Liste over forsvundne film i Rusland (1912)

Et sted i billedet er en trænet guldsmede bogstaveligt talt forbløffet, stående på en rose, uden at tøve, dreje håndtaget på et lille kamera og filme en sommerfugl, der flyver nær. Alt er selvfølgelig filmet i en forstørret form, alt overrasker, fanger med originalitet og nyhed ...

Uenighed hersker i familien til Fedor og Alexandra Kostomarov. Anfisa, Alexandras storesøster, tager ophold i deres hus for at genoprette freden. Men som et resultat er en fatal lidenskab født mellem hende og Kostomarov. Familien er fuldstændig ødelagt, men Fedor finder ikke lykken med Anfisa, elskere plager kun hinanden.

Timan og Reinhardt <...> udgav flere ekstremt interessante film, hvoraf to er særligt interessante - "Anfisa" ifølge manuskriptet af L. Andreev <...> og " Corpse No. 1346 " <...>
Den første af disse film er af interesse på grund af deltagelse i E N. Roshchina-Insarovas centrale rolle og det faktum, at manuskriptet var Andreevs første forsøg på kinematografi.

Nu forstår jeg, at filmen ikke var dårlig. Dens ulempe var mise-en-scenens teatralske karakter. Og denne mangel optrådte ikke, fordi instruktøren blindt fulgte de teatralske love og endnu ikke kendte biografens vigtigste udtryksmidler. Skuespillerne var dengang herre over situationen, og instruktøren var endnu ikke en uafhængig instruktør af skuespillerens præstation foran linsen. Det faktum, at russiske instruktører i nogen tid var afhængige af teatralske skuespilleres scenevaner, forsinkede brugen af ​​medium og nærbilleder, samt brugen af ​​forskellige vinkler <...> under pres fra teatralske skuespillere, de filmede scenen som om den blev udspillet i teatret. Derfor så vi ofte på skærmen en stor sal, i det fjerneste hjørne af hvis små skikkelser flimrede.

Timan, der udvidede sin filmproduktion, ledte efter talentfulde mennesker overalt. Han var den første, der interesserede forfatteren Leonid Andreev i biografen, som genskabte sit skuespil Anfisa specielt til biografen. I begyndelsen af ​​1912 lavede Yakov Protazanov og Giovanni Vitrotti en film af samme navn baseret på den. Senere indrømmede Protazanov, at billedet ikke viste sig at være dårligt, dets eneste ulempe var produktionens overdrevne teatralitet, nogle steder så det ud til, at al handling fandt sted på teaterscenen. Årsagen til dette var, ifølge Protazanov, berømte skuespillere, der med deres autoritet påtvingede filminstruktører deres sædvanlige ideer om teatralsk handling, for første gang i film.
Disse var populære kunstnere fra Maly Theatre - favoritten af ​​hovedstadens teatralske offentlighed V. Roshchina-Insarova og den strålende V. V. Maksimov, der fangede teaterfans i rollerne som en heltelsker.

Han [Maksimov] anser sin deltagelse i filmen "Anfisa" for at være den første bemærkelsesværdige præstation i biografen.

Udseendet af dette billede skærpede interessen for russisk film og bidrog til inddragelsen af ​​kulturelle kræfter i russisk film. <...> Seriøst arbejde blev udført af Leonid Andreev på hans skuespil, idet han erstattede det dialogiske stof i fortællingen med plastikmateriale.

... i denne film afslørede Protazanov på trods af skuespillernes modstand et vedvarende ønske om at opgive teatralske konventioner, hvilket var mærkbart i skuespillernes tilbageholdne bevægelser og gestus, og endnu mere i fragmenteringen af ​​individuelle episoder til montagestykker . <...> Montagen, der fremhæver individuelle karakterer i midterplanen og fikser detaljerne, styrkede den psykologiske udvikling af plottet <...>. ... i Anfisa har vi allerede observeret tricks til at lege med detaljer for følelsesmæssigt at forbedre individuelle scener.

... de bedste præ-revolutionære produktioner af Protazanov, såsom Anfisa, Tidligere liv, Familielykke, Djævelen, Mig og min samvittighed, Spadedronningen, Fader Sergius osv.

Er det muligt fuldt ud at stole på denne tekst af Aleinikov: hvorfor i 1948 sagde han ikke et ord om gennemsnitlige planer, endsige detaljer, og i 1957 huskede han dem pludselig? Det ser ud til, at han afgiver det, han ønsker, som virkelighed. Så på den ene side af vægten - "presset holdt tilbage", som Protazanov skrev om, på den anden - mellemstore planer og detaljer, som Aleinikov taler om. Alligevel vækker instruktørens ord om, at vi i rammen så en stor sal, i hvis hjørne små figurer flimrer, større selvtillid.

Vilna. Biografen "Bronislava" udgav den første film, der blev optaget i denne by - en komedie-anmeldelse "Uden udsmykning" om ondskaben i det lokale liv, udført af kunstnere fra teatre i Vilna.

Larisa er en smuk, men fattig pige. De tager sig af hende, de siger høflighed til hende, men ingen kommer i tanke om at forbinde deres skæbne med hendes liv. Det faldt heller ikke ind for den smukke mester Paratov, som var tilfreds med, at han ikke skjulte sine følelser foran Larisa Dmitrievna, men ... han tænkte selvfølgelig ikke på at gifte sig med hende. Det mente Larisa ikke selv. I sin elsker ville hun først og fremmest se sin mand, og mere end én gang antydede det til Paratov, som drev hende til vanvid, men han forvandlede alt til en joke, og så gik dagene ... Pludselig finder Larisa ud af det at Paratov tager afsted, så er det hele forbi, hun beslutter sig og kæmper med sig selv og prøver at glemme den, der sårede hendes hjerte. Sagen hjælper dette: den officielle Karandyshev, der længe har forgrebet sig på hende, giver hende et tilbud, og hun ... accepterer tilbuddet. Men kort før brylluppet, efter forlovelsen, dukker hendes tidligere idol og hersker over hendes hjerte op i Larisas horisont. Igen kom angstens og uroens dage: hun befandt sig mellem to bål, mellem den, hun selv elskede, og den, der elskede hende. En aften, da gæster samledes i hendes mors hus kort før det planlagte bryllup, begynder Paratov at sejle og tager Larisa med sig. Forgæves leder Karandyshev, rasende af jalousi, efter hende. Larisa kørte afsted ... Men selskabet, der gik på amok, vender tilbage, og den sidste forklaring finder sted mellem Paratov og Larisa. Larisa, plaget af dobbeltheden i hendes position, stiller spørgsmålet lige: er hun hans kone eller ej? Men Paratov, der efter beregning skal giftes, erklærer selvfølgelig ærligt, at hun ikke har noget at regne med. Hvordan torden ramte dette grusomme svar til den stakkels pige. Men det er ikke alt. En anden omstændighed føjet til sorgens bæger. To forretningsmænd, der konstant svævede rundt om Larisa, fornemmede med deres duft, at ulykke havde ramt hende, og da de var bange for at gå glip af muligheden, besluttede de ved hjælp af "toggle" spørgsmålet om, hvem der skulle tage Larisa i besiddelse. Men spørgsmålet forblev uløst ... Larisa, der ikke ønskede at hverken sælge ud eller slavebinde sig selv i ægteskab med den uelskede, udtrykte over for ham al den bitterhed, der kogte i hendes hjerte ... Karandyshev kunne ikke bære fornærmelsen af ​​sin kærlighed og dræbte Larisa med et skud fra en revolver. Så endte livet for en pige, der ikke havde noget at bringe til en elskets hus.

Et af de bedste billeder af "Pate".

Blandt årets værker [1912] [Chardynin] <...> skiller sig ud <...> "Arbejdsbebyggelse" <...> og "Spring Stream" ...

Denne film er væsentligt ringere end "Dowry" og bærer et særligt præg af "fransk og Nizhny Novgorod"

Skæbnen for heltene i filmen "Across the Ocean" er dramatisk. En stor jødisk familie ender i Amerika. Og det hele kom af, at datteren til en velhavende entreprenør Raphael Friedlander Etya ønskede at "blive døbt med en officer" og blev gravid med ham. Foran os er en talentfuld, men merkantil og kynisk violinist Grigory Fidler, der giftede sig med den vanærede Eta for pengenes skyld, den opløselige søster Eti Tsilya osv. De forstår hurtigt: "I Amerika skal du have et sind ... ” Alle slår rod på forskellige måder og med besvær i det nye land, især den gamle mand Raphael Fridlyander, der husker snedækkede vintre i Kremenchug, godmodige og hårdtarbejdende bønder, spænder trojka på sin gård, forbereder "Russian punch" .

Sammenlignet med tidligere film repræsenterer "Zaporozhye Treasure" utvivlsomt et skridt fremad med hensyn til visuel kultur. Kameramand H. Wurm filmede en række landskaber (skov, flodbred, markvej osv.), som er monteret med scener af sange omkring bålet

N. Hoffman skrev senere om optagelsen af ​​filmen: "Kai Ganzen kiggede på mig og sagde6 "Ung, det vil gøre godt" <...> gav mig et blankt ark papir og tilbød at forestille mig en skitse <...> Det lavede en indtryk. Vi prøvede det foran kameraet - testen var vellykket, og jeg blev inviteret til at optræde i film <...> Jeg spillede rollen som en pige, der blev forført af en smuk mand <...> misbrugt og forladt. Min heltinde skyder sig selv <...> en storslået begravelse blev filmet <...> Jeg lå i en kiste. Optagelserne foregik i et studie. Men der var også udendørs optagelser - gåture i en luksuriøs vogn i Petrovsky Park <...> Billedet var en succes hos seeren. Sagen var sat ganske solidt op. Jeg har et godt indtryk af Hansens tankevækkende arbejde.«