Sauramo, Matti Rufus

Matti Rufus Sauramo
Matti Rufus Sauramo
Fødselsdato 17. februar 1889( 17-02-1889 )
Fødselssted Loimaa , Finland
Dødsdato 7. juni 1958 (69 år)( 07-06-1958 )
Et dødssted Helsinki , Finland
Land  Det russiske Rige Finland
 
Videnskabelig sfære Kvartær geologi
Arbejdsplads Helsinki Universitet
Alma Mater Helsinki Universitet
videnskabelig rådgiver Wilhelm Ramsay
Studerende Joachim Donner
Autograf

Sauramo, Matti Rufus [K 1] ( 17. februar 1889 , Loimaa  - 7. juni 1958 , Helsinki ) - finsk geolog , som ydede et væsentligt bidrag til den geologiske forskning i kvartærperioden (inden for geokronologi og pæleogeografi ), er primært kendt som skaberen af ​​de finske varvokronologiske skalaer [2] [3] .

Biografi

Matti Sauramo blev født i 1889 i Loimaa . Begynder studier ved Helsinki Universitet i 1909 . I 1918 sluttede Sauramo sig til den finske geologiske undersøgelse som assisterende geolog. Han modtog sin ph.d.-grad i 1919 . Han har været lektor i geologi siden 1924 , professor siden 1929 og dekan ved Det Matematiske og Naturvidenskabelige Fakultet siden 1939 ved Helsinki Universitet [4] .

Varvokronologisk forskning

Drivkraften til begyndelsen af ​​varvokronologisk forskning i Finland var rapporten læst af Gerhard de Geer i 1914 i Finish Geographical Society , dedikeret til varvokronologisk forskning i Sverige og deres resultater. Mangel på ressourcer forhindrede dette arbejde i at blive sat i gang med det samme. I 1915 organiserede Wilhelm Ramsay på eget initiativ forskning i det sydlige Finland. Feltarbejdet var opdelt i to dele, hvoraf den ene blev overdraget til Matti Sauramo. Samme år blev de foreløbige resultater præsenteret af Ramsay på et møde i det finske geografiske samfund, hvor det blev besluttet at overlade yderligere arbejde til Matti Sauramo og give ham et stipendium.

Allerede som selvstændig forsker i sommeren 1916 og 1917 udførte Sauramo feltarbejde på territoriet fra kysten af ​​Finske Bugt til den indre Salpausselkä højderyg [K 2] . Resultaterne blev offentliggjort i 1918 i værket "Geochronological studies of the late glacial period in southern Finland" [6] [7] . I løbet af denne forskning, i 1917, henvendte Sauramo sig til de Geer med et forslag om at etablere en sammenhæng mellem den svenske og finske varvokronologiske skala ved hjælp af "telekorrelation"-metoden for en række sektioner. Nogle af de af de Geer foreslåede korrespondancer indeholdt væsentlige fejl [K 3] , hvilket fik Sauramo til at forbedre metoderne til barokronologisk forskning.

Efterfølgende kritiserede Sauramo de Geers metode, ifølge hvilken korrespondancen mellem fjerntliggende sektioner kun blev etableret på grundlag af ligheden i relativ tykkelse af flere på hinanden følgende årslag. Til gengæld foreslog han at supplere de Geer-metoden ved at identificere facies i båndet ler baseret på fællesligheden af ​​den litologiske sammensætning og etablere korrespondance mellem fjerntliggende sektioner ved hjælp af klassiske stratigrafimetoder . Således var sammenligning af tykkelsen af ​​de årlige lag først tilladt efter at have fastslået deres tilhørsforhold til samme horisont. På den ene side gjorde en sådan teknik det muligt at opnå et uafhængigt værktøj til at verificere de faktiske kronologiske sammenligninger, for at reducere størrelsen af ​​en mulig fejl og sandsynligheden for en falsk korrelation. På den anden side udelukkede det brugen af ​​teknikken uden for den region, for hvilken de tilsvarende litologiske enheder blev identificeret, så vigtig for de Geer selv. Studiet af litologien af ​​båndet ler gjorde det muligt at drage konklusioner om betingelserne for sedimentation: saltholdighed og dybde af reservoiret, afstand til gletscherfronten, tykkelse og aktivitet af iskappen ved reservoirets grænse [5] [ 9] . I løbet af 1919-1921 udførte Sauramo forskning på et stort område fra Porvoo til Jyväskylä og fra Lohja til Pori . Resultaterne af forskningen blev offentliggjort i monografien "Study of Quarternary banded clays in Southern Finland" , som blev offentliggjort i 1923. Sauramo satte spørgsmålstegn ved muligheden for at etablere en pålidelig sammenhæng mellem de varvokronologiske sjakaler i forskellige regioner (Finland, Sverige, Nordeuropa og Amerika) ved at sammenligne sektioner. Ud over faren for falsk korrelation påpegede han inkonsistensen af ​​antagelsen om synkronismen af ​​fluktuationer i hastigheden af ​​gletsjerens tilbagetrækning over store områder, hvilket blev demonstreret i hans arbejde [10] .

I 1924 besøger Sauramo de baltiske lande for at udføre geokronologisk forskning [9] . I 1925 udførte Sauramo den første varvokronologiske forskning i territorier af den karelske landtange , som på det tidspunkt var en del af Finland [2] . Samme år besøger han Leningrads udkant og påpeger muligheden for at udføre varvokronologisk forskning i dette område [9] .

Resultatet af varvokronologisk forskning var skabelsen af ​​en geokronologisk skala, der dækkede en periode på 2800 år og en beskrivelse af kronologien af ​​indlandsisens tilbagetrækning fra kysten af ​​Finske Bugt til den terminale morænekam i det centrale Finland [11] [2] . En detaljeret kronologi over dannelsen af ​​Salpausselkä-terminalmoræneryggene blev oprettet, relative datoer og amplituder for den første og anden (endelige) nedstigning af den baltiske gletsjersø blev fastlagt [7] .

Paleogeografi af Østersøen

Efter Ramsays død i 1928 fortsatte Sauramo det store arbejde, han havde påbegyndt med at studere de høje kyststrækninger i Finland. I 1934-1939 udgav han en række artikler [K 4] , hvori han generaliserer målinger af 26 kystlinjer, der ligger over havets overflade, varvkronologiske, stratigrafiske, palæontologiske og palynologiske data, hvilket gør det muligt at fastslå deres relative eller absolutte alder [12] [13] . På dette grundlag bygger han en model af Skandinaviens glacioisostatiske løft i den postglaciale periode, som forblev relevant for udseendet af Niels-Alex Mörners værker i 1969 og 1979 [13] .

Sauramo opdagede resterne af brak- og brakvandskiselalger i sedimenterne fra den boreale periode , på grundlag af hvilke han trak konklusioner om behovet for at skelne Echeneis-stadiet [K 5] for hele Østersøbassinet i perioden 9300-8600 år siden [K 6] . Ferskvandssøen Ancylus , efter hans mening, eksisterede således kun for 200-300 år mellem 8600 og 8300 år siden [14] .

I det meste af sin videnskabelige karriere afviste Sauramo, efter sin lærer Ramsay, muligheden for at forbinde Østersøen og Hvidehavet i den postglaciale periode [15] . I slutningen af ​​1940'erne, påvirket af resultaterne af Karl Mölder (1944) og senere af Ebba de Geer (1953), ændrede han mening. I værkerne fra 1947, 1954 og 1958 postulerer Sauramo Østersø-Hvidehavsforbindelsen i form af et kortvarigt smalt stræde gennem Ladoga- og Onega - søerne i begyndelsen af ​​Allerod [16] [17] [18] .

Andre værker

I 1928 udgav Sauramo værket "On the relation of eskers to elevated beaches" , hvor han argumenterede med Iivari Leiviske , hvor han forsvarer gyldigheden af ​​de Geers deltateori om eskernes oprindelse , og også etablerer genetiske forbindelser mellem osses. , marginale fluvioglaciale deltaer og afhængigheden af ​​disse og andre fra niveauet af det nær-glaciale reservoir [19] .

I 1929 udgav Sauramo monografien "Finlands kvaternære geologi" , der opsummerer forståelsen af ​​Finlands geologiske historie siden begyndelsen af ​​deglaciationen [20] .

Sauramo deltog i arbejdet i statens videnskabelige østkarelske komité . I sommeren 1942 foretog han en ekspedition til det besatte område af USSR i nærheden af ​​Petrozavodsk , hvor han udførte geologisk forskning, hvis resultat var et værk [21] dedikeret til Onegas geologiske historie i Onegasøen. Sen istid [22] .

I 1958 udgav Sauramo den afsluttende monografi "Historien om Østersøen" med et bind på mere end 500 sider.

Betydning i videnskabens historie

På nuværende tidspunkt er Sauramo bedst kendt for sit arbejde med skabelsen af ​​den finske kronologiske skala. Relative estimater af kronologien for deglaciation, dannelsen af ​​Salpausselk-terminalmoræneryggene og nedstigningen af ​​Baltic Glacial Lake har ikke mistet deres relevans og bliver fortsat brugt i moderne værker [23] [24] [K 7] .

I midten af ​​det 20. århundrede blev Matti Sauramo betragtet som en af ​​de mest autoritative specialister i geokronologi og palæogeografi af Østersøen i kvartærområdet [26] . Til dato er Sauramos værker om Østersøens palæogeografi forældede og indeholder en række fejlagtige udsagn.

Anerkendelse og priser

Medlemskab af organisationer:

Proceedings

Kommentarer

  1. ↑ I nogle kilder er der en translitteration af Zauramo [1]
  2. ↑ Feltundersøgelser blev udført på ruter fra Porvoo til Hämeenlinna og fra Lovisa til Heinol [6]
  3. ↑ Sauramo udvalgte adskillige sektioner, og forholdet mellem hvilke blev pålideligt etableret af ham i løbet af hans egen forskning. De Geer modtog kun bånd, hvorpå sektionsprofilen var kopieret, uden tilskrivning. Forbindelser med den svenske skala blev fundet for 5 ud af 7 sektioner, men forholdet mellem snittenes alder opnået af de Geer på grundlag af den svenske skala svarede ikke til Sauramos egne data [8]
  4. ↑ "Østersøens senkvartære historie" (1934), "Systemet med senglaciale strande i det sydlige Finland" (1937), "Fra en undersøgelse af Østersøens historie" (1939) "Landstigningsmåden i Fennoskandia i den sene kvartærtid" (1939)
  5. ↑ Sauramo brugte navnet "Rabdonema" i sit tidlige arbejde.
  6. ↑ I øjeblikket er dette koncept anerkendt som uholdbart, kiselalger opdaget af Saramo, ligesom andre lignende fund, er genaflejrede sedimenter fra det interglaciale Emshavet [14]
  7. ↑ En revision af Sauramo-dataene, der øgede Salpausselk I's alder med 240 år, blev foreslået i 1971 af Jouko Nimela [24] [25]

Noter

  1. ↑ Edelstein Ya.S. Grundlæggende om geomorfologi . - M. - L .: Gosgeolizdat, 1947. Arkiveret kopi af 6. januar 2017 på Wayback Machine Arkiveret kopi (utilgængeligt link) . Dato for adgang: 31. januar 2016. Arkiveret fra originalen 6. januar 2017. 
  2. ↑ 1 2 3 Hang T. , Subetto D.A. , Krasnov I.I. Nye varvokronologiske data for det nordvestlige Rusland  // News of the Russian Geographical Society. - 2000. - T. 132 , no. 6 . - S. 37-42 . Arkiveret fra originalen den 4. marts 2016.
  3. ↑ Gerasimov I.P. , Markov K.K. Kvartærgeologi (Kvartærtidens paleogeografi). - M. , 1939.
  4. ↑ Sauramo, 1942 .
  5. ↑ 12 Sauramo , 1923 .
  6. ↑ 12 Sauramo , 1918 .
  7. ↑ 1 2 Niemelä, J. Die quartäre Stratigraphie von Tonablagerungen und der Rückzug des Inlandeises zwischen Helsinki und Hämeelinna in Südfinnland  (tysk) . - Otaniemi, 1972. - 79 s. — (Finlands geologiske undersøgelse, Bulletin 253).
  8. ↑ Sauramo, 1918 , S. 33-35.
  9. ↑ 1 2 3 Markov K. K. Studie af båndet ler fra et geokronologisk synspunkt  // Priroda. - 1927. - Nr. 9 . - S. 679-696 . Arkiveret fra originalen den 11. juli 2019.
  10. ↑ Sauramo, 1923 , s. 168.
  11. ↑ Sauramo, 1929 , s. 52.
  12. ↑ Sauramo, 1934 , S. 29-30.
  13. ↑ 1 2 Emery, KO , Aubrey, DG Glacial rebound og relative havniveauer i Europa fra tidevandsmålinger.  (engelsk)  // Tektonofysik: Tidsskrift. - Elsiver, 1985. - Vol. 120.
  14. ↑ 1 2 Kessel H. , Raukas A. Stratigrafiske rang- og aldersgrænser for Echeneis-aflejringer  // Proceedings of the Academy of Sciences of the Estonian SSR. Geologi. : magasin. - Tallinn: Tidsskrifter, 1988. - T. 37 , no. 1 . - S. 26-35 . — ISSN 0201-8136 .
  15. ↑ Biske G.S. Karelens kvartære aflejringer og geomorfologi . - Petrozavodsk, 1959. Arkiveret 5. marts 2016 på Wayback Machine
  16. ↑ Segerstråle SG Om indvandringen af ​​de glaciale relikvier i Nordeuropa, med bemærkninger om deres forhistorie. - Helsinfors, 1957. - S. 25. - 117 s.
  17. ↑ Apukhtin N.I. , Ekman I.M. , Yakovleva S.V. Nye beviser for eksistensen af ​​det senglaciale Hvide Hav-Østersøstrædet på Onega-Ladoga Isthmus  // Baltica. - Vilnos, 1965. - S. 94 - 114. Arkiveret 4. marts 2016.
  18. ↑ Lavrova M.A. , Ladyshkina T.E. Om spørgsmålet om den senglaciale Østersø-Hvidehavsforbindelse  // Baltica. - Vilnos, 1965. - S. 71-97. Arkiveret fra originalen den 4. marts 2016.
  19. ↑ Sauramo, 1928 .
  20. ↑ Sauramo, 1929 .
  21. ↑ Sauramo, 1944 .
  22. ↑ Helama, S. Professori Matti Sauramo Äänislinnassa  (fin.)  // Geologi : Journal. - 2012. - Bd. 64(2). - S. 28-38. — ISSN 0046-5720 . Arkiveret fra originalen den 4. marts 2016.
  23. ↑ Rinterknecht, VR , Clark, PU , ​​Raisbeck, GM , Yiou, F. , Brook, EG , Tschudi, S. , Lunkka, JP Cosmogenic 10 Vær dating af Salpausselka I-morænen i det sydvestlige Finland  //  Quaternary Science Reviews. - 2004. - S. 2283-2289. Arkiveret fra originalen den 24. september 2015.
  24. ↑ 1 2 Donner, J. Salpausselka-morænernes yngre Dryas-alder i Finland  //  Bulletin of the Geological Society of Finland: samling. - Kvartærforskning, 2010. - S. 69 - 80. Arkiveret fra originalen 2. april 2015.
  25. ↑ Rainio, H. Salpausselka-endemorænerne i Finland . - Espoo: Finlands geologiske undersøgelse, 1998. - S. 6. - 11 s. Arkiveret 9. februar 2015 på Wayback Machine
  26. ↑ Finland // Ulyanovsk - Frankfort. - M .  : Soviet Encyclopedia, 1977. - ( Great Soviet Encyclopedia  : [i 30 bind]  / chefredaktør A. M. Prokhorov  ; 1969-1978, bind 27).
  27. ↑ Virkkala, 1986 .
  28. ↑ Ehrenmitgliedschaft 1951 an Matti Sauramo  (tysk)  (link ikke tilgængeligt) . http://www.gv.de/ . Hentet 12. december 2015. Arkiveret fra originalen 8. juli 2016.
  29. ↑ Leopoldina: liste over medlemmer  (eng.) . http://www.leopoldina.org . Leopoldina . Hentet 14. november 2015. Arkiveret fra originalen 5. marts 2016.

Litteratur