. Socialfilosofi). - ISBN 978-5-397-02585-0 .
Freidenberg O.M. Utopia // Filosofiens spørgsmål. - 1990. - Nr. 5. - S. 141-167.
Frolova IV Begrundelse for utopi: oplevelse af social og filosofisk rekonstruktion. - Ufa: Red. bash. stat Universitet, 2004. - 268 s. — ISBN 5-7477-1052-4 .
Chernyshov Yu. G. Havde romerne en utopi? // Bulletin for oldtidens historie . - 1992. - Nr. 1. - S. 53-72.
Chernyshov Yu. G. Socio-utopiske ideer og myten om "guldalderen" i det gamle Rom: Om 2 timer . - Ed. 2. rev. og yderligere - Novosibirsk: Publishing House of the Novosibirsk University, 1994. - 176 s.
Shadursky M. I. Litterær utopi fra More til Huxley: Problemer med genrepoetik og semiosfære. At finde øen: [] . - M. : Forlaget LKI, 2007. - 160 s. - ISBN 978-5-382-00362-7 .
Shatsky E. Utopia og tradition / Per. fra polsk. K. V. Dushenko , M. I. Lenshina; Tot. udg. og før. V. A. Chalikova . - M . : Fremskridt, 1990. - 456 s. — ISBN 5-01-002046-7 .
Shay I. Om spørgsmålet om fortolkningen af begrebet "utopi" og "utopisk" i moderne borgerlig sociologi // Faktiske problemer med at studere de socialistiske doktriners historie / Red. N.S. Fedorkina . - M . : Manuskript deponeret af INION AN USSR , nr. 10274, 1982. - S. 200-212.
Shtekli A. E. Utopia og socialisme. - M. : Nauka, 1993. - 274 s. — ISBN 5-02-009727-6 .

Monografier og artikler på engelsk

The Cambridge Companion to Utopian Literature / Ed. af Claeys G.. - Cambridge University Press, 2010. - 316 s. — (Cambridge Companions to Literature). — ISBN 978-0521714143 .
Eksistentiel utopi: nye perspektiver på utopisk tankegang / redigeret af Patrícia Vieira og Michael Marder. - N. Y. : Continuum International Publishing Group, 2012. - 172 s. - ISBN 978-0-8264-2072-5 .
Ferns C. Fortæller utopi: ideologi, køn, form i utopisk litteratur. - Liverpool University Press, 1999. - 240 s. — (Liverpool Science Fiction-tekster og -studier (bog 19)). — ISBN 0-85323-594-5 .
Firchow PE Moderne utopiske fiktioner fra HG Wells til Iris Murdoch. — Washington, DC: The Catholic University of America Press, 2007. — 203 s. - ISBN 978-0-8132-1477-1 .
Passende P. Begrebet utopi i Fredric Jamesons arbejde // Utopiske studier. - 1998. - Bd. 9, nr. 2. - S. 8-17.
Fokkema D. Perfect Worlds: Utopian Fiction in China and the West. - Amsterdam University Press, 2011. - 448 s. — ISBN 9789089643506 .
Jameson F. Fremtidens arkæologier. Ønsket kaldet Utopia og andre science fictions. — London, New York: Verso, 2005. — 431 s. — ISBN 1-84467-033-3 .
Koselleck R. Begrebshistoriens praksis: timinghistorie, mellemrumsbegreber / oversat af Todd Samuel Presner, med andre. - Stanford, Californien: Stanford University Press, 2002. - 363 s. — ISBN 0-8047-4022-4 .
Kumar K. Utopia og Anti-Utopia in Modern Times. - L. : Blackwell Pub, 1991. - 512 s. — ISBN 0631167145 .
Kumar K. Enderne på Utopia // Ny litteraturhistorie. - 2010. - Bd. 41, nr. 3. - S. 549-569.
Manuel FE og Manuel FP Utopisk tankegang i den vestlige verden. — Syvende oplag. - Cambridge (Mass.): The Belknap Press of Harvard Univ. Presse, 1997. - 896 s. — ISBN 0-674-93185-8 .
Parrinder P. Utopisk litteratur og videnskab: Fra den videnskabelige revolution til Brave New World and Beyond. - Houndmills, Basingstoke, Hampshire : Palgrave Macmillan, 2015. - 240 s. — ISBN 978-1-349-58001-9 .
Routledge-ledsager til science fiction / redigeret af Mark Bould. — London, New York: Routledge, Taylor & Francis Group, 2009. — 554 s. - (Routledge litteratur ledsagere). — ISBN 0-415-45378-X .
Shadurski, Maxim. Utopia as a World Model: The Boundaries and Borderlands of a Literary Phenomenon = Utopia as a World Model: The Boundaries and Borderlands of a Literary Phenomenon . — Siedlce : Wydawnictwo IKR[i]BL, 2016. — 150 s. — (Opuscula slavica sedlcensia, Tom XII). — ISBN 978-8-364-88457-3 .
Utopias and the Millennium / Redigeret af Krishan Kumar og Stephen Bann. - L. : Reaktion Books Ltd, 1993. - 164 s. - ISBN 0-948462-45-0 .
Zhang Longxi. Den utopiske vision øst og vest // Allegorese: Læsning af kanonisk litteratur øst og vest. - Ithaca, L. : Cornell University Press, 2005. - S. 165-213. — 274 s. — ISBN 0801443695 .

Links

Samling af utopiske tekster på Internet Archive . Internetarkiv . Hentet: 9. maj 2018. (ubestemt)
Nevskij, Boris. Menneskehedens drømme og mareridt. Utopi og dystopi . World of Fantasy (29. marts 2018). Hentet: 9. maj 2018. (ubestemt)
Rybakov V.M. Utopier og ledere . Hentet: 20. november 2013. (ubestemt)
Selskabet for Utopiske Studier (SUS) . Hentet: 9. maj 2018. (ubestemt)
Utopia and Utopianism: Utopian Studies Journal . Hentet: 9. maj 2018. (ubestemt)

Ordbøger og encyklopædier

Flot dansk
Fantastisk catalansk
Stor russer
Brockhaus og Efron
italiensk
Lille Brockhaus og Efron
V. Dahl
Britannica (online)
Katolsk (1997—...)
Universalis
Granatæble

I bibliografiske kataloger
BNF : 119337395 GND : 4041251-9 J9U : 987007531712405171 LCCN : sh85141635 NDL : 00574531 NKC : ph126958

Science fiction
Basale koncepter	Historie Definition solid Blød videnskabelig roman guldalder Spekulativ fiktion Ny bølge
Undergenrer	alternativ historie Dystopi ( russisk ) Apokalyptisk nært syn Bekæmpe Cyberpunk og derivater rumopera space western Sværd og planet Videnskabsfantasi planetarisk post-apokalyptisk Eventyr Social techno fantasy Døende Jord Chrono-fiktion humoristisk
Emner	Fremtid hyperspace udlændinge Første kontakt fremmed invasion Kunstig intelligens Parallelle verdener Tidsrejse ( The Hit ) Robotter sex Terraformning transhumanisme Udvikling
kultur	Konventioner Laboratorie fantasiverden Priser Hugo Tåge Locus fandom Fanzines ISFDB worldcon
Relaterede genrer	Gotisk litteratur Magisk realisme Historie Technothriller Technonoir gyserlitteratur zombie gyser Klassisk gyser Lovecraftiansk gyser Utopia fantasi