Jurisdiktion

Kompetence - fordeling af sager, der skal behandles i første instans , mellem domstolene - oprettelse af en specifik domstol, der skal behandle denne sag. Kompetence omfatter både den kompetence eller beføjelse, der er tillagt den ene eller den anden domstol til at træffe afgørelse i en sag, og den tilsvarende pligt for de berørte personer til at adlyde denne kompetente domstol.

Jurisdiktionsprincipper

De generelle principper for jurisdiktion er som følger:

• En institution, der er udstyret med dømmende magt, må ikke tage sager ind i sin egen jurisdiktion, der er under en anden institutions jurisdiktion .
• En afgørelse truffet af en inkompetent institution anses for ugyldig.
• Parterne har ret til at anmode om at få fjernet en inkompetent institution fra at løse denne sag: den har ret til at gøre indsigelse eller anfægte.
• Værneting bestemmes af den situation, hvori sagens omstændigheder er på det tidspunkt, hvor kravet er anlagt. Efterfølgende ændringer (såsom at sagsøgte forlader sit bopæl) er irrelevante. Deraf den generelle begyndelse: hvor arbejdet begyndte, der skulle det være og slutte.
• Jurisdiktion har som regel en territorial karakter: den strækker sig kun til visse lokaliteter i staten, hvis territorium er opdelt i retsdistrikter. Retterne i disse distrikter er kun kompetente i sager, der opstår inden for dette område. Undtagelsen er statens højeste domstol, for eksempel Den Russiske Føderations højesteret, som udvider sine aktiviteter til hele staten.

Kompetence i civile sager

Fordelingen af ​​forskellige sager efter kategori af domstole er baseret på to funktioner:

• Type virksomhed. Dette er en objektiv jurisdiktion baseret på offentligretlige overvejelser.
• Personlige forhold, hvor parterne står over for hinanden. Denne jurisdiktion er personlig eller relativ, baseret på overvejelser om sagsøgernes personlige bekvemmeligheder og bestemmes af begyndelsen af ​​bopælen, stedet for opfyldelse af kontrakten osv.

Jurisdiktion i henhold til sagernes karakter kan ikke ændres ved nogen aftale mellem parterne, mens personlig erkendelse ikke kun kan ændres ved aftale, men også ved stiltiende underkastelse af denne domstols jurisdiktion. Kompetencen efter sagernes karakter afgøres af retten selv, uanset parternes angivelse; i forhold til personlig værneting, tager retten ikke selv stilling til spørgsmålet, og kun en interesseret kan indlede en tvist om manglende kompetence.

Ud over forskellen i sagernes karakter mellem domstolene med almindelig kompetence og specialdomstole, er der forskel i sagernes karakter mellem domstolene i første og anden instans og mellem forbunds- og verdensdomstole.

Det definerende princip for personlig jurisdiktion (også kaldet relativ eller territorial) er som hovedregel sagsøgtes bopæl. Blandt de ældste folkeslag, der levede adskilt på deres territorium, blev jurisdiktionen bestemt af den tiltaltes fødested eller oprindelse. Med udviklingen af ​​det sociale liv, med bevægelsen af ​​økonomiske kræfter, blev bopælsprincippet føjet til det gamle princip om jurisdiktion. Disse to jurisdiktionsgrunde blev accepteret i romersk ret; begge faldt ofte sammen; hver borger var underlagt byens (kommunale) og provinsielle dommeres jurisdiktion. Med modtagelsen af ​​romerretten i Tyskland mistede princippet om afstamning sin oprindelige betydning, og bopælsprincippet blev dominerende.

Ud over almindelig kendskab giver lovgivningen også mulighed for særlige kendskabsgrunde for visse sager, der i form af en undtagelse fra hovedreglen er underlagt en anden domstols kompetence end den kreds, hvor tiltalte har bopæl eller bopæl. Denne jurisdiktion er enten ubetinget obligatorisk eller valgbar (det vil sige, at sagsøgeren har ret til at vælge mellem generel og speciel jurisdiktion).

Kompetencen på fast ejendoms beliggenhed er ubetinget: krav om ejendomsret og enhver anden fast ejendomsret til fast ejendom, ejendomsservitutter, grundafgifter osv. skal indbringes på sidstnævntes beliggenhed. Tvister, der udspringer af reelle retsforhold, er langt mere hensigtsmæssige og lettere at løse på det sted, hvor den omtvistede subjekt befinder sig, når det for eksempel er påkrævet at opmåle området, kontrollere grænserne, forespørge gennem rundkørselsfolk mv.

Valgfri særlig jurisdiktion kan tillades, for eksempel i krav om opfyldelse af en kontrakt. Her bestemmes værneting af kontraktens opfyldelsessted. Derudover kan valgbar jurisdiktion finde sted i krav, der udspringer af en strafbar handling. Et civilt søgsmål kan kombineres med en straffesag, og så behandles det i retten på det sted, hvor forbrydelsen er begået; men hvis et sådant søgsmål anlægges specifikt, så bestemmes dets erkendelse af de almindelige regler.

Særlige (særlige) jurisdiktionsgrunde omfatter også placeringen af ​​en filial eller et repræsentationskontor for en juridisk enhed (sagsøgt), sammenhængen mellem sagerne i sig selv, både interne og eksterne, for eksempel i tilfælde af indgivelse af et modkrav; stedet for åbning af arven, det vil sige placeringen af ​​arveejendommen.

Ud over disse typer juridisk jurisdiktion i civile sager er der en kontraktlig jurisdiktion. Procesdeltagere har ret til at fravige reglerne om værneting og anmode om høring i den ret, de selv vælger. Parterne kan, når de indgår en kontrakt, på forhånd bestemme, hvilken domstol deres tvist skal være kompetent.

Jurisdiktion i straffesager

Jurisdiktion i straffesager er opdelt i emne og lokal. Den første fastslår, hvilken retsinstans sagen er under jurisdiktion (en fredsdommer eller en distriktsdomstol osv.) og kaldes subjekt, fordi graden af ​​magt for hver retsinstans bestemmes af subjekterne i dens jurisdiktion. Den anden vedrører fordelingen af ​​den dømmende magt mellem dømmende organer af samme kategori, men forskellige lokaliteter, det vil sige, det bestemmer, hvilken domstol (en dommer i en given afdeling eller en anden) der skal behandle en bestemt sag.

Faglig jurisdiktion er til gengæld opdelt i generel og speciel, der er etableret for en bestemt klasse af personer eller en kategori af sager. Jurisdiktion er en offentlig institution. Ved at bemyndige retsvæsenet til visse handlinger, forbyder loven det derved at gå ud over grænserne for dets kompetence og anerkender alle de handlinger, som det ikke var autoriseret til at være ugyldige. Straffe fra en straffedomstol afsagt i strid med kompetencen kan aldrig have kraft som en retsafgørelse.

Det følger også af jurisdiktionsinstitutionens offentlige karakter, at frivillig jurisdiktion i straffesager grundlæggende er uacceptabel.

Hovedgrundlaget for territorial jurisdiktion i den moderne straffeproces er stedet for forbrydelsen, fordi ingen steder kan strafferetlige beviser, både under den foreløbige efterforskning og under retssagen, opdages med en sådan succes og efterforskes med en sådan fuldstændighed som i selve området, hvor forbrydelsen er begået.

Det sted, hvor forbrydelsen er begået, skal forstås som det område, hvor hele det juridiske element i den kriminelle handling er udført. Når en forbrydelse består af én handling (strejke ved fornærmelse, påføring af et sår osv.), rejser denne bestemmelse ikke tvivl; men når det juridiske element af forbrydelsen bestemmes af forekomsten af ​​visse konsekvenser, eller når den kriminelle handling består af flere handlinger foretaget af gerningsmanden, opstår der betydelige vanskeligheder (hvis f.eks. dødelige skader med den hensigt at tage livet er forvoldt i en rets kreds, og døden fulgte i en andens kreds, eller pengetegn blev forfalsket i en lokalitet og gik i opfyldelse i en anden, eller tyveriet blev begået i flere trin, eller forbrydelsen er vedvarende).

I sådanne tilfælde kan jurisdiktion bestemmes af det sted, hvor de fleste af de forbrydelser, der efterforskes i denne straffesag, blev begået, eller de alvorligste af dem blev begået, og ved igangværende og vedvarende forbrydelser, af det sted, hvor de sidste kriminelle handlinger fandt sted.

Litteratur

• Verblovsky G. Jurisdiktion, i civile retssager // Encyclopedic Dictionary of Brockhaus and Efron  : i 86 bind (82 bind og 4 yderligere). - Sankt Petersborg. , 1890-1907.
• Kuzmin-Karavaev V.D. Jurisdiktion, i straffeprocessen // Encyclopedic Dictionary of Brockhaus and Efron  : i 86 bind (82 bind og 4 yderligere). - Sankt Petersborg. , 1890-1907.
• Kuzmin-Karavaev V.D. Militær jurisdiktion // Encyclopedic Dictionary of Brockhaus and Efron  : i 86 bind (82 bind og 4 yderligere). - Sankt Petersborg. , 1890-1907.

Ordbøger og encyklopædier	Brockhaus og Efron Brockhaus og Efron Brockhaus og Efron