Den gyldne vogn er et stykke af Leonid Maksimovich Leonov i fire akter. Der er tre væsentligt forskellige udgaver af stykket (1946, 1955 og 1964).
Stykket blev udtænkt under den store patriotiske krig - i 1943. I 1946, på få måneder, blev dens første version skabt, og forberedelserne til forestillingen begyndte på Maly Theatre. Efter dekretet fra centralkomitéen for Bolsjevikkernes kommunistiske parti "Om magasinerne Zvezda og Leningrad" blev de sovjetiske teatres repertoirepolitik generelt kritiseret (i dekretet "Om repertoiret af teatre og foranstaltninger til forbedre det") og Leonovs tidligere skuespil "Lyonushka" i særdeleshed (i en artikel i Komsomolskaya Pravda). Som et resultat blev øvelserne af forestillingen på Maly Theatre stoppet (ifølge Leonovs biografi i ZhZL-serien var A. A. Zhdanov selv imod produktionen af stykket ), det hjalp ikke engang, at Leonov i november 1946 blev udnævnt til formand for stykket. teatrets litteratur- og repertoarråd: for at tillade produktionen kunne han ikke spille sit eget skuespil. Stykket blev dog udgivet af All-Union Directorate for Protection of Copyrights (under titlen "City Ruler") [1] .
I 1955 udkom anden udgave af stykket i oktoberbladet (4. nummer). Leonov ændrede navne og efternavne på nogle karakterer, omarbejdede individuelle scener radikalt, inklusive finalen, hvilket gjorde den mere optimistisk, og ændrede også tonen til en mere rolig og tørrede forfatterens bemærkninger, hvilket gav stykket lyrik ( B.V. Bibikov kaldte endda første udgave "Gyldne vogne" "dramatisk digt") [2] . I december samme år blev stykket første gang opført på Karaganda Regional Russian Drama Theatre [1] .
I 1957 udkom en separat udgave af stykket, hvor det igen blev noget revideret [2] . Den 6. november 1957, i anledning af 40-året for oktoberrevolutionen, havde stykket premiere på Moskvas kunstteater . Samtidig var en af instruktørerne af Moskvas kunstteaters forestilling, P. A. Markov , ikke tilfreds med hverken iscenesættelsen eller selve stykket: "som i et stykke er der to monolitiske akter i stykket, den første og anden. , og to fremmede med separate gnistre, der så falder på gennem handling og så ikke lægger sig ned " [3] . Kritikere vurderede generelt produktionen positivt [1] , men ikke alle var tilfredse med den omarbejdede til en lykkelig slutning: "Det er ubestrideligt, at kysset i slutningen af forestillingen ikke kun modsiger stykkets stil, men også dets ånd" ( Yu. Khanyutin , "Teater") [4] .
I 1964 udkom tredje udgave af Den gyldne vogn i en separat udgave af Leonovs skuespil (Leonov ændrede igen slutningen og bragte den tættere på versionen af den første udgave) [5] . Ifølge S. N. Burovaya er "den tredje udgave ikke en simpel tilbagevenden til planen fra 1946, men en uddybning af denne plan. Denne uddybning blev mulig på grund af følgende omstændigheder: forfatterens fremkomst til et nyt niveau af kunstnerisk tænkning tillod ham, baseret på teksten i anden udgave, at skabe en ny, grundlæggende udgave af stykket" [2] . I 1971 blev stykket filmet til et tv-stykke (iscenesat af Teatret på Malaya Bronnaya ).
som ændret i 1964
Handlingen foregår i en tidligere frontlinjeby om dagen, umiddelbart efter krigen.
som ændret i 1964
I en lille by, der blev ødelagt under krigen, kommer den berømte geolog Kareev med sin søn Julius tilfældigvis forbi. En gang i sin ungdom foreslog Kareev ægteskab med datteren af en lokal embedsmand, Masha, men blev afvist og forlod byen. Samtidig er oberst Beryozkin, hvis familie døde her under krigen, i byen. Han kom dog også for at straffe en desertør - en vis Shchelkanov. Nu er Shchelkanov direktør for den lokale tændstikfabrik, og Masha (Maria Sergeevna) er hans kone og formand for byrådet.
Kareevs søn, Julius, møder Shchelkanovs datter, Marka. Han er fascineret af pigen og inviterer hende til at tage afsted med ham og hendes far - til feriestedet og derefter til Pamirerne. Før krigen blev Marka betragtet som Timofey Nepryakhins brud. Under krigen mistede Timothy synet, og nu vil han forlade byen for at finde sin plads i livet. Beryozkin, under hvem Timofey tjente, genkender fyren og lover at hjælpe ham.
Beryozkin giver et læsebrev, hvor han afslører Shchelkanov for sin kone, som ikke elsker sin mand og ikke har nogen illusioner om ham. Obersten skal vise brevet til Marka, som elsker sin far, men giver efter for Timofeys anmodning og giver ham brevet, og han river det i stykker.
Berezkin og Timofey forlader byen sammen uden at sige farvel til dens indbyggere. Kareev og hans søn tager også afsted - efter nogen tøven indvilliger Marka i at tage med dem: "Bare en gang vil jeg gå langs Pamirs og - tilbage." Efterladt alene laver Marya Sergeevna en skål for sin datters "høje bjerge".