Saltykov, Pyotr Dmitrievich

Den aktuelle version af siden er endnu ikke blevet gennemgået af erfarne bidragydere og kan afvige væsentligt fra den version , der blev gennemgået den 6. marts 2020; checks kræver 9 redigeringer .
Pjotr ​​Dmitrievich Saltykov
Fødselsdato 1804 [1]
Dødsdato 24. februar 1889( 24-02-1889 )
Et dødssted
Land
Beskæftigelse samler
Far Dmitry Nikolaevich Saltykov [d]
Mor Anna Nikolaevna Leontieva [d]
Ægtefælle Vera Fedorovna Stempkovskaya [d]
Børn Dmitry Petrovich Saltykov [d]
 Mediefiler på Wikimedia Commons

Hans fredfyldte Højhed Prins Peter Dmitrievich Saltykov ( Pierre Soltikoff ; 1804-1889) er en af ​​de største europæiske samlere i det 19. århundrede [2] . Barnebarn af N. I. Saltykov , bror til A. D. Saltykov .

Biografi

Han blev født i familien af ​​prins Dmitry Nikolayevich Saltykov , som på grund af medfødt blindhed var ude af stand til forretning og service, og hans kone Anna, datter af fabulisten N. V. Leontiev . Efter sin mors død blev hans 13-årige ældre bror Ivan (1797-1832) faktisk familiens overhoved. Efterfølgende tilstod prins Peter i et brev til sin bror:

Du er ikke kun min ven, du er min rigtige far. Jeg skylder dig alt. Alt hvad jeg har, alt hvad jeg ved, alt er fra dig. Du tjente min formue, du lærte mig at ræsonnere og være glad. Jeg kan ikke sige, men jeg føler.

Han blev løsladt fra Corps of Pages til Hendes Majestæts Life Cuirassier Regiment , hvorfra han snart blev overført til Husarregimentet , hvor hans brødre gjorde tjeneste [3] . Den 30. januar 1826 giftede han sig med sin anden kusine Vera Fedorovna Stempkovskaya (d. 1838), for hvem hendes bedstefar, den tidligere Moskva-generalguvernør Yu. V. Dolgorukov , gav en medgift på 3.000 sjæle.

Efter sin fars død anmodede Pyotr Saltykov (01/05/1827) om fratræden "på grund af hjemlige omstændigheder", selvom han fortsat var opført i den offentlige tjeneste som kollegial assessor. Saltykov-familien slog sig ned i nærheden af ​​Den Røde Bro i hans kones hus (67, Moika Embankment). I disse lykkelige år fik de to sønner og en datter.

Efter at have været enke foretrak Saltykov at bo i udlandet, hvor han havde mange venner, og i 1840 flyttede han endelig til Paris . Ved at dele ærbødigheden for gotisk kunst , der er karakteristisk for romantikken , helligede Saltykov sig udelukkende til at samle mesterværker af middelalderkunst. I slutningen af ​​1850'erne. hans samling af middelalderlige vesteuropæiske oldsager var uden sidestykke i Europa. To palæer i centrum af den franske hovedstad blev tilpasset til at rumme det.

Saltykovs samling bestod af glasvarer og elfenben, våben, ure og manuskripter [4] . Ikke den sidste plads i den var besat af våben og militær rustning, delvist arvet fra brødrene Ivan og Alexei . Kataloget over ure fra det 16.-17. århundrede er berømt blandt korologer. fra samlingen af ​​Saltykov, udgivet i 1858 [5] .

I 1861 gik prins Saltykov konkurs og blev tvunget til at begynde at sælge sin samling. Der blev budt i Druot-huset i fire uger. I alt gik 1109 genstande under hammeren. Samlingen af ​​vesteuropæiske våben blev erhvervet af kejser Napoleon III , og de østlige våben blev erhvervet af bankmanden Baron Cellier, som straks videresolgte det til kejser Alexander II for at genopbygge Tsarskoye Selo-arsenalet (nu i Eremitagen ). De mest sjældne og dyreste udstillinger gik til England, hvor de dannede grundlaget for den middelalderlige samling af Victoria and Albert Museum , der blev skabt . En masse værdifulde genstande var i stand til at forløse Saltykovs parisiske ven , A.P. Bazilevsky .

Ruineret og skuffet kom "samlerprinsen", som de franske avisfolk kaldte ham, til sit hjemland, til familiens ejendom Nikolsko-Arkhangelskoye [3] . Efterfølgende opstod landsbyen Saltykovka på Saltykovsky-landene i Moskva-regionen . I anden halvdel af 1860'erne vendte prins Saltykov tilbage til Paris, hvor han den 1. juli 1868 giftede sig med den 46-årige grevindejomfru Henriette Dufourc d'Hargeville ( Henriette Charlotte Dufourc d'Hargeville ) [6] .

I 1873 købte parret ejendommen Grousset nær Paris [7] . Prins Saltykov nåede en ekstremt fremskreden alder. I sine faldende år boede han i lang tid sammen med sin ældste søn i Londons Mayfair , i et hus på Curzon Street 41. Han døde i Paris den 24. februar 1889 og blev begravet på Montmartre Cemetery . Prinsesse Saltykova overlevede ham med et år.

Børn

I sit første ægteskab fik prins Peter Dmitrievich børn:

Noter

  1. ↑ RKDartists  (hollandsk)
  2. ↑ Prins Peter Soltykoff - Victoria and Albert Museum . Dato for adgang: 15. januar 2017. Arkiveret fra originalen 18. januar 2017.
  3. ↑ 1 2 Bibliotek af Bestuzhev-kurser. Foreløbige materialer. Klanen af ​​de mest fremtrædende prinser Saltykov . Hentet 15. januar 2017. Arkiveret fra originalen 10. november 2016.
  4. ↑ Collection archeologique du prince Pierre Soltykoff
  5. ↑ Russian Club of Watch Collectors • Se emne - Ure fra samlingen af ​​Prins Peter Dmitrievich Saltykov
  6. ↑ TsGIA SPb. f.19. op.123. d.24. Metriske bøger fra ortodokse kirker i udlandet.
  7. ↑ Udstyret i begyndelsen af ​​århundredet af hertuginden de Chareau - datter af Madame de Tourzel , lærer for Ludvig XVI 's døtre .
  8. ↑ Faciliteter - Carlburg Stables . Hentet 20. januar 2017. Arkiveret fra originalen 1. februar 2017.
  9. ↑ Prince Soltykoff død  (engelsk)  (link utilgængeligt) . Arkiveret fra originalen den 11. november 2012.
  10. ↑ TsGIA SPb. f.19. op.126. d. 1687. Med. 149. Metriske bøger om ortodokse kirker i udlandet.
  11. ↑ TsGIA SPb. f.19. op.124. d.738. Med. 16. MK Frelserens kirke ikke lavet af hænder på Vinterpaladset.

Litteratur

  Gå til Wikidata-elementet  Tematiske steder
I bibliografiske kataloger