Aristillus (månekrater)

Aristillus
lat.  Aristillus

Aristillus krater. Et billede af Lunar Reconnaissance Orbiter -sonden .
Egenskaber
Diameter54,4 km
Største dybde3300 m
Navn
EponymAristillus af Samos (slut 4. - tidligt 3. århundrede f.Kr.) 
Beliggenhed
33°53′ N. sh. 1°13′ Ø  / 33,88  / 33,88; 1.21° N sh. 1,21° Ø f.eks
Himmelsk kropMåne 
rød prikAristillus
 Mediefiler på Wikimedia Commons

Krateret Aristillus ( lat.  Aristillus ) er et nedslagskrater på den synlige side af Månen i den østlige del af Regnhavet . Dannelsen af ​​krateret hører formodentlig til Eratosthenes-perioden [1] . Krateret er opkaldt efter Aristillus fra Samos (slut 4. - tidligt 3. århundrede f.Kr.) - en gammel græsk astronom . Første gang observeret af Jan Hevelius i 1645. Navn godkendt af International Astronomical Union i 1935.

Beskrivelse af krateret

Nord-nordøst for krateret ligger Cassini -krateret ; i nordøst - krateret Teetet ; i syd - det unge krater Autolycus ; i sydvest ligger det gamle krater Archimedes . Vest for krateret ligger Svalbardbjergene  , en kæde af tinder i Regnhavet ; i øst - bjergene i Kaukasus . Området ved havet sydvest for Aristillus-krateret fik navnet Lunnik-bugten (lat. Sinus Lunicus) [2] . Kraterets diameter er 54,4 km, dybden er 3300 m [3] , de selenografiske koordinater for kraterets centrum er 33°53′ N. sh. 1°13′ Ø  / 33,88  / 33,88; 1.21° N sh. 1,21° Ø f.eks. [4] .

Kratervæggen er noget uregelmæssig polygonal form, forskellig fra cirkulær, med en bred ydre hældning, der skiller sig ud mod den glatte baggrund af havet, der omgiver krateret. Voldens indre hældning har en typisk terrasselignende form; bunden af ​​kraterskålen er ujævn og ikke fyldt med lava. I den nordlige del af krateret er voldterrasser kollapset. I midten af ​​krateret er tre klynger af trekantede toppe, der rejser sig omkring 0,9 km over bunden af ​​skålen. Sammensætningen af ​​de centrale toppe er gabbro - norit - troctolit anorthosite med et plagioklasindhold på 80-85 % (GNTA2) og anorthosite norit (AN) [5] . Krateret har et system af stråler, der strækker sig over en afstand på op til 600 km. Overfladen omkring krateret har en lysstyrke på 4½° ifølge Schroeter- tabellen over lysstyrke . Voldens højde over det omkringliggende område er 1170 m [6] , kraterets volumen er cirka 2500 km³ [6] .

Nord for krateret kan man ane et gammelt krater, som blev fuldstændig oversvømmet med lava under fyldningen af ​​Mare Imbrium-bassinet, og nu er det kun kanten af ​​dette krater, der rager lidt over havets overflade. Den sydlige del af denne dønning er dækket af den ydre hældning af Aristillus-kraterets dønning.

Et interessant træk ved krateret er et mørkt bånd, der forgrener sig i form af det latinske bogstav V i den nordøstlige del af kraterkanten. Bogstavets bund er placeret på den nederste terrasse, dens øverste del ligger for enden af ​​den ydre skråning af kratervolden. Efter al sandsynlighed er dette bånd et udbrud af smelte dannet under sammenstødet . Ifølge data opnået fra Clementine -sonden er massefraktionen af ​​jern(II) oxid (FeO) i dette bånd 2-4% højere end i den omgivende sten, hvilket forklarer båndets lavere albedo .

Aristillus-krateret er inkluderet i Association for Lunar and Planetary Astronomy (ALPO) liste over lyse strålekratere [7] og i listen over kratere med mørke radiale striber på den indre skråning af samme Association [8] .

Satellitkratere

Aristillus Koordinater Diameter, km
EN 33°38′ N. sh. 4°32′ Ø  / 33,64  / 33,64; 4,53 ( Aristillus A )° N sh. 4,53° Ø f.eks 4.4
B 34°48′ N. sh. 1°56′ V  / 34,80  / 34,80; -1,93 ( Aristillus B )° N sh. 1,93°V f.eks 8,0

Se også

Noter

  1. ↑ Beskrivelse af krateret på The Moon-Wiki  (eng.)  (utilgængeligt link) . Arkiveret fra originalen den 30. maj 2018.
  2. ↑ Aristillus Crater på LAC-25-kortet. . Hentet 2. december 2019. Arkiveret fra originalen 22. december 2017.
  3. ↑ John E. Westfalls Atlas of the Lunar Terminator, Cambridge Univ. Presse (2000. Hentet 21. januar 2012. Arkiveret fra originalen 18. december 2014.
  4. ↑ Håndbog for Den Internationale Astronomiske Union . Hentet 2. december 2019. Arkiveret fra originalen 30. maj 2020.
  5. ↑ Stefanie Tompkins og Carle M. Pieters. Mineralogi af måneskorpen: Resultater fra Clementine   // Meteoritics & Planetary Science : journal. - 1999. - Bd. 34 , nr. 1 . - S. 25-41 . - doi : 10.1111/j.1945-5100.1999.tb01729.x . - .
  6. ↑ 12 Lunar Impact Crater Database . Losiak A., Kohout T., O'Sulllivan K., Thaisen K., Weider S. (Lunar and Planetary Institute, Lunar Exploration Intern Program, 2009); opdateret af Öhman T. i 2011. Arkiveret side .
  7. ↑ Liste over lyse strålekratere fra Association for Lunar and Planetary Astronomy (ALPO) (utilgængeligt link) . Arkiveret fra originalen den 4. marts 2016. 
  8. ↑ Liste over kratere med mørke radiale bånd fra Association for Lunar and Planetary Astronomy (ALPO) (utilgængeligt link) . Arkiveret fra originalen den 3. december 2013. 

Links