Adolf Matthias (tysk: Adolf Matthias; 1. juni 1847, Hannover – 8. juni 1917, Düsseldorf [1] ) var en tysk pædagog, filolog, litteraturkritiker og videnskabelig skribent, specialist i oldgræsk grammatik og også ungdomsskribent . Hele sit liv arbejdede han først som skolelærer, siden som embedsmand.
Han modtog sin videregående uddannelse ved universiteterne i Marburg og Göttingen, hvor han studerede klassisk filologi, tyske studier og historie. Efter endt uddannelse underviste han på gymnastiksale i Golzminden, Essen, Bochum og Neuwied. Fra 1884 underviste han ved gymnastiksalen i Lemgo, 1885 flyttede han til byens rigtige gymnasium i Düsseldorf; fra 1898 var han uddannelsesrådgiver i Koblenz. I 1900 fik han rang af Geheimeråd (Reginrungsrat) i Kulturministeriet, i 1903 blev han forfremmet til Privy Chief Regirungsrat.
Mattias' videnskabelige og litterære virksomhed begyndte med værker om elementær græsk grammatik ("Griechische Wortkunde", 1. udgave - 1881; 2. - 1886), men snart vendte han sig udelukkende mod pædagogik og tysk litteratur. Ved overgangen til det 19. og 20. århundrede blev han betragtet som en af de bedste eksperter i praktisk pædagogik i Tyskland; han blev ofte betroet sammenstillingen af dette afsnit i pædagogiske encyklopædier.
Fra andre pædagogiske værker af Matthias, "Wie erziehen wir unseren Sohn Benjamin? Ein Buch f. deutsche Väter und Mütter" (1. udgave - 1897, 5. - 1904), "Aus Schule, Unterricht und Erziehung" (artikelsamling, 1901) og en række essays for ungdom: "Wie werden wir Kinder des Glücks" (1. udg. - 1899, 2. 1901), "D. Traum - ein Leben" (1903), "Das goldene nies" (1903), "Die Ahnfrau" (1904) m.fl. Større værker om tysk litteratur og sprog: "Hilfsbuch fd deut. Sprachunterricht" (1. udgave - 1892, 4. - 1903), "Die patriotische Lyrik d. Befreiungskriege" (1897), "Goethes Gedaukenlyrik" (1902), "Schillers Gedankenlyrik" (1902).